Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Coonskin (83 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 16/2 2014, 21:34 af Torben Rølmer Bille

Animeret provosatire


Animeret provosatire

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med en titel som Coonskin (groft oversat: negerhud) – er det næppe overraskende at Ralph Bakshis film skabte en hel del kontrovers, da den blev udsendt i 1975. Bakshi, er nok bedst kendt herhjemme som instruktøren af Fritz the Cat (løseligt baseret på tegneserien af Robert Crumb – som i øvrigt ikke brød sig om filmen) og tegnefilmsversion af Ringenes Herre. Mindre kendt er derimod hans glimrende Fire and Ice, (inspireret af Frank Frazettas tegninger), den udsyrede fantasyfilm Wizards og endelig Cool World, der på sin vis lagde sig i kølvandet på den langt mere kendte Roger Rabbit film, i sin sammenblanding af rigtig film og animation.

Bakshis stil er generelt kendetegnet ved netop et mix af real- og animeret film, idet mange af selv hans tidlige film gør brug af rotoscoping (dvs. at tegne figurerne ovenpå optagelser af mennesker). Dette ses eksempelvis tydeligt i hans version af Ringenes Herre, hvor orkerne marcherer mod Helms Deep og selv om dette måske er et spørgsmål om smag og behag, bryder det lidt med illusionen om, at man er i færd med at se en regulær tegnefilm.

Bakshis film har, selv om han har skabt værker baseret på kendte forlæg eller i den stil som kendte tegneserietegnere har tegnet i, altid fremstået som en undergrundsinstruktør. Dette gælder i særdeleshed Coonskin, der til trods for de mange anklager i sin samtid om at være en decideret racistisk film, skaber en grotesk satire om såvel raceproblematik som generelle holdninger i USA.

Filmen starter som realfilm og præsenterer seeren for to figurer, en præst og en stor fyr der hedder Samson, der stiger ind i en bil for at hjælpe deres vej ud af spjældet. Der klippes til den unge mand i færd med at flygte fra fængslet. Han bryder ud af fængslet med en ældre herre og sammen skjuler de sig ved fængslets ydermur mens de venter på bilen med de Sampson og præsten. Den ældre fange begynder at fortælle ynglingen en historie om Bror kanin, bjørn og rævs oplevelser i USA. Disse tre minder på betænkelig vis om den unge fange, Samson og præsten og det er da også same skuespillere som lægger stemme til dem.

Den hårde kritik mod filmen kom – ifølge denne anmelders hurtige visit til rund på nettet - især fra borgerrettighedsorganisationer, der følte sig stødt over filmen: nogle endda uden at have set filmen. Som anmelder bør man derfor komme med en retrospektiv formaning: måske burde man give fiktion, tegnefilm, computerspil, film, vittigheder mere albuerum og ikke lade sig støde over noget der klart er tænkt som satire. Det kan være det var vanskeligere i de politiserede midthalvfjerdsere, især set fra en medietidsalder hvor langt grovere og langt mere provokerende tegnefilmsstreger gør grin med handicappede, tykke børn, seksuel orientering og race (læs: South Park). Blot fordi noget er lavet i dårlig smag, behøver det ikke altid at mangle noget det gerne vil fortælle. For det vil Bakshis film i den grad.

Hvad der på overfladen ligner en stereotyp gengivelse af de sortes arketypiske ”gangsta”-liv i et moderne USA, hvor Bror kanin naturligvis ender som Pimp og barejer, Hvor Samson er hans bodyguard og hvor Ræv bliver en pengegriske, sexfikseret prædikant, viser den også seeren latterlige Italienske mafiosoer hvis sønner er drag queens og homoer, sekvenser hvor figurer pludselig minder om minstrel-shows i animeret form og ikke mindst en nærmest konsekvent bedragerisk Miss USA, der ser mere ud som en billig stripper end som Frihedsgudinden. Når disse figurer så indgår i en handling der synes at tage udgangspunkt i netop det hvide Amerikas stereotype forestilling om de såkaldte minoriteter der omgiver dem i den amerikanske smeltedigel, så er det en film der bliver på én gang bliver enorm – på udgivelsestidpunktet – politisk og som samtidig forsøger at lave et frontalangreb mod den måde især farvede mennesker blev gengivet, stereotypificeret og latterliggjort af Hollywood og tv.

Så selv om filmmagerne muligvis ikke kunne have forudset en så voldsom hetz mod filmen at Paramount kun udsendte filmen i så begrænset antal, at den aldrig blev nogen succes, at borgerrettighedsorganisationer konsekvent dukkede op til fremvisninger og begyndte at buhe og forstyrre fremvisningen, selv under startteksterne hjalp heller ikke og af samme grund var filmen i mange år mere berygtet end den måske fortjente.

Spørgsmålet er så om Coonskin er værd at se, i 2014? Se det er en helt anden sag, for i dag er vi forvent med strømlinet animation og skarpe billeder. Dette leverer Coonskin ikke. Den leverer heller ikke en god, sammenhængende historie der kan fornøje. Dens provokationer virker også en smule gammeldags og der er mange af de scener hvor Bakshi og hans folk har ladet realfilm, fotos og animation spille sammen, som simpelthen ikke virker overbevisende. Der er naturligvis enkelte sekvenser, som stadigvæk fungerer og hvor satiren – desværre - stadig synes relevant, men Coonskin er desværre, i denne anmelders optik, en af de film hvor dens ry er langt bedre end den selv. Som tidsbillede og som oplæg til diskussion er den dog stadig interessant. I ånden fra filmen: bedøm selv, i stedet for at lade andre gøre det for dig!


Forrige anmeldelse
« Kiss of the damned «
Næste anmeldelse
» Motorway »


Filmanmeldelser