Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Kiss of the damned (92 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 16/2 2014, 21:30 af Torben Rølmer Bille

Drift eller civilisation?


Drift eller civilisation?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det står nogenlunde lige i kampen mellem de to imaginære væsener vampyren og zombien. Selv om mange gyserfans allerede efter at have læst den forrige sætning korser sig og finder hvidløgene frem idet de tænker på tween-sensationen Twilight, har der heldigvis også været en del virkelig gode vampyrfilm at vælge mellem, for at nævne at par: actionfilmen Daybreakers, den socialrealistiske Lad den rette komme ind eller senest den stilrene Byzantium.

Debutfilmen fra Xan Cassavetes (som i øvrigt er datter af John Cassavetes og Gena Rowlands) hedder Kiss of the Damned og minder på flere punkter om sidstnævnte film, for her bydes lige som i Byzantium på flotte, stemningsfyldte billeder, et øget fokus på vampyren som erotisk væsen og ikke mindst på et mildest talt, besværligt søskendeforhold. Til gengæld stopper sammenligningen så også her, for Kiss of the Damned er også en ublu hyldest i både billede og lyd, til de erotiske vampyrfilm fra 70erne, som kapellets skumle redaktør i øvrigt holder så uendeligt meget af.

I filmen møder vi Djuna, en kvinde der bor i et stort palæ midt i en skov, tæt på en stor sø. Alle vinduer i hendes hus er tilsyneladende mørklagte, det vil sige man kan ikke se ind udefra, men det er muligt fra husets beboere at se ud. Her bor hun alene, med kun en husholderinde som selskab. En dag støder hun ind i en charmerende mand i den lokale videobutik, han drages straks mod hende. Det viser sig at Paolo er forfatter og hans agent har lejet en hytte i nærheden, så Paolo kan færdiggøre sit seneste manus.

Selv om hun gentagne gange afviser ham, er den unge mand dog ret pågående og inden længe danner de par. Hun afslører også sin dybeste hemmelighed – hendes vampyrisme - for ham. Hun forklarer at hun ikke kan have normal sex, da hendes lidenskab vækker hendes dyriske selv, det ser han ved selvsyn da hun lader sig binde til sengen og han selv oplever hendes transformation ovenpå en gang petting. Han bliver dog ikke skræmt, men snarere mere fascineret af denne mystiske kvinde. Så inden man kan nå at sige Jean Rollin er han også ved at vænne sig til livet om natten.

Deres forhold gøres dog langt mere kompliceret af Djunas goth søster, Mimi, dukker op. Hun bryder med vampyrenes kodeks og dræber ikke kun dyr eller vælger at leve af blodplasma eller donationer. Mimi forfører og dræber nemlig dem hun vil og det er et problem, for vampyrerne lever i Kiss of the Damned lige som i så mange andre vampyrfabler, i et slags parallelsamfund med dets egne regler, retningslinjer og hierarki. Selv om Djuna forsøger at få hendes frænder til at indse at Mimi ikke er til at styre, er det som om der ikke er nogen der rigtigt vil gøre noget ved det, for Mimi er god til at manipulere sin omverden.

Der er altså, som man nok kan tænke sig til, tale om et klassisk trekantsdrama, tilsat hugtænder og masser af hud, selv om filmen aldrig bliver decideret pornografisk eller for den sags skyld ustyrligt blodig, især ikke set i forhold til mange af de titler man ellers kan finde.

Sexscenerne er alle meget smagfuldt iscenesat og man kan godt mærke på både disse scener (især takket være kameraføringen) og tonen i filmen at der er en kvindelig instruktør der står bag. Som varmblodig mandsperson bliver dette så tillige en anelse tamt, idet det allermest kommer til at minde om en ”erotisk” film, der samtidig ønsker at være en gyser. Når nu hverken det erotiske bliver særligt ophidsende eller gyserelementet særligt gyseligt – hvad er der så tilbage?

Det der står tilbage er en film der handler om lidenskab: om de dyriske følelser, man ikke er i stand til at tøjle og det er måske netop derfor vampyrmetaforen virker så oplagt og naturlig, i den forbindelse. Dertil kommer at skuespillerne, som for undertegnede alle var stort set ukendte, leverer glimrende præstationer (til trods for at flere af dem har ganske udenlandske accenter der præger deres engelsk (undertekster anbefales)) og så er størstedelen af filmen virkelig stilren, i både dens farvevalg, set design og ikke mindst billedkompositioner, hvor der ofte gives tid til fordybelse, uden dog at filmen bliver kedelig.

Så hvor Kiss of the Damned måske godt kunne have brugt en mere eksplicit skildring af kønsakten (penetration af mere end hals med hugtænder) og en større fokus på det dæmoniske ved vampyrfigurerne, er filmen stadig seværdig på et mere kunstnerisk plan, hvor det bliver kærlighedshistorien og det filmæstetiske der ender med at vinde. Forvent derfor ikke ren exploitation, men derimod en mere forfinet hyldest til de klassiske, nøgne vampyrer fra filmhistorien.


Forrige anmeldelse
« Before Midnight «
Næste anmeldelse
» Coonskin »


Filmanmeldelser