Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Ninja – Shadow of a Tear (90 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 1/7 2014, 22:46 af Torben Rølmer Bille

Akut ninjamangel


Akut ninjamangel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om den netop udkomne martial-arts film fra 2013 Ninja – Shadow of a tear både har ordet ”ninja” i sin titel, viser billedet af en bister ninja på sit cover, og i åbningsscenen præsenterer seeren for en gruppe ninjaer, der i sort/hvid angriber en deling allierede tropper under 2. Verdenskrig, så er der faktisk ikke særlig stor fokus på ninjafiguren i filmen efterfølgende. For næste gang seeren får serveret en ninja, er mod filmens slutning, hvor vores hævnlystne hovedperson ifører sig fuld nijitsu-ordinans, men kun for at tage flå den karakteristiske ansigtsmaske af efter få minutter, lidt som det var tilfældet i Stallones fesne Judge Dredd film.

Måske er der de der allerede nu har valgt ikke at interessere sig mere for Ninja – Shadow of a tear, men så vil de ærgre sig over ikke at have læst videre, for ninjamanglen til trods, er det faktisk en ganske effektiv kampsportsfilm, som bringer minderne tilbage til de glade firsere. Der slås nemlig på tæven efter gammel opskrift – og det bliver hurtigt tydeligt at både vores hovedperson Cage (spillet af Scott Adkins) og de der slås med ham kan deres kram.

Googler man Adkins vil man finde ud af at både er trænet i bl.a. Judo, Karate, Muy Thai, Wushu og Ninjitsu og det er helt tydeligt at se, for under de hyppige nærkampscener er klippetempoet ikke altid højt, som i de kampsportsfilm, som har utrænede skuespillere i hovedrollerne. Som David Bordwell skriver i sin højst læsværdige Planet Hong Kong, så er der mærkbar forskel på de kampsportsfilm, hvor kampscenerne klippes dynamisk for at imponere, og så de film hvor man i stedet forbløffes over lange indstillinger og de medvirkendes evne til at tage del i lange, komplicerede, kampkoreografier.

Faktisk er der flere sekvenser hvor man ligefrem imponeres over hvor lang tid der går før der klippes til næste indstilling, mens skurk efter skurk forsøger at nedlægge vores hovedperson. Handlingen bevæger sig fra Japan, til Thailand og endda ind i Myanmar, hvilket gør at helten bliver konfronteret med stuntteams fra alle disse steder. Kampscenerne er virkelig fedt iscenesat og de bliver aldrig kedelige.

Ninja – Shadow of a Tear er til gengæld ikke en film, hvor man bliver bjergtaget over det gode skuespil eller den interessante handling, men det er og bliver kampscenerne, som bærer filmen frem og sikrer at seeren er underholdt hele vejen igennem. Filmen er en fortsættelse til filmen Ninja fra 2009 (som deres ellers så filmseende skribent ikke har set - endnu) og er instrueret af manden bag både denne førte Ninja og de to sidste Undisputed-film, hvor Adkins tilfældigvis også spillede hovedrollen.

Historien starter med at vi møder Chet som er meget, meget forelsket i sin unge hustru, der naturligvis er gravid og som dør indenfor filmens første fem minutter. Dræbt af ækle banditer, mens Chet var væk hjemmefra. Herefter går den vilde, hårdhændede jagt på de folk, der stod for hendes død. Det vil være en anelse formålsløst i dette fora at beskrive enkelthederne i denne jagt, for så går noget af spændingen også af filmoplevelsen. Det handler dog, som i mange andre af denne type film, at få skabt nogle forviklinger og nogle spændte situationer, der både kan føre til at folk begynder at tæve løs på hinanden og ikke mindst at dette kan ske i mange forskellige situationer med hver deres eksotiske, pittoreske sceneri i baggrunden.

Det er en sand fornøjelse at opleve kampscenerne i denne film, der er virkeligt fint orkestreret og iscenesat. Det lykkes filmen holde tempoet oppe helt fra starten af og den bliver som nævnt ovenfor aldrig plaget af gentagelser, for mange overdrevne specialeffekter eller wire-fu. Det er ikke denne film som vil kunne omvende de, der i øvrigt ikke bryder sig om genren, men er man til denne type af actionfilm vil man være i særdeles godt selskab.

Regn ikke med at filmen byder på mange overraskelser, for der er tale om en helt igennem generisk hævnhistorie, hvor det næppe er svært at regne udfaldet ud – men denne formel virker også og gør kun at de forventninger man sidder med i starten naturligvis indfries. Som med så mange b-actionfilm af denne kaliber handler det ikke om nyskabelse, men om at leverer varen – især i actionscenerne. Så har man brug for en solid tømmermandsfilm eller mangler man en film til videoaften med gutterne, så bør man seriøst give denne et skud.


Forrige anmeldelse
« Freaky Deaky «
Næste anmeldelse
» Tandlægen »


Filmanmeldelser