Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Monumenternes mænd (118 min.) Biografversion / 20th Century Fox
Anmeldt 10/3 2014, 20:46 af Torben Rølmer Bille

Kulturarvens beskyttere


Kulturarvens beskyttere

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af de største fiktive traumer som undertegnede har oplevet, var da den gamle, blinde, ondskabsfulde, munk Jorge satte ild til det hemmelige bibliotek i Rosens Navn. For en bibliofil er dette billede blevet symbolet på alt ondt og på sæt og vis også udgangspunktet i den nye amerikanske film Monumenternes Mænd, instrueret af George Clooney.

Clooney har for længst bevist, at han er en habil instruktør, der formår at stå på begge sider af kameraet (man kan eksempelvis nævne Kamelæonen eller Good Night and Good Luck) men det er første gang han kaster sig ud i en pompøs krigsfilm. For Monumenternes Mænd foregår nemlig i de sidste år af Anden Verdenskrig. Hitler er desperat og forsøger at tilrane sig alle kulturskatte fra hans besatte områder, inden de Allierede rykkede frem mod Berlin. En amerikansk kunstprofessor, Frank Stokes (Clooney) får General Roosevelts accept til at forme et lille hold af kunstkyndige, sende dem i træningslejr, og derefter drage til Europa, for at redde uvurderlige kunstskatte, før de enten forsvinder ud på det sorte marked eller bliver destrueret.

På denne måde bliver filmen en hyldest til denne lille gruppe, akavede soldater kendt som The Monuments Men, der vovede liv og lemmer og som endda i enkelte tilfælde måtte lade livet - bogstaveligt talt for kunstens skyld. Dette er en af filmens væsentligste pointer, for som Stokes siger på et tidspunkt i filmen; ”en krig kræver ofre og koster utallige liv, men lykkes det at destruere et folks kultur, er der intet tilbage. Kun aske i vinden.” Et citat vi her i kapellets kulturelle kældre kun kan bifalde, men spørgsmålet er så, om filmen om disse mænds enestående bedrifter så også er værd at studere?

Det er straks lidt sværere at svare på, for selv om filmen byder på godt skuespil – Clooney har tydeligvis ikke haft de store problemer med at få en række fabelagtige skuespillere med på sit hold – så holder den stadig en meget let, nærmest munter tone hele vejen igennem. Her hjælper filmens musik godt på vej, til at skabe en nærmest komisk stemning. Faktisk var der flere anledninger til at gine af og med figurerne på lærredet. Selv om det i sig selv ikke er et problem at være vidne til en film, der ikke nødvendigvis svælger i krigens grusomheder, så er det et problem, at tilskueren ikke rigtigt bliver grebet af filmens drama.

Selv for en skribent der ånder og lever for store kunstoplevelser, så er der ikke nok drama i at følge de syv mands kamp for at genfinde naziernes stjålne kunstgenstande, selv om et bestemt af disse – Michaelangelos statue af Madonna med Barn bliver det værk - bliver brugt til at drive filmens handling frem med.

Dertil kommer at der synes også at være en masse ubesvarede spørgsmål i filmen, eksempelvis: hvad det egentlig der gjorde, at den aldrende brite Donald Jeffries faldt i unåde ikke kun i forhold til sin far, men også overfor Stokes? Muligvis har det været tanken at tilskueren så selv havde lyst til at anskaffe sig bogen af samme navn, men dette er heller ikke den eneste anke man kan have i forhold til iscenesættelsen.

Det er også ganske svært, selv for den årvågne tilskuer at finde ud af, hvor de enkelte dele af enheden bevæger sig hen, hvorfor de deler sig op som de gør osv. Der er vanen tro ikke sparet på datoer og bynavne der vises på skærmen, men ikke desto mindre virker en del af opklaringsarbejdet ganske tilfældigt, som eksempelvis det, der førte mændene på sporet af Victor Stahl.

Denne kritik gør dog ikke at filmen kommer til at virke hverken decideret kedelig eller intetsigende, for moralen med at det er livsvigtigt at passe på den mangfoldige kulturarv som omgiver os, er en utrolig vigtig pointe, som ikke kan gentages for mange gange.

Det som man i stedet kan være kritisk overfor er, at en film der tilsyneladende har haft så stort et budget, tager sig så flot ud og beskæftiger sig med et emne der er så vigtigt, kunne have valgt at skrue op for dramatikken på bekostning af scener, der enten giver unødig megen plads til en flirt med filmens eneste kvindelige figur, sentimentale scener fra julen, motivationstaler fra Stokes eller for den sags skyld de førnævnte letbenede scener, hvor vi skal være vidne til at figurerne knytter bånd til hinanden under vanskelige kår.

Nuvel spændingen øges en anelse idet Hitler udsteder dekret om at hans mænd skal destruere alt – også kunst – hvis Føreren falder og idet de Russiske tropper også drager gennem Europa – for de slemme russere sender jo kunsten hjem til Moskva som krigserstatning, i stedet for at levere det pænt tilbage som vore amerikanske helte. Det giver jo en fin deadline i handlingen, der gør at vore protagonister bliver nødt til at tænke og handle meget hurtigere.

Monumenternes Mænd er bestemt ikke en katastrofe, men man skal blot forvente sig en professionelt lavet underholdningsfilm af bedste skuffe og ikke, som nærværende anmelder havde troet, en film der tager reelt udgangspunkt i at den er ”baseret på en sand historie” - er det allerførste tekst tilskueren bliver konfronteret med idet filmen går i gang.


Forrige anmeldelse
« Hr. Peabody & Sherman «
Næste anmeldelse
» The Americans »


Filmanmeldelser