Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ghost team one (81 min.) Købsfilm / Fox-Paramount
Anmeldt 27/1 2014, 22:04 af Torben Rølmer Bille

Spøgelsesmockmockumentary for drengerøve


Spøgelsesmockmockumentary for drengerøve

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af de tendenser som er meget fremherskende for tiden er fup-dokumentaren eller mockumentary’en. Der er tillige en bestemt type af film der i særdelehed har taget dette blend af dokumentaristisk stil og fiktion til sig og det er gyserfilmen. Måske er dette sket i et forsøg på at bringe et dokumentaristisk visuel stil ind i en af de i sagens natur mest utroværdige genrer, for på denne måde, at få tilskueren til at tvivle på hvorvidt spøgelserne, dæmonerne, zombierne eller vampyrerne måske alligevel kunne være ægte. Der er også filmhistorisk præcedens for dette, idet det var filmen The Blair Witch Project, der startede denne tsunami af lignende fup-dokumentarfilm.

Siden halvfemserne er der således kommet både en række gode V/H/S, Apollo 18 og måske endnu flere dårlige gysere ud af denne kobling mellem dokumentar og fiktivt gys, men foruden de film der søger at skræmme os er der også duket en undergenre op der har sat sig for at lave parodier på disse film. Bedst kendt er sikkert Scary Movie-serien, men der findes en lang række (umorsomme) forsøg på at lave sådanne gyserkomedier. En af disse er Ghost Team One fra 2013.

Filmen lægger sig tæt op af stilen og indholdet fra Paranormal Activity både hvad der angår stil og indhold. For det handler om en gruppe yngre mennesker, der oplever noget overnaturligt og sætter sig for at dokumentere dette ved hjælp af en række kameraer, som de har sat op overalt i deres hjem. Her hører sammenligningen så også op, for Ghost Team One tager hverken sine aktører eller de overnaturlige hændelser særligt seriøst.

Under en abefest i deres ungkarlehybel beslutter Sergio, at spænde et GoPro kamera fast til sig selv. I løbet af festen oplever han nogle mærkværdige ting, eksempelvis lyden af folk der boller på hans værelse, men da han tænder lyset er der ingen at se. Senere synes han også at se en skikkelse i den mørke gang ovenpå, og bryder sammen i gråd. Hans ven Brad tror først han er blevet skør, men da en meget lækker pige, som til gutternes overraskelse deltog i festen, fortæller drengene, at hun er endog meget interesseret i spøgelser, beslutter de sig for at invitere Fernanda – som pigebarnet hedder - hjem til en regulær spøgelsesjagt.

Sergio og Brad deler hjem med den meget irriterende, racistiske, sportsidiot Chuck, som er konstant gnaven fordi han har valgt at være ædru i næsten et år. Han benytter derfor enhver lejlighed til at råbe af de festglade venner. Da Fernanda dukker op har hun gravet lidt i husets historie og det viser sig at stedet hvor gutterne bor, tidligere har fungeret som bordel og ydermere at der er sket nogle mystiske mord på adressen. Derfor får de fat i en mand, der har skrevet en bog om emnet som de har sat sig for at interviewe. Så i et forsøg på at imponere pigen og få hende med i seng, foregiver begge drenge at ville lave en dokumentarfilm.

Ghost Team One er en af de film, som i al fald ser ud som om den er lavet på et meget lille budget, for foruden et par enkelte, hæderlige, digitale effekter og de nærmest obligatoriske one-frames med noget uhyggeligt smidt ind mellem de grøntintede natoptagelser, er det primært en film der bæres frem af dialogen (der konsekvent fokuserer på alt syd for navlen – bryster naturligvis undtaget!) og på trekantsdramaet hvor både Sergio og Brad konstant forsøger at score Fernanda, ved at foregive at være den af dem, som er mest interesseret i det overnaturlige.

Selv om filmen egentlig starter meget fint ud og fremtræder som en no-budget komedie, der har i sinde at fusionere Paranormal Activity med den amerikanske, sexfikserede teenagekomedie, så kammer filmen helt over og bliver virkelig pinlig i dens klimaktiske eksorcistscene. Måske er der enkelte seere der vil more sig over, hvor hjælpeløst filmen her er orkesteret eller muligvis er der en endnu smallere målgruppe, der faktisk vil finde scenen morsom, men det ændrer ikke ved, at filmen her får smadret mange af de ellers udmærkede elementer, som den bygget op indtil da.

Indrømmet, undertegnede smilede flere gange undervejs i filmen, tillige var der et par enkelte scener som fungerede godt som gyselige, men det er langt fra nok til at gøre dette til en film der vil blive genset, dertil er filmens klimaks alt for traumatiserende.

Ghost Team One er altså en film der primært henvender sig til pubertære teenagedrenge, som har lyst til at høre frække engelske ord, opleve drenge der konstant taler om sex, se overvågningsbilleder af fyre der gokker den af under dynen og figurer, hvis primære selvopretholdelsesdrift styres af deres pik. Så Carl-Mar Møller, dette må være weekendfilmen specialfremstillet til dig, alle andre er hermed rettidigt advaret.


Forrige anmeldelse
« The Hike «
Næste anmeldelse
» The Grandmaster »


Filmanmeldelser