Terrence Malick opnåede kultstatus, da han instruerede sin anden spillefilm i 1978, som på en og samme tid var voldelig, poetisk og smuk. Sidenhen skulle der gå tyve år, før han vendte tilbage til instruktørstolen. Og lige pludselig spytter han film ud som på et samlebånd, dog med samme intensitet og med detaljeorienteret øjemål. Men hans seneste, To The Wonder, må siges at være lidt af en fuser.

Det er altid godt at starte med en lille historietime. Terrence Malick er den visuelle poesis mester. Han laver film, som ingen andre gør. Ingen. Nogen vil måske sammenligne hans billedskønne stil med Kim Ki-Duks scenerier, men det er nu ikke helt det samme. Malick laver film, der går gennem huden på dig, og som viser dig alle de finurligheder, som naturen og mennesket kan skabe sammen i et harmonisk samspil.

Han debuterede i 1973 med Badlands, som Tarantino og Tony Scott senere hen hyldede med deres True Romance. Dernæst instruerede han Himlen På Jorden, der markerede det, som skulle blive en tyve år lang pause i faget. I 1998 vender han tilbage med den Oscar-nominerede Den Tynde Røde Linje, som alle havde en mening om, men som ingen rigtig kunne hade. I 2005 fik vi The New World, hvor han formåede at genskabe historien om Pocahontas og samtidig bringe utrolige præstationer ud af filmens skuespillere. Og så, fra 2011, finder han lige pludselig en ny kærlighed til sin profession og går amok med at udgive film. The Tree of Life omhandlede livets begyndelse, i år får vi To The Wonder, og de næste par år kommer vi til at gøre os bekendt med hele tre spillefilm fra en mand, der næsten var holdt op som instruktør.

Malick svælger i billeder, der er som taget ud af dokumentarfilm om vores vilde planet. Han viser os den smukke side af de arkitektoniske vidundere, som både naturen og mennesket kan fremmane. Vi får indblik i små ting, som kunne være blevet glemt, havde det ikke været for kameralinsen, der optog det. En skygge hen over et græsstrå – skvulpende sand, der ikke nedbrydes – ringe i vandet, der ikke burde eksistere – den endeløse amerikanske prærie og de små liv, der lever der. De små ting som vi kender til, men fejer bort i vores travle hverdag, er noget, Malick finder for os og viser os igen.

Det er derfor, Malick er unik i sin fortælleevne. Ingen jeg kender til, kan instruere en spillefilm med et plot, men samtidig føre de små ting frem i forgrunden og sætte historien og karaktererne i baggrunden. Det er derfor, Malick er en vigtig brik i den førende amerikanske filmindustri, men det er også derfor, jeg og en masse af hans tilhængere er vilde med hans stil.

Beklagelsesvis må jeg indrømme, at To The Wonder har for meget af de små ting og nærmest ingen historie. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg sige, at det var på grænsen til at være en stumfilm. Skuespillerne har hver især knap en sides dialog at sige.

I filmen er Neil (Ben Affleck) og Marina (Olga Kurylenko) blevet forelsket i hinanden i Frankrig. Deres kærlighed blomstrer, trods det gamle Europas grå facader, tætte bygninger og kolde vejr. Sammen flytter de til det sydlige USA, hvor landskabet strækker sig lige så langt, øjet rækker, og hvor det er varmt og lyst.

Men kærligheden falmer med tiden. Så blusser den op igen. Og falmer. Blusser op. Falmer. Og sådan fortsætter filmen, indtil den slutter.

Men det er kærlighed i alle former, der bliver undersøgt i To The Wonder. Det er kærligheden til ens børn, kærligheden til ens hjemland, kærligheden til fortiden, men også kærligheden til sine religiøse rødder. Det sidste er Javier Bardem bevis på, som spiller fader Quintana, en spansk præst i en lille amerikansk by. Hans kærlighed til Gud bliver sat på prøve, fordi han føler sig ensom i sit forhold til sin Skaber. Han lever i cølibat og har kun andres problemer, han kan tage sig af, aldrig sine egne.

Desværre er det mest Neil og Marinas forhold, der bliver sat under en lup. Og deres forhold er rimelig intetsigende. Ben Affleck har ganske få linjer som Neil og vi hører heller ikke hans indre monolog, som ofte er et varemærke i Malicks film. I stedet ser vi dem diskutere eller elske med hinanden. Filmisk set er der intet nyt i deres forhold. Kærligheden går op og ned og det behøver vi ikke at få at vide af Malick. Det ved vi godt i forvejen.

Tematisk set er det Javier Bardems rolle, der passer bedst til filmen. Hans liv er ved at gå op i sømmene og hans kærligheds-/hadeforhold til Gud er noget, jeg ikke har set før. Hvordan gør man et filmisk forhold spændende, hvis der kun er én person tilstede? Det ved Malick, for han gør det med fader Quintana. Han vandrer alene rundt, observerer livet, mens livet selv er gået ham forbi. Se dét er en film, der ville have været Terrence Malick værdig.

Filmen er ikke en direkte parodi af Malicks egne evner, men han har sat sine værdier et helt forkert sted, som han normalt aldrig gør. Han har to lovende historier, som han ikke helt formår at sammenflette og færdiggøre på en overbevisende, følelsesmæssig måde.

To The Wonder er fuld af gode idéer, har masser af flotte billeder og er generelt en kop varm Malick-kaffe, som mange sikkert vil hade. Men de kan ikke benægte, at det ser fandens smukt ud og at filmen er en visuel fremstilling af ægte poesi.