Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Hana-bi (1998) (99 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 28/2 2008, 17:43 af Kim Toft Hansen

Beat-poesi


Beat-poesi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fredelig idyl kontrasteres med blodig vold, de elskendes blik mødes af en pistolmunding, og den uhæmmede actionfilm sammentræder med afbalancerede eksistensdramaer. Sådan kan man beskrive Takeshi Kitanos film, der på den måde er stilmæssige paradokser, som på den ene side kræver en stoisk ro for at skildre menneskelige dramaer, men som på den anden gentagende gange eksploderer i orgiastisk vold. Hana-bi (1998), der netop er blevet genudgivet, er ikke anderledes.

Her hjemme har Takeshi Kitano fået fornyet fokus, hvilket kan skyldes flere ting, men grundlæggende handler det nok bare om, at han laver gode film – og ikke blot gode film, men også film, der skiller sig ud fra mængden gennem en fornyelse og en selvstændiggørelse af genrefilmen. Senest er tre af Kitanos fire første film udkommet. Det drejer sig om Boiling Point (1989), Violent Cop (1990) og Sonatine (1993), der er samlet i Takeshi Kitano Collection, og nu er Hana-bi blevet genudgivet, mens Kikijuro (1999) er på vej.

Der er flere ting, der går på tværs af flere Kitanos film ud over stilen. Mest af alt er det signifikant, at gangsterdramaet (yakuzaen) spiller en rolle i stort set de fleste film, hvilket på sin egen måde foranlediger de voldelige scener, men på anden vis også netop giver Kitano mulighed for at bringe kontrasterne i spil. I Hana-bi spiller kunsten som tilflugtssted en helt central rolle, idet en person i yakuzaen såres hårdt og må sidde i rullestol. Hans helligsted bliver nu – måske mest for at få tiden til at gå – netop malerkunsten, der i Hana-bi bliver en gennemgående faktor, der bringes i fokus. Kunsten som surrealisme giver et værdigt modspil til volden som surreel kilde til ikke så meget lidelse men mere som æstetik. Ved brug af kunsten som kommunikationsmiddel bliver volden på sin egen originale – og blodfyldt maleriske – facon godtgjort som ’skøn’ (måske mest forstået som en hæslighedsæstetik).

På den måde bliver Kitanos film – og Hana-bi er ingen undtagelse – til små poetiske montager mere end handlingsmættede film. Fortællerytmen holdes også på et ekstremt stilfærdigt niveau, mens der derimod er gjort vold på fortællestrukturen, der på ingen måde er kronologisk. Der går sågar et stykke tid, før det går op for en, at man ikke skal tænke filmen hverken fremadskridende kronologisk eller sågar sammenhængende – i stedet skal filmen, selvom der jo godt nok er en fortælling, ses som små enkelte sekvenser i hver sin egenret. Det betyder, at vi igen får en vis analogi mellem de enkelte malerier og den enkelte sekvens, hvilket æstetiserer forholdet mellem stilstand og eksplosion, vold og kærtegn, og ret og uret. De små sekvenser, der ofte dvæler ved detaljen i stedet for at kvæle æstetikken i kausalitet, er som små kunstværker, der kædes sammen i en helhedsmosaik af poetiske enkeltdele. Det er så godt, når det er godt.

Hvem sagde, at vold skulle gøre ondt?

Læs også anmeldelsen af Takeshi Kitano Collection og Kikujiro.


Forrige anmeldelse
« Condemned «
Næste anmeldelse
» Bedstefar på glatis (fr. Hiber... »


Filmanmeldelser