Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Upside Down (103 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 15/4 2014, 06:19 af Torben Rølmer Bille

Science fiction romance


Science fiction romance

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Science fictionsfilmen er muligvis den genre der byder på flest undergenrer. For selv om genrekategorier ofte er flydende, kan man eksempelvis opfatte Alien som en science fiction gyser, Aliens som en science fiction actionfilm, Brazil som science fiction tragedie, Blade Runner som rendyrket science fiction eksistentialisme, osv.

Det er også muligt at finde deciderede kærlighedsfilm, der benytter science fiction genrens virkemidler til at fortælle sin historie med, i flæng kan nævnes The Adjustment Bureau, Den Tidsrejsendes kvinde, men også den vellykkede Hunger Games serie byder på flere forskellige kærlighedshistorier.

Upside Down er basalt set en moderne – læs: science fiktionaliseret – udgave af Romeo og Julie. I starten af filmen etableres det noget mærkværdige univers som filmens instruktør og manuskriptforfatter Juan Solanas har fundet på.

Vi befinder os på to planeter, der ligger i en slags geostationært kredsløb med hinanden. Det vil sige, at planeterne faktisk er forbundet med nogle kolossale elevatorer, så beboere fra den ene planet på den måde kan besøge den anden. Problemet er dog blot, at beboerne er bundet af tyngdekraften på den planet som de kommer fra. Så er man eksempelvis fra planet 1 vil man gå på loftet såfremt man tager til planet 2 og omvendt.

Der er også enkelte steder, langt oppe i bjergene, hvor de to planeter ligger meget tæt på hinanden og det er her fortællingen tager sin begyndelse. En skønne dag møder den unge dreng Adam på vandretur i bjergene nemlig den smukke pige Eden fra den anden planet. De bibelske referencer er ikke til at tage fejl af, lige som de i øvrigt lidt for fortærskede metaforer i resten af filmen.

Adams planet er den hvor underklassen bor, et sted der plages af forurening og menneskeligt forfald. En planet som primært bliver udnyttet for dens råstoffer. Edens planet derimod byder på imponerende storbyer og smukke paladser til eliten. Naturligvis bliver de to unge mennesker forelskede og indleder et hemmeligt forhold, der dog får en brat ende en dag, hvor politiet fra Edens planet opdager dem og hun uheldigvis styrter langt ned i en slugt.

En masse år går og den nu voksne Adam lever en ganske kummerlig tilværelse som opfinder på sin hjemplanet. Han er stadig plaget af pigen der – helt bogstaveligt – forsvandt. Pludselig ser han hende dog på TV. Det viser sig at hun er blevet en smuk voksen kvinde, der arbejder for et arkitektfirma. Adam må naturligvis straks finde på en måde at opsøge hende på, så han opdager, at han ved hjælp af nogle kraftige magneter kan besøge Edens planet. Dette kan dog kun foregår i begrænset tid, idet magneterne begynder at afgive enorm varme, hvis de er på planeten for længe. Dette gør at Adam kan opholde sig sammen med hende i begrænset tid.

Det er dog ikke hans eneste problem, for det viser sig at hun, da hun faldt, har mistet hukommelsen og ingen erindring har om Adam, noget som han er overbevist om, at han kan lave om på. Vil dette dog være muligt når nu han kun kan være sammen med i hende i ganske få timer af gangen, plaget af ideen om at myndighederne skal opdage ham – for det er i sagens natur forbudt for to mennesker fra hver sin planet at blive kærester.

Som måske kan ses, er det her både tyngdekræfter og hukommelsestab der erstatter Shakespeares familiestridigheder og dertil kommer en snert af Askepot, idet Adam bøvler med sine magneter og den lånte tid sammen med sin udkårne. Når det så er sagt, så er Upside Downs største force dens evne til at udtænke syrede scener, hvor man oplever folk gå både på gulvet og i loftet.

Eksempelvis er vi vidne til nærmest Escherske trappeskakter, hvor folk jager hinanden, men mest imponerende er nok det kontorlandskab, hvor Adam får arbejde. Her sidder folk i nærmest endeløse, snorlige båse. Dem fra planet 1 arbejder i loftet og de fra planet 2 på gulvet. Der er flere af den slags scenerier undervejs. Idet de to planeter er så tæt på hinanden bliver den latente mangel på himmel også ganske foruroligende at se på.

I starten af filmen virker disse visuelle spejlinger en anelse frustrerende og urealistiske, men som filmen skrider frem vænner man sig mærkværdigt nok til det og accepterer til sidst denne mærkværdige dobbeltverden. Det hænger på ingen måde sammen, hvis seeren ved blot en lille smule om astronomi, men det er heller ikke fysikken i disse planeternes gensidige forhold, som bliver interessant, det er i stedet filmens centrale romance.

Selv om stort set alle skuespillere forsøger at gøre deres bedste, kommer den lidt mærkværdige tyngdekraftsdynamik på tværs af romantikken. Universet som skildres er både flot og betagende, men kommer derfor også til at dominere over kærlighedshistorien. Måske er det fordi man tidligere har oplevet både mere intense, stærkere og bedre eksekverede filmromancer. Har det dog været filmmagernes intention at fortælle en historie, der tager sig lidt anderledes visuelt ud, er denne del lykkedes.

Upside Down føles mere som en slags syret drøm, eller et slags science fiction eventyr henvendt til smaskforelskede unge - men det er altså ikke en kærlighedshistorie man virkelig bliver opslugt af, dertil overskygger effekterne følelserne. Dertil kommer at det klare skel mellem utopi og dystopi repræsenteret af de to planeter mildest talt virker en anelse fortærsket.

Det betyder dog ikke at Upside Down ikke er værd at se, for den kan sagtens nydes som et drama med hæderlige effekter eller som et slags eksperiment udi at lave tyngdekraftignorerende sekvenser, der synes at tage ideen op fra en gammel dansefilm og i moderne regi ser om dette kan fungere gennem en hel spillefilm.


Forrige anmeldelse
« Noa «
Næste anmeldelse
» 28 Days Later »


Filmanmeldelser