Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Player (83 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 24/11 2013, 08:08 af Kim Toft Hansen

Den ufrivillige player


Den ufrivillige player

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Folkelighed og komedie. Slet og ret. Sådan hænger instruktøren Tomas Villum Jensen fast. Titler som Kærlighed ved første hik (1999) og Min søster børn (2001) borger for folkeligheden helt ud i det, der så tåkrummende nok faktisk virker godt som familiefilm. Solkongen (2005) var en selvhævdende komedie med Anders Thomas Jensen som doktoren bag manuskriptet, mens Ved verdens ende (2009) søgte ind i den komiske eventyrformel – lidt forsagt, men dog underholdende. Nu er han i vælten igen med filmen Player, som anmelderne har elsket at hade. Desværre med god grund.

Jeg indrømmer det. Jeg var faktisk lige ved at komme til at grine et par steder. Men humoren er timet på en måde, der viser at Casper Christensen, som spiller en af hovedrollerne, og derved lover filmens komik, måske er gået fra at være kritiker af dansk folkekomik til at være selv at være folkekomiker. Player er en film, der fint kan glide ned med et stykke svampet kringle og en kop syrlig dansk kaffe. Alle tre dele er ting, der helst og nemt glemmes bagefter. Samtidig er strukturen i fortællingen af en type, der gør, at de overraskelser, en svindlerkomedie kan give, helt udebliver.

Vi starter tæt på slutningen. Michael-Helge sidder ved et pokerbord iklædt et kostume, der lader hånt om sin reference til James Bond. Bond er med, men det er kun som en svag aura i det fjerne. Herefter springer vi en uge tilbage. Michael-Helge har det hele planlagt, han er struktureret, kærlighed og karriere er timet og tilrettelagt, så ingenting kan gå galt. Indtil han sendes til Sydfrankrig, hvor korruption og gambling er almindelige måder at tænke og tjene gysser på. Vi ved altså godt, at han skal omvendes. Vi må bare vente næsten en time på at finde vejen tilbage til pokerbordet.

Det er overraskende, hvor lidt sjov denne danske komedie er. Den tager udgangspunkt i skarpe modsætninger, som langsomt skal mødes. Casper Christensen som Theo er vild og narkoficeret, mens Michael-Helge er kontrolleret og afholdende. Naturligvis skal mødet mellem de to Herlufsholm-elever gå galt. Men lige fra starten er filmen holdt i en så forudsigelig struktur, at det ikke lader seeren tilbage med særlig mange udfordringer. Selv da Michael-Helge ’tilfældigt’ støder ind i en franskmand i lufthavnen, da han ankommer til forretningsmødet i Frankrig, er kameravinklingen og klipningen tilrettelagt, så vi godt ved, at han ikke stødte ind i vores ven helt tilfældigt.

Deler vi filmen i dens to halvdele, der udgøres af komedien på den ene side og svindlen på den anden, er der ingenting af det, der rigtig virker. Humoren er under bæltestedet på linje med den simpleste omgang værkstedshumor, mens svindlen er koreograferet, så vi selv har luret det hele lang tid før, den ellers så kløgtige sagfører Michael-Helge har det. Sætter vi så disse to svagheder sammen, samler det sig til en film, der viser, hvor slemt det kan gå med en komedie, der ikke er sjov. Vittighederne er sat så grundigt i skabet, at de aldrig kommer ud. Tilbage står kun platheder og slapstick. Filmens sjoveste sekvens er Michael-Helge, der får en dåse i hovedet – og derfor får han det selvfølgelig også to gange. Anden gang er det ikke længere sjovt.


Forrige anmeldelse
« Manborg «
Næste anmeldelse
» Det grå guld »


Filmanmeldelser