Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




OH BOY (85 min.) Købsfilm / Angel Films
Anmeldt 27/5 2014, 22:31 af Uffe Stormgaard

En ganske almindelig kop kaffe i Berlin


En ganske almindelig kop kaffe i Berlin

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For små 65 år siden overraskede – ja, ændrede - Francois Truffaut verdens filmopfattelse, med sin debutfilm Ung flugt. En autentisk selvbiografi, med sit alter ego Jean-Pierre Leaud som den svært tilpasselige Antoine Doinel, som vi følger gennem fem film. ”Den ny franske bølge” var indvarslet og auteur-filmen skabt, med Paris gader og stræder som aktiv medspiller.

I OH BOY er det Niko (Tom Schilling), der er drop-outeren. Byen er Berlin – og tiden, nu og her. Det er to år siden Niko sidst satte sine ben på det juridiske fakultet – og hvad har han så foretaget sig siden? Ingenting. Kigget, observeret – forholdt sig passivt, med kloge og følsomme øjne ladet Berlinerlivet glider over nethinden. En by, mest Østberlin, med sine mange ar, fyldt med arkitektur reminiscenser fra både før, under og efter muren.

En fragmenteret hverdag
Gennem en række fragmentariske episoder, ofte med et glimt af ironi og humor, som er en Jim Jarmush værdig, får vi både et generationsbillede og et portræt af Berlin, i al sin mangfoldighed. Fri for postkortidyl, fyldt med mennesker, cafeliv. Friedrichstrasse, Kastanienallee, U-Bahn i en glidende strøm, til cool storby jazz – sort/hvide montager, der i stil og ægthed, minder om den legendariske Billy Wilder (m.fl.) Berliner dokumentarfilm, Menschen am Sontag (1930).

Vi følger, ligesom Niko, med tilbagelænet passivitet, hans mange små hverdags episoder med et skær af skævt smil og melankolsk overbærenhed – observant, stående udenfor. Lidt eftertænksom, siger han: ”Engang imellem synes jeg folk er underlige – og så tænker jeg det er måske dig, der er underlig”.

Niko, der har fået en dom for at kører bil med en alkoholpromille på 0,7, er derfor til ”eksamen” hos en satanisk tåbelig psykolog – et ondt og parodisk billede (der har visse paralleller til Antoine Doinel og militærpsykologen i Stjålne Kys) - og får det ledende spørgsmålet: ”Hvem af os to, tror du er idiot?”. Niko tøver, og vi er ikke i tvivl.

Det uundgåelige generationsoprør sker på golfbanen (!). Faderen velhavende super succesfuld erhvervsjurist, viser ikke megen empati for sønnen, der nok engang har overtrukket sin bankkonto. Da han spørger til jurastudiet, får han en nødløgn – og så får Niko det glatte lag. Faderen standser øjeblikkelig den månedlige studiehjælp, 1.000 euro – hvor du dog ligner din mor! Niko må klare sig selv. Rystet? Egentlig ikke. Niko drysser videre. Oftest med det banale mål, helt almindelig kop kaffe – og det er ikke nemt i en globaliseret verden, hvor kaffe er blevet en videnskab – og næsten ubetalelig.

Set i djævlespejlet
Den debuterende tyske instruktør Jan Ole Gerster har splinter af djævlesejlet i digitalkameraet, når han skildre et par skæve Berlinermiljøer. Eksperimentalteatret, med forvredne kroppe og primalskrig, får Niko og hans skuespillerven til at trække på smilebåndet – og i en efterfølgende hidsig diskussion med avantgarde instruktøren, trækker Niko sig. Heller ikke overfor et par vilde hipster, skal Niko nyde noget. Ja, selv en hed sex-tur med en tidligere klasseveninde får ham til at flygte.

Ondt, i en ellers mild film, er Nikos møde med tysk filmindustri. En historie om en nazi-generals dilemma mellem kærligheden til en jødisk pige og hans pligt overfor føreren, fortælles af hovedrolleindehaveren i hans omklædningstrailer – ja, Niko overværer endda indspilningen af den tårevædede slutscene – og får tilbudt en lille filmrolle – men Niki skal ikke involveres – hverken i Tysklands dårlige samvittighed eller nutidens krav.

Menneskelig nærkontakt er bestemt ikke Niko. Da overboen intimiderende, småsavlende, hulkende fortæller om sit frirum i kælderen med tv-fodbold og porno-dvd, plus sit manglende sex-liv, tilsat konens hjemmestegte kødboller – skyller Niko symbolsk retten ud i wc’et.

Velspillede biroller
Fælles for de mange episoder er en fin typecasting. Vi giver os tid, dvæler ved ansigter, lader de små karakterroller folde sig ud – mange er kendte tyske teaterfolk. Mesterligt, den gamle østtyske skuespiller Michael Gwisdek, der som beruset bargæst får de sidste ord – selv om hans pointe er, at vi mennesker, selv om vi taler samme sprog, ingenting forstår.

Vi er ved rejsens ende. Niko sidder ved cafébordet – afklaret? Næppe.

I Ung flugt kigger Antoine ud over det store hav og vender det ryggen.

I OH BOY kigger Niko ned i kaffekoppen. Klogere på livet – og på sig selv? Nok er livet noget rod, men herregud, det skal jo leves. Hvis livet er meningsløst – så må vi give det mening. Mon dog ikke Niko er ved at nå dertil. Det håber og føler vi. For midt i al rodet, sløvheden, apatien, holder vi af Niko og hans vibrerende by.

OH BOY er aldrig moralsk eller fordømmende. En auteur-film, der nok er i slægt med ”den ny bølge” – men helt er sig selv. Et sjældent velspillet, charmerende generations portræt i sort/hvid - fyldt med nuancer.


Forrige anmeldelse
« Når vinden rejser sig «
Næste anmeldelse
» X-Men: Days of Future Past »


Filmanmeldelser