Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




This is not a film (75 min.) Biografversion / Øst for Paradis
Anmeldt 4/12 2013, 21:46 af Uffe Stormgaard

This is not a film


This is not a film

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nej, det er ikke en film.
Der er hverken plot, skuespillere, underlægningsmusik - end ikke et forsøg på at være eksperimental nyskabende. En film skabt alene af en nødvendighed – på trods, i protest. Lyder det absurd, surreelt? – Som Magrittes berømte afbildning af en pibe, med underteksten: ”Dette er ikke en pibe”. Slet ikke. Filmen, der ikke er en film (!), kan ikke være meget mere nærværende og realistisk.

Jafar Panahi, en iransk filminstruktør, med en række festival præmierede spillefilm bag sig, spiser morgenmad i sin rummelige og rigt møblerede ”overklasse” lejlighed, omgivet af stabler af bøger, kæmpe fladskærm, alt hvad en succesfuld intellektuel måtte kunne ønske sig. Han småsnakker med sig selv, fodrer sin Iguana (en øgle af en slags, med klør og smæk-tunge). HJÆLP, er det nu igen en af de navlepillende hjemmevideo-dagbøger, vi skal i gang med?

Så ringer mobiltelefonen. Vi forstår på samtalen, fast halvtotal kameraindstilling af instruktør og mobilen, der ligger på bordet foran ham, at Panahi har udgangsforbud, at han beder vennen, i al diskretion, om at komme forbi. Næste opkald er fra advokaten, sammen, forstår vi, har de appelleret Panahis dom, på 6 års fængsel og 20 års filmforbud. Måske vil det lykkes gennem appeldomstolen, at få fængselsstraffen halveret, men filmforbuddet vil nok blive opretholdt. Kun ved at mobilisere en mod-stemning hos filmkollegaer kan dommen måske mildnes, mener advokaten. Panahi afviser tanken om sympatitilkendegivelser, med henvisning til at det kun vil skade evt. sympatisører. Jafar Panahi, verdenskendt spillefilmsinstruktør, fik af den islamiske regering i 2009 konfiskeret sit pas, og blev idømt husarrest i sin lejlighed i Teheran. Senere fængselsstraf og et forbud mod at filme. Alt sammen for som ”ny-bølgeinstruktør” at have krænket de islamiske love.

Men så er det, at Panahi får en ide. Sammen med sin tilkaldte ven Monjtaba Mirtahmasb, der skal fungere som kameramand, vil han omgå filmforbuddet ved i husarrest-lejligheden at recitere/spille alle rollerne i sin planlagte nye film.

Og nu er det ”This is not a film” bliver til mere og andet end en hjemmevideo. En ekstra dimension. Et oprør mod tyranni og forsøget på at knægte den kunstneriske ytringsfrihed – en udfordring med iPhone og videokamera som våben.

En ”ikke-film” optaget på 4 dage. Hvor Panahi, ikke uden humor, starter med at fortælle historien om en ung pige, der vågner i sit værelse – rummets størrelse, døren, trappen, markeret med klisterbånd på gulvet, helt a la Lars von Trier i ”Dogville”. Men opgiver forhavenet med ordene;

”Hvis man kunne fortælle en film, hvorfor skulle man så lave den?”

I stedet oplever vi Panahis hverdag på 9.sal i ejendomskomplekset i Teherans midte. Udsigten fra altanen, naboens aggressive lille hund er hans eneste kontakt med boligmiljøet. En lille scene, fra en af hans mange spillefilm, af-filmer han fra fladskærmen, med smertelig relation til sin egen situation. En lille pige, har ved en fejltagelse taget bussen i den forkerte retning. Vi oplever hendes fortvivlelse og følelse af indespærring – så pludselig smider hun tørklædet og råber: ”- Jeg vil ikke mere, jeg har ikke lyst til at spille med i Jeres film, lad mig komme af…”

Helt klaustrofobisk bliver det også, da Panahis får besøg af viceværtens unge assistent, der hjælper med at hente skrald hos de enkelte beboere i ejendommen. Sammen kører de i elevator fra etage til etage. Uden reel beboer kontakt, kun fjerne stemmer og affaldet, der fylder elevatorstolen mere og mere. Da de når affaldskælderen, hørere vi skræmmende eksplosioner og brag udefra. Gennem gitteret mod gaden ser de lys fra raketter og ild – det traditionelle ”onsdags-fyrværkeri” er blevet tilladt. Pahani står stille med ryggen til os og ser bålene blusse voldsomt på gaden. Hertil og ikke længere.

Og her slutter ”ikke-filmen”.

Efterfulgt af nok verdens korteste credit-liste.

Kan man virkelig tilbringe en time og et kvarter med en ”ikke film”, med én person, én fotograf og korte skygger fra en ”hverdagsverden” – uden at vride sig af kedsomhed og gode viljer.

Sagtens. For der er tale om et unikt mesterværk. Usammenligneligt. Hverken patetisk eller krukket. Kun vedkommende.

Filmen blev på et USB stik, få dage før Cannes festivalen 2011, smuglet ud i en kage (!) – så kan det da ikke blive mere dramatisk. Og nåede da også at blive behørigt festival hyldet – plus afstedkom en række internationale protester fra det internationale film-set overfor det Iranske styres vold mod ytringsfriheden og den kunstneriske frihed.

I 2013 måtte Panahis stol ved Berlinfestivalen stå tom. Ligesom en række af Pahanis iranske kollegaer fortsat må lide under censur, husarrest og internering. Vennen Mirtahmasb, der filmede og er krediteret som medinstruktør, blev efter filmens fremkomst idømt 1 års fængsel for landsskadelig virksomhed.

”This is not a film” – er med sit lavmælede sprog, sin enkelthed og ærlighed en protest mod den islamiske umenneskelighed, der gør større indtryk end nok så mange velmente politiske statements.


Forrige anmeldelse
« Mad Ship «
Næste anmeldelse
» Ai Weiwei – The Fake Case »


Filmanmeldelser