Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark (161 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 25/4 2014, 06:16 af Kim Toft Hansen

Dybere ind i mørkets hjerte


Dybere ind i mørkets hjerte

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Now the moment you’ve all been waiting for! Fans har ventet i spænding på visualiseringen af Smaug, den store og altødelæggende drage fra J.R.R. Tolkiens roman Hobbitten, eller ud og hjem igen (1937). Nu er tiden kommet til anden film i Peter Jacksons imponerende forsøg på at trække bogens godt 300 sider ud over tre helaftensfilm. Helt basalt betyder det, at han trækker hver side ud i halvandet minut. Ikke nogen let opgave, men for fans går han dybt ind i Tolkiens forfatterskab på rov i en skattekiste efter små og store fortællinger, der kan fylde handlingen ud. Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark er mere spektakulær og slagkraftig end første film. Men alligevel også pletvist en poetisk fantasy i en udgave, der vil tilfredsstille selv de mest kritiske fans.

Mørket trækker sammen over Middle Earth. Den lille gruppe dværge ledsaget af Bilbo tager små skridt tættere og tættere på det gamle, tabte kongeringe Erebor, som de vil generobre velvidende, at det, som vil møde dem, er en drage med et hjerte af ild. I princippet er det alt, der sker i denne anden film. En lang vandring ind i det land, der langsomt omsluttes af et mørke, som langsomt bliver mere og mere tæt. En ondsindet tåge, der lægger sig over landet. Troldmanden Gandalf indser det først. Det er ikke nogen almindelig kamp, der lægges op til. Selvom vi, der ved, hvad der sker, nu venter på The Battle of Five Armies, den klimaktiske afslutning på trefilmsserien, så peger filmen helt og aldeles ind i den verdenskrig, der skal stå i Ringenes herre-trilogien.

Peter Jackson giver nogen plads til, at karaktererne kan vise sig. Men det er faktisk overraskende, at de enkelte dværge stadig står i skyggen af Thorin, lederen og den fortabte konge, og Bilbo og Gandalf. Men det, der reelt egentlig får mest plads i handlingen er de forhindringer, de møder undervejs hos bl.a. skovelverne og især orkerne. Det, som er Tolkien-universets helt klare styrke, er, at den skillelinje, der etableres mellem godt og skidt, er mudret og uklar. Det er ikke kun en kamp, der står mellem det gode og det onde, som er nok så beskidt og soleklar. Men der hviler underneden nogle grundlæggende konflikter mellem flere folk og konger, der gør handlingen mindre entydig. Tolkiens romaner handler alle principielt om, hvordan personlige interesser hele tiden kommer til at skygge og overskygge.

Købefilmsudgaven er udsendt i både 2D og 3D. Undertegnede er af den gamle skole. Jeg kan simpelthen ikke holde det tekniske fundament under tredimensionelle film ud. Især ikke, når jeg ikke forstår elver- eller orkesprog, og derfor vil være vidne til en undertekst, der skal danse rundt på skærmen til fordel for de fremhævede 3D-dele. Derfor er denne anmeldelse baseret på 2D-udgaven. Og i langt størstedelen er filmen en fænomenalt overbevisende film, hvad angår de grafiske effekter. Men den halter i detaljer, som man måske ikke får øje på i 3D-versionen. Det er især orkerne, jeg er ked af. Det er simpelthen et spørgsmål om animation af tyngdefelt i kroppen. Animationerne fremstår stedvist (fx orkernes angreb over hustagene i Søby) som netop det, animationer.

Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark lever på, at dette er filmen, hvor Smaugs visuelle ansigt skal vises. Og især Smaug har da også fået animationssmæk for alle de guldskillinger, han har stjålet gennem tiden. Helt igennem overvældende og smuk i sin vælde er han. Men plottet sygner en anelse hen, fordi dværgerne skal henholdes lidt for ikke at nå for hurtigt frem til Erebor. Hvor Hobitten: en uventet rejse (2012) i stedet supplerede med et væld af afstikkere til andre Tolkien-fortællinger (det gør denne momentvist også), så er anden film hovedsageligt præget af, at vi skal synes om de slagkraftige kampscener og længes efter dværgenes frihed fra de fangenskaber, de havner i. På mange måder bliver det spændende, hvordan tredje og sidste film skal overgå dette forpustede klimaks. Stort er det, større bliver det.

Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark er alt det, den kan være. Magt og magi, krig og uvenskab, lys og mørke sitrer i spænding op ad hinanden på en måde, der får de metaforiske tolkninger over andre virkelige storkrige til at stå i kø. For en gammel Tolkien-nørd, der faktisk også elsker de rolige passager hos forfatteren, er det trods alt svært ikke at blive revet med af et eventyr, der kun fortælleteknisk vinder på at være fortalt i omvendt rækkefølge. Hobbitten, eller ud og hjem igen (som ethvert eventyr næsten kunne kaldes) – og som er arbejdstitlen på tredje og sidste film – skal nok lukke og slukke for en trilogi, der kun overrasker og udmærker sig i effektive modeller for at gøre en kort historie lang.


Forrige anmeldelse
« Oldboy «
Nste anmeldelse
» Adéles liv »


Filmanmeldelser