Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Don Jon (89 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 25/3 2014, 21:45 af Torben Rølmer Bille

Et liv på overfladen


Et liv på overfladen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er en lille håndfuld ting, der betyder noget for Jon. Hans daglige mantra lyder: træning, lejlighed, familie, venner, kirke, porno. Det virker som et liv, han er ganske godt tilfreds med. Jon ser godt ud, og scorer alle de damer, hans venner slet ikke kan komme i nærheden af. Deraf tilnavnet ”Don” – med slet skjult reference til en berømt italiensk forfører.

Selv om langt af de fleste erobringer da tilfredsstiller Jon, så kan han alligevel ikke nære sig og smutter - når kvinderne, udmattede efter sexakten, er faldet i søvn – ud til sin bærbare for at nyde noget saftig internetporno. Der er altså noget galt, når plastikpatter og virtuelle støn synes at være langt mere tilfredsstillende, end den ægte vare. Dette er udgangspunktet for Joseph Gordon-Levitts debut som spillefilmsinstruktør Don Jon, en film som han også spiller den altoverskyggende hovedrolle i. Filmen er, i skrivende stund, blevet gjort tilgængelig til vor hjemmebiograf.

Umiddelbart er der flere ting, der taler for denne film. Ud over at få lov til at være fluen på væggen og høre Jons inderste tanker om sit liv i en forstad til New York, så bliver det hele en anelse mere interessant, idet han render ind i Barbara, spillet af den evigt smækre Scarlett Johansson. Der skal dog lyde en advarsel til alle varmblodede Scarlett-fans derude, for i denne rolle er hun dog, til trods for sit yndige ydre – som man endda får lov til (næsten) at beskue i afklædt tilstand – nærmest uudholdelig.

Ikke alene nægter hun at gå i seng med Jon, før de har mødt hinandens forældre, og før Jon højt og helligt har lovet hende at starte på aftenskole i forsøget på at få et bedre job. Til gengæld får Jon lov til at gnubbe sig fuldt påklædt op af hende – en praksis som vistnok er meget amerikansk, idet man har set det skildret i adskillige ungdomsfilm. Det er måske ikke så slemt, men ud over stort set at bestemme reglerne for deres forhold, bliver Barbara også særdeles stram i betrækket idet øjeblik, hun opdager at den søde, veltrænede fyr, som hun dater, holder så uforbeholdent meget af porno. Dette fører til en meget alvorlig krise i deres forhold.

Samtidig er der en noget ældre kvinde (spillet af den altid charmerende Julianne Moore) på Jons aftenskolekursus, der fangede ham i at surfe porno, som pludselig giver Jon en DVD med en klassisk pornofilm samt en anbefaling om, at den er meget bedre, end det han kan finde på nettet. Hun viser tydeligvis interesse for Jon, men han synes indledningsvis, at kvinden er en smule småskør. Det skal dog vise sig, at hun måske i sidste ende vil meget bedre for Jon end den alt for sure Barbara.

Filmen er, efter amerikansk målestok måske provokerende nok og fortæller da også en moderne kærlighedshistorie med et twist. For budskabet sigter naturligvis efter, hvad der er vigtigt i ens liv – en poleret overflade eller de dybe, medmenneskelige værdier. Det er næppe overraskende for nogen, hvad der ender med at være det foretrukne, et valg der måske netop gå på tværs af det image, som Hollywood og pornoindustrien forsøger at sælge til de unge mænd.

Til gengæld bliver filmen, til trods for både fine skuespilpræstationer, en underholdende klipning og dens opgør med den amerikanske middelmådighed lidt for repetitiv i sin fortælling, når vi for tredje gang skal se Jon gentage en handling. Eksempelvis oplever vi mindst tre gange, at han har været i kirke og bede pastoren om syndsforladelse, hvorefter han prustende fremsiger sit Fadervor eller Ave Maria, mens han tager mavebøjninger i hans fitnesscenter. Det bliver lidt for meget af det gode. Der er naturligvis gemt en pointe om at visse mennesker efterhånden betragter træning som religion, eller at religionen er blevet lige så fri for substans, som var det en proteinshake – men alligevel klæder disse mange gentagelser ikke filmen.

Så selv om Don Jon er en film med hjertet på rette sted, selv om den er sjov og tankevækkende på udsatte steder, selv om det er en glimrende debutfilm for instruktøren, så ændrer det alligevel ikke på, at man godt kunne have ønsket sig noget mere reelt indhold. Den er hurtigt set og hurtigt glemt – lidt for mange tomme kalorier og norske vinkler til, at det bliver tilfredsstillende i længden.


Forrige anmeldelse
« Sorg og glæde «
Næste anmeldelse
» Captain America – The Winter So... »


Filmanmeldelser