Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




A horrible way to die (82 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 27/1 2014, 21:58 af Torben Rølmer Bille

Den ufokuserede morder


Den ufokuserede morder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Seriemorderen er en fascinerende figur. Både i fiktion men selv i virkelighedens verden, er det svært ikke at drages mod seriemorderen. Selv den mest fredselskende, pacifistisk anlagte humanist må i konfrontationen med seriemorderen spørge sig selv om, hvad det mon er der ligger bar bag disse folks gentagne grusomme, sadistiske og morderiske handlinger? Hvad er det mon som driver dem? Hvorfor er de blevet som de er? Hvordan ville det mon være selv at give slip på ens civiliserede væsen og gribe til kniven? Selv om svarene på disse spørgsmål er få, unuancerede og ofte ganske forvirrende, er seriemorderens tabubrydende væsen bådet det som både vore reelle og filmiske mareridt er gjort af.

I filmens verden kan vi således både møde sofistikerede, sympatiske seriemordere, som eksempelvis Hannibal Lecter og Dexter Morgan. Andre steder oplever vi moderbindinger eller knas med familien forklare mordernes aparte opførsel, som eksempelvis hos Norman Bates eller Leatherface og så er der endelig de filmiske seriemordere, der mest uhyggeligt minder om de vi kender fra virkelighedens verden, fordi de netop er baseret på virkelige seriemordere, eksempelvis Henry, The Iceman og Ed Gein, for det er nu engang mest uhyggeligt at opleve sociopater, psykopater og figurer blottet fuldstændigt for empati på tæt hold.

Hvis man, som undertegnede, skamfuldt må indrømme at man er smittet med denne morbide fascination, så er det muligt at opleve en ny variant af seriemorderen i filmen A Horrible Way to Die, som Another World Entertainment udsendte for et par år siden. Filmen, der vist bedst kan beskrives som en indie-film (eller med et mere gammeldaws udtryk: ”low-budget film”), handler om den unge kvinde Sarah, der ikke kun kæmper en brav kamp mod sit alkoholmisbrug men også mod sin egen dunkle fortid.

Det viser sig nemlig, i trit med at filmen skrider frem, at hun har været kæreste med en særdeles farlig mand kaldet Garrick. Han har en masse lig på samvittigheden, men opførte sig altid meget pænt overfor Sarah. Hun møder til sine AA-møder en ung, sympatisk mand, som hun tøvende indleder et forhold til. Sarah har dog svært ved bare at slappe af i den nye kærestes nærvær, for det er lykkedes Garrick at flygte fra fængslet og selv om Sarah nu har fået en ny identitet og er flyttet, er hun sikker på at Garricks blodspor gennem landet vil føre ham direkte hen til hende.

Filmen er ganske fint fortalt, idet den sømløst springer fra en fortællermæssig nutid til en række flashbacks, hvor vi oplever Sarahs tid med Garrick. Garricks tur fra fængslet og mod Sarah er heller ikke 100% kronologisk ordnet, for seeren konfronteres ofte med lig af personer, på senere i filmen opleves lyslevende sammen med Garrick. Det er dog intet problem at følge med i filmen, da den meget pædagogisk, især gennem en masse visuelle cues, formår at fortælle hvor i handlingen det er vi befinder os.

Hvad der derimod kan anfægtes er filmens visuelle stil, for selv om nærværende anmelder egentlig ikke har noget mod hverken håndholdte kameraer, Dogme-stil eller Go-Pro optagelser i højt tempo, så er mange af filmens håndholdte billeder ofte gjort bevidst uskarpe og synes at karte umotiveret rundt i landskabet, som om kameramanden havde været både fuld og søvnig på arbejdet. Der er sikkert en helt klar grund til at dette forholder sig sådan, men ikke desto mindre er det ret trættende at se på i længden.

Filmen sammenlignes på omslaget både med førnævnte Henry: Portrait of a Serial Killer og Mand bider hund og selv om sammenligningen med den første film kan forekomme ganske fair (selv om den ikke har en lige så udpenslet visuel voldsomhed) så rummer A Horrible Way to Die absolut ingen ironisk, satirisk distance til sit materiale, som den sidstnævnte film er fyldt med.

Til trods for de mange ufokuserede billeder, er personinstruktionen i orden og skuespillerne ganske troværdige. Fans af genren har til gengæld nok har ganske nemt ved at gætte hvordan det hele spænder af, men det skal ikke forstås, som om der ikke er nogen overraskelser undervejs. Så har man mod på at kaste sig over en seriemorderfilm, der måske fokuserer en anelse mere på offerrollen end de som konsekvent har morderen i fokus, lavet på et min minimalt budget, men som alligevel formår at underholde og være interessant, så er A Horrible Way to Die ikke den værste måde man kan bruge 82 minutter på.


Forrige anmeldelse
« Devil Seed «
Næste anmeldelse
» The Hike »


Filmanmeldelser