Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Vendetta (103 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 23/5 2014, 17:45 af Torben Rølmer Bille

En søn tager hævn


En søn tager hævn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er en god tradition i England for at lave thrillers, som virkelig fungerer. Hvad enten det drejer sig om storpolitiske intriger eller de helt små historier om en mand, der søger hævn, har britterne altid været gode til at skabe effektive fortællinger – hvad enten dette er på skrift eller i filmform.

Der findes dog også undtagelser som bekræfter reglen, hvilket måske kan skyldes dels de høje forventninger man har, når sætter sig til rette med en engelsk thriller, dels at markedet er mættet af virkelig gode eksempler på sådanne. Med beklagelse må kapellet derfor proklamere at Vendetta ikke helt kan leve op til de udsagn, som pryder bagcoveret.

Vendetta er en af de thrillers, der fokuserer på den lille mands kamp for retfærdighed, efter hans forældre er blevet dræbt af nogle barske forbrydere. Filmen starter således ud med at vise os vores hovedperson, hvorefter den i en flashbacksekvens viser os, hvordan Jimmys far hårdhændet forpurrede en gruppe narkokriminelles forsøg på at begå et væbnet røveri på åben gade. Efterfølgende får vi scenen, hvor samme gruppe forbrydere trænger sig ind på forældrenes bopæl, slår forældrene ned, binder dem, overhælder dem med benzin og sæter ild til. Føj da.

Vores hævngerrige mand, Jimmy, møder vi kort tid herefter. Han er politimand og har været udsendt til Afghanistan som forhørsleder og er naturligvis knust over at vende hjem og finde sin mor og far myrdet. Ude af sig selv af sorg bliver han optændt af tanken om hævn, og der går ikke længe før Jimmy finder ud af, at hans forældre blev myrdet, idet faderen havde blandet sig i røveriforsøget. Takket være Jimmis forbindelser i politiet, går der heller ikke længe før han har alle navnene på de formodede gerningsmænd, som Jimmy herefter sæter sig for at nakke en efter en, på mindst lige så sadistiske måder som den skæbne hans forældre led.

Filmen fortæller sin historie i et parallelt forløb, hvor seeren på den ene side er vidne til at Jimmis selvtægtsplaner udfolder sig, og på den anden side oplever politiets og hans tidligere kollegaers jagt på Jimmy, for at forhindre at han myrder hele banden. Denne beskrivelse virker måske ganske glimrende på pair og som et incitament til at skynde sig at få fat i filmen, men måske burde man være lidt varsom. Viendetta er nemlig en film, der i grunden er ganske seværdig, men som samtidig bærer præg af at være en hel del under standard, hvis man giver sig sammenligner den med andre, nye engelske spændingsfilm.

Dette handler ikke kun om filmens look, for den er der ikke noget galt med, heller ikke overdrevne voldsomhed hvormed Jimmy forsøger at tilfredsstille sin hævntørst, men måske mere i det faktum at politiet forekommer så uhyggeligt ineffektive i deres opklaring af sagen. Uanset hvor retfærdig hævnen end måtte synes, så forsøger Vendetta, lige som mange andre hævnbaserede filmfortællinger – fra Death Wish, over I spit on your grave til Nådesløs hævn – at opstille en tvivl i seeren om hvorvidt vold virkelig skal og bør besvares med mindst lige så excessiv gengældelse? Dette bliver i disse film næsten altid besvaret med et rungende ja, og derfor kan disse hævnhistorier ofte tolkes som en meget gammeltestamentlig og ureflekteret måde at skildre verden på. Dette gælder også Vendetta, men dens problem ligger ikke kun i dens ambivalente moral.

Vendettas problem er snarere at den viser os noget, som vi har set alt for mange gange før. Nuvel, Jimmys henrettelsesmetoder er ganske opfindsomme og væmmelige, men kender man denne genre af film har man sikkert også luret hvordan det hele spænder af til sidst. Så selv om den besidder en vis portion britisk charme og stil, så skiller filmen sig heller ikke ud fra mængden og bliver derfor en af de film der hurtigt fortaber sig i glemslen.


Forrige anmeldelse
« Nymphomaniac «
Næste anmeldelse
» Red, White & Blue »


Filmanmeldelser