Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Julestjerner (663 min.) Købsfilm / Sony
Anmeldt 23/1 2014, 07:41 af Jannie Leonhardt Andersen

Der er guld i bakken


Der er guld i bakken

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den første december 1962 blev den første låge åbnet i Danmarks Radios TV-julekalender Børnenes Julekalender. En julekalender, og dermed en ny dansk juletradition, blev skabt. Godt nok lånt fra svensk TV, der sendte sin første TV-julekalender Titteliture i 1960.

Julen 2012 markerede 50 års-jubilæet for Danmarks Radios TV-julekalender. I den forbindelse gav man roret til instruktør-duoen Wikke & Rasmussen, som har stået bag familiefilmene Flyvende farmor og Hannibal og Jerry.

Vi voksne kender til Wikke og Rasmussens humor fra Brødrene Bisp. Så vi ved, at vi ikke kommer til at kede os gennem alle 25 afsnit - for selvfølgelig har deres julekalender 25 afsnit.

I Julestjerner, som julekalenderen hedder, forekommer stjerner i mange forskellige former. Der er stjernerne i himmelrummet. Der er julestjernerne, som kommer i urtepotter. Der er julestjernen fra Jule-evangeliet. Der er drømmen om at blive en stjerne ved at vinde en BMX konkurrence. Og ikke mindst medvirker sangstjerner såsom Caroline Henderson og Szhirley.

Julestjerner handler om den 13-årige Sus, som bliver nødt til at flytte fra sit hjem i Brøndbyøster, da huset skal rives ned. Heldigvis for den lille familie arver de gran-onkel Julius' gartneri kaldet Blomsterland i landsbyen Brorfelde. Så de kommer ikke til at stå uden tag over hovedet. Vi er godt klædt på allerede efter de to første afsnit, og vi får et venligt nik til Jule-envangeliet, den højgravide Maria og tømreren John, og det at den lille familie bliver sendt ud på en rejse, ikke til Galilæa, men til en lille flække uden for Holbæk. Og selvfølgelig skal den lille ny hedde Jes, så børnene hedder Jes-Sus. Se, det er rigtig Wikke og Rasmussen humor, hvor selv morfar kan være med. Rollen som Maria udfyldes med kærlig favntag af Szhirley. Med sin TV-serie debut gør hun det godt som den konfliktsky mor, der gerne synger enhver krise bort. Rasmus Bjerg giver sig i kast med den ejegode John, som ser det positive i alt, og som forsøger at overføre sin egen glæde ved livet til sin familie. Det bliver af og til for meget for Sus, der med sine teenager-øjne har svært ved at følge, hvorfor der kan være andet i verden end hendes BMX og hendes venner i Brøndbyøster.

Der bliver ligeledes åbnet op for endnu et af Wikke og Rasmussens “eventyr-i-hverdagen” kan begynde. Den lille familie er nu klar til at møde deres nye hjem Blomsterland i den lille landsby Brorfelde, hvor alle kender alle. Brorfelde ligger så langt ude på landet, at far Johns GPS ikke kan finde det. Sus er ikke just imponeret over, at de er kommet så langt væk fra byen, at der ikke er dækning på mobilen, og så bor der færre mennesker i hele Brorfelde end i højhuset i Brøndbyøster.

Sus møder den jævnaldrene Bob, som elsker astronomi og videnskab. Han benytter sig flittigt af det nedlagte observatorium, ejet af Københavns Universitet, der ligger på toppen af Brorfelde bakke. Bob har mistet sin mor, da han var yngre, hvilket han har meget svært at acceptere. Han er overbevist om, at hun vil komme tilbage, selv om politiet har indstillet eftersøgningen for længe siden. Bobs mor var også meget glad for astronomi, og hun tog ham med ud til observatoriet. Så derfor er det klart, at Bob stadig vender tilbage til sin kikkert, da det er det eneste, han har tilbage af mindet om sin mor. Han søger efter hende blandt stjernerne I håbet om, at hun er derude et sted og venter på at komme hjem til ham igen. Rollen som Bob udfyldes af Igor Svideniouk, der, ligesom Martine Hjejle i rollen Sus, nok ikke er blandt de bedste børneskuespillere i Danmark. Men efter 25 afsnit kan man alligevel ikke lade være med at holde af dem.

Troels Lyby ses i rollen som Big J, Bobs far. En falleret musiker, der forsøger at drive byens forsamlingshus. Her er det også hårde tider, for ingen holder julefrokoster længere. Big J er en følsom mand, som sidder ved sit Hammondorgel og klimprer, mens Bob står i køkkenet og laver mad. Det har været hårdt at miste sin kone og at stå med en lille dreng og et forsamlingshus i krisetider, så der er ikke penge til alle regningerne. Fogeden truer med at sætte huset på tvangsaktion. Big J bliver inspireret af en stjerne, som Bob har fundet i sin kikkert. Den fortæller ham, at han skal lave en julemusical. Dette at stjerner kan tale godtager vi som en selvfølge, for det er jo netop det som eventyr-realisme går ud på - hvilket vi kender fra Wikke og Rasmussens andre produktioner.

Soul Jul, som Big J’s musical hedder, er meget vigtig for julekalenderen. Det er hér, vi finder musikken, vi alle forventer som en del af genren findes. Alle numre er skrevet i samarbejde med komponisten og guitaristen Poul Halberg, som man kender fra Sneakers og Ray-Dee-Ohh. Halberg har arbejdet sammen med Wikke og Rasmussen før, så han ved hvad det er, de søger.

Efter min mening er det en fingerregel for julekalendermusik, at kan man synge med på titelsangen efter blot tre afsnit, så har man fat i noget godt. Det kan man hér. Blandt sangene er der lidt af hvert. Pop, rock, klassisk og selvfølgelig masser af soul og Hammondorgel. Så der er lagt godt i kassen til hele familiens fællesskrål.

I Brorfelde bor Grevinde Vera Grus. Hun ejer og driver en stor grusgrav. Den vil hun meget gerne udvide. Så da "grus-grevinden" finder ud af, at hele området omkring grusgraven skal sælges, bliver hun meget begejstret. For som hun siger: ”Grus er over alt, og grus er guld”.

Vera er en bestemt dame. I næsten alle af afsnittene kommer hun kørende i sin store, gule gravemaskine. For eksempel ned til den lokale brugsforretning/politistation for at få skrevet ”en lille likør" på sin efterhånden voksende regning. Bag disken står Bjarne Brugs/Bjarne Betjent (Steen Stig Lommer), der både forsøger at håndhæve loven i Brorfelde, samtidig med at han vil gøre Vera tilfreds.

Vera spilles uovertruffet af Birthe Neumann. Hun er den perfekte “skurk”. Hun er manipulerende og grov som en anden Cruella De Ville. Hun er skingrende skør, og så betjener hun en stor gravemaskine. Det bliver altså ikke mere skræmmende. Men som de fleste skurke er hun ikke udelukkende ond. Man mærker efterhånden, at der ligger noget lidt dybere i Vera, som har gjort hende til den person, hun er.

En dag flytter tre videnskabsmænd fra Københavns Universitet ind på Observatoriet. Bob finder det meget mystisk, da observatoriet jo er nedlagt. Han fortæller det til sine Mormødre, søstrene Mormor (Vigga Bro og Daimi Gentle). De bor på en gård ude i skoven. De siger, han jo bare kan spørge dem, hvad de laver der. Søstrene har sine faste juletraditioner, og sin helt egen opfattelse af, hvad der sker omkring dem, og de ved bestemt, at der er en nissehule i Brorfelde bakke.

Det viser sig selvfølgelig, at de tre videnskabsmænd ikke er helt, hvem de siger, de er, og vi får alle sammen en lidt alternativ forklaring på, hvor nisserne kommer fra. En noget anden version end hvad tradition og gammel overtro ellers har fortalt os.

Som ethvert andet godt eventyr indeholder Julestjerner både helte, hjælpere og skurke, så der er rigeligt at holde styr på. Der er mange små sidehistorier, som bliver flettet ind i hinanden. Nogle fungerer bedre end andre. Men det er forståeligt, hvorfor Wikke og Rasmussen ikke har skåret ned. Når man har med en størrelse som selveste julekalenderen at gøre, er der store forventninger at opfylde. Derfor er de mange sidehistorier vigtige. Historien skal helst ramme så bredt som muligt. Der skal være noget, som de yngste kan grine af, hvilket Tom, den lille vampyr-nisse, sørger for. Der skal være lidt til tween-pigerne såsom i venskabet mellem Sus og Bob, der måske kunne være andet end venner. Der er dog aldrig kysseri, hvilket passer helt fint. Skulle familiens store teenager se med i et par afsnit eller to, så er der temaer som det at håndtere presset fra venner, sådan som Sus oplever fra hendes BMX-crew, eller hvordan det er, når ens forældre flytter én op ved rode og man ikke selv har nogen indflydelse på situationen. Vi voksne kan trække på smilebåndet over de finurlige replikker, som da John bliver fyret fra sit arbejde som tømrer hos Dansk Snakkesammen Køkken, og forklarer Sus, at det er fordi: ”Der er ikke længere ret mange, der taler sammen i deres køkkener”. Det samme findes hos Søstrene Mormor. Nogle dejlige karakterer med alle deres halve og hele talemåder om katten, der skød ryg og spurvene på taget.

Wikke og Rasmussens Julestjerner drager inspiration fra mange steder, såsom Charles Dickens Et Juleeventyr og Jule-evangeliet. Men frem for alt er og bliver deres fortælling fortalt gennem humor, videnskabelige fakta og medrivende sange. Det er en rigtig TV-julekalender. Der er masser af hjerte og varme i den, og den kan bestemt ses igen.

Derfor er det dejligt, at Julestjerner udkom i november 2013, hvor man kan få den i en særlig DVD-udgave med en hel DVD fuld af ekstra-materiale. Blandt alt det ekstra finder du et meget fint program, som fortæller om, hvordan Julestjerner er blevet filmet. Det giver eksempler på, hvordan lyd og CGI har lige så stor betydning for den endelige julekalender som selve optagelserne og de mange, gode skuespilskræfter har.


Forrige anmeldelse
« The Fall «
Næste anmeldelse
» Pain & Gain »


Filmanmeldelser