Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Penance (85 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 19/10 2013, 22:15 af Torben Rølmer Bille

Nazi-gynækologen fra helvede


Nazi-gynækologen fra helvede

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der findes efterhånden mange såkaldte torture-porn film på markedet. Fra mere mainstream titler, som eksempelvis filmene i Saw eller Hostel-serien, over deciderede arthouse film som Funny Games til japanske og franske voldsexcesser, har denne Grand Guignol-lignende, filmiske fokus på kroppens langsomme opløsning og torturbødlens magt, affødt en veritabel flodbølge af mere eller mindre vellykkede film om karakterer, der ofte tages til fange og udsættes for de mest nederdrægtige og smertefulde pinsler inden de udånder og rulleteksterne begynder.

Dette er også tilfældet i filmen Penance, hvis omslag er prydet med indtil flere advarsler om filmens meget anstødelige karakter. Disse er jo ikke kun at betragte som venlige oplysninger til den alt for følsomme seer, men i lige så høj grad en anbefaling, der henvender sig direkte til alle de småperverse filmfans (undertegnede inkluderet), der tilsyneladende ikke kan få nok af grotesk vold, menneskelig fornedrelse og lemlæstelse.

Det hele starter ellers nogenlunde fredeligt med en ”hjemmevideo”, hvor den unge mor Amelia fortæller om sit besværlige liv, efter hendes datter er blevet meget syg. Hun mangler desperat penge og videoen minder mest af alt om det folk sender ind til tv-shows som Extreme Makeover. I ren og skær desperation, lokkes hun af en veninde til at lege stripper. Veninden har endvidere sørget for at Amelia kan tjene en god sjat penge samme aften, da veninden, er blevet nødt til at hoppe fra en aftale for en eksklusiv og meget privat kunde.

Amelia sætter sig derfor – forståeligt meget nervøs - ind i den sorte limousine der kommer for at hente hende. Hun bliver kørt til adressen: et skummelt, forladt hospital, hvor den mystiske kunde kort beser hende og de andre piger der er ankommet til adressen, umiddelbart før han trækker sig tilbage, for at tænke over livets alvor.

Den mystiske mand har en håndfuld medhjælpere, der alle er gode til at beordre de nytilkomne gæster rundt. Der går ikke længe før Amelia og de andre indser, at der er noget helt galt med situationen og at de måske ikke slipper væk fra disse sindssyge kunder, under ledelse af den skøreste af dem alle - gynækologen Geeves.

Som seer undrer man sig i ganske lang tid over hvilke motiver denne forstyrrede psykopat kan have til at torturere disse stakkels strippere så metodisk, men svaret ligger faktisk gemt i filmens titel. Det handler om bod, om gennem revselse at få uddrevet ens synder. Der ligger altså en form for pseudokristen, halvfascistoid logik bag den ”gode” doktors mishandlinger. Dette gør at han både kommer til at fremstå mere gal end ellers, da der synes at ligge en form for fordrejet fascistisk metodik bag hans umenneskelige afstraffelse af ofrene.

Penance, der er fra 2009, er endnu en af mange nyere film, der bevidst arbejder med en billedside, der foregiver at være dokumentarisk, selv om der er tale om fiktion fra ende til anden. Valget af mockumentary-stilen gør dog, ud over muligvis at højne troværdighedsniveauet blandt de mere ukritiske seere, at filmen også kommer til at fremstå som ganske billig. Det ligner digital video, fordi den er optaget med digital video.

Filmen er både lige så langt ude og brutal, som advarslerne vil lade os tro, men der er til gengæld intet hold i ideen om, at det er en film der er blevet til på baggrund af ”virkelige begivenheder”, som det ellers står på omslaget. Dens forhold til en empirisk virkelighed skal måske findes i at magtfulde mænd, helt generelt, altid har været gode til at finde på sadistiske metoder til at pine andre mennesker på, hvad enten dette er psykisk eller fysisk.

Penance bliver dog et noget trættende bekendtskab i længden. Dette skyldes ikke filmens videolook, Michael Rookers overspillede figur, doktorens nærmest karikerede væsen, eller for den sags skyld hele filmens præmis. Det hænger nok snarere sammen med filmens tempo, der bevæger sig ganske ujævnt frem og kun lejlighedsvist får skabt den knugende stemning af klaustrofobi, frygt og uhygge, som vist egentlig var meningen.


Forrige anmeldelse
« Lynaktion Entebbe «
Næste anmeldelse
» Frozen Ground »


Filmanmeldelser