Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Iceman (101 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 26/9 2013, 07:22 af Torben Rølmer Bille

Næsten sympatisk


Næsten sympatisk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er sikkert mange med interesse i ”true crime”, der ved hvem Richard Kuklinski er. Manden, der blev kaldt for ”ismanden,” udførte angiveligt over 100 likvideringer af forskellige folk, der på en eller anden måde var raget uklar med dele af mafiaen i New York.

Der vil sikkert være flere af kapellets faste læsere, der ligefrem har set den foruroligende dokumentarfilm The Iceman Tapes: Conversations with a Killer som blev vist flere gange på dansk tv, eller som ligefrem har læst biografien om seriemorderen skrevet af Anthony Bruno. Uanset om man kender disse eller ej, så ligger de begge grundlaget til den nye spillefilm om Kuklinski, der har fået titlen The Iceman.

I filmen møder vi første gang hovedpersonen i slutningen af 1960erne. Han sidder på en diner og forsøger, fåmælt, at charmere sin kommende kone Deborah. Det lykkes og da seeren følger ham i den efterfølgende scene, oplever man hvorledes han næsten umotiveret dræber en mand, blot fordi han har talt dårligt om Richard tidligere på aftenen. Richard påstår overfor Deborah, at han arbejder for Disney med at eftersynkronisere tegnefilm, selv om han i virkeligheden distribuerer illegale pornofilm for en lokal gangster.

Denne gangster – Roy Demeo – opdager at Richard tilsyneladende ikke er i stand til at føle frygt og ser straks muligheder i at få ham til at udføre langt mere hårdhændet arbejde. Richard brokker sig ikke, for pengene er gode. Det gør ham i stand til at leve et dobbeltliv, hvor han overfor venner og familie er den rolige, fåmælte familiefar og overfor sine ofre er en nådesløs, ofte meget sadistisk, morder.

Det er gennem arbejdet at Richard møder en anden lejemorder, som kalder sig ”Mr. Freezy” fordi han kører rundt i en isbil. Det viser sig hurtigt at han tydeligvis har endnu færre skrupler end Kuklinski. Selv om Kuklinski er nådesløs, har han dog en grænse når det kommer til kvinder og børn, men det har Freezy ikke. Ikke desto mindre indleder de et samarbejde om bortskaffelsen af deres fælles ofre, alt imens går tiden og Kuklinskis smukke døtre vokser sig store i trit med hans illegale indtjening og alle problemerne ved at færdes i den kriminelle verden.

Man kan godt sidde tilbage med en lidt dårlig smag i munden efter at have set The Iceman. Ikke fordi det er en dårlig film, for både skuespilet og de dramatiske elementer fungerer overbevisende, men snarere fordi filmen synes at have til formål at gøre Kuklinski menneskelig.

Faktisk bliver der også søgt en forklaring på hvad det har været i mandens barndom og opvækst der har været med til at gøre ham så koldblodig som han var. Idet filmen synes at fokusere mere på privatmennesket Kuklinski, end på hans ugerninger, synes den – selv om den forsøget at opretholde en objektivitet – at tale morderens sag, at vise den pressede, martrede mand bag det iskolde ydre og selv om der er god ræson i dette, især med tanke på at mange amerikanske film er karakterdrevne og at det forekommer som en umulig opgave at lave en hel spillefilm om en person uden empati eller følelser for den sags skyld, så ender man stadig med at have næsten ondt af manden. Det forekommer etisk meget forkert.

Filmen springer også elegant over nogle af de mest sadistiske sider ved Ismanden. Eksempelvis kan de fleste der har set ovennævnte dokumentarfilm om ham sikkert huske episoden, hvor han fortæller om et af sine ofre som hans chef mente skulle straffes ekstra hårdt, så han blev spærret nøgen og bagbunden ind i en hule sammen med en masse rotter, som Kuklinski havde nægtet at fodre det sidste meget lange stykke tid. Denne scene optræder ikke i filmen – muligvis fordi det havde været et brud på fortællingen, muligvis fordi filmmagerne netop forsøger at skildre mennesket bag monsteret.

Når sådanne ting er udeladt ender The Iceman med at være en film der til trods for sit spændende emnevalg og sin fine periodeskildring, fejler eklatant i sin relation til den virkelighed den tager udgangspunkt i. Har man lyst til at vide noget om Kuklinski, så er The Iceman Tapes: Conversations with a Killer et langt bedre bud. Nogle gange er virkeligheden bare langt mere uhyggelig end Hollywoods version af virkeligheden.


Forrige anmeldelse
« The Liability «
Næste anmeldelse
» Oppe på valmuebakken »


Filmanmeldelser