Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Kick (94 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/9 2013, 20:41 af Torben Rølmer Bille

Tæsk til hele familien


Tæsk til hele familien

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Fra instruktøren bag Ong-Bak og The Protector” står der med store typer på omslaget til martial arts filmen The Kick. Det er også helt sandt, for det var instruktøren Prachya Pinkaew - der (kombineret med årevis af personlig hård kickboksertræning) gjorde Tony Jaa til den hårdtslående superstjerne, som han er blevet. Samtidig er det lidt en misvisende overskrift, for det ville være som at skrive ”Fra instruktøren af Jaws” på omslaget til Goonies – ens forventninger til det usete baseres jo klart på den filmtitel man får smidt i hovedet. The Kick er nemlig ikke en gravalvorlig, blodig og voldelig martial-arts film, der handler om prostitution, narkohandel og hævn, men derimod en ganske fjantet familiefilm, hvor der godt nok bliver delt spark og slag ud, men som på bundlinjen altså er skabt til et meget yngre publikum end de film den sammenligner sig med.

Dette faktum afspejles heller ikke af forsiden der til forveksling ligner en hvilken som helst anden kampsportsfilm, med mindre man da ser nøje efter, for så vil man opdage at en af figurerne står med en stegepande og en suppeske som våben, hvilket da også er det eneste der afslører, at dette måske ikke er hvad man umiddelbart forventer.

The Kick har dog stadig en samling skurke, der består af nogle gangsterlignende kunsttyve. Disse banditter har sat sig for at stjæle en uvurderlig nationalskat – en uerstattelig antikvitet i form af en ceremoniel dolk, der ifølge sagnet giver dens ejermand uanet magt, men da de forsøger på dette forpurres deres planer i en parkeringskælder helt tilfældigt af en familie Koreanske Taikwondo-kæmpere. Familien giver banditterne stryg og leverer dolken tilbage til museet i Bangkok.

Familien, der ellers lever af at drive en koreansk restaurant, bliver pludselig meget kendte i Thailand, men banditterne holder stadig øje med dem. De kidnapper en af familiemedlemmerne og presser resten af familien til at bytte kniven ud men en kopi ved en ceremoni der skal fejre at relikviet kom sikkert tilbage til nationalmuseet. Dertil kommer at familiens ældste søn har hemmeligheder for sin far, Taekwondotræneren, der presser sine børn til det yderste for at de kan blive klar til verdensmesterskaberne. Sønnen vil nemlig hellere danse end at kæmpe og han ved, at afslører han dette vil faderen næppe tilgive ham - nogensinde.

Nu er det jo ikke handlingen, der er det centrale når vi taler martial arts film – det er derimod actionsekvenserne og kampkoreografien. For selv om handlingen både er utroværdig og til tider så fjollet at man vist skal være fra asien for at påskønne denne type af fysisk humor, så kan man ikke kritisere filmens action for at være middelmådig, for den er både opfindsomt lavet og fuld ud på højde med Pinkaews tidligere film.

Filmen er delvist sponsoreret af Taekwondosportens verdensorganisation og derfor er mange af kampene også koreograferet med netop Taekwondo som udgangspunkt. Dette i sig selv giver måske nogle begrænsninger, idet sporten kun er overgået af Judo i forhold til hvor lidet fotogen den er – den er ikke nær så cool at se på som eksempelvis thaiboksning, kung-fu, karate eller mange andre kampsportsformer.

Uden at vide det kunne det, tænkes at sponsorpengene var tænkt som en god investering i Taekwondos fremme på verdensplan. Om dette lykkes skal være usagt, men filmen er en man sagtens kan se sammen med sine lidt større børn, som et alternativ til Kung Fu Panda eller en af de mere letbenede Jackie Chan film, man skal blot ikke forvente sig at konfrontationsscenerne er nær s spektakulære, for selv om de er fint iscenesat, så kommen man – især som fan af matial arts film – ikke udenom at det hele kommer til at virke lidt trægt i længden.

Det er ikke udelukkende den formulariske handling, de meget platte humoristiske indslag eller de lidt stivbenede kæmperesom er kyld i denne træghed, det er kombinationen af dem alle sammen. Det er en film der er hurtigt set og desværre lige så hurtigt glemt. Synd for det internationale Taekwondoforbund.


Forrige anmeldelse
« Spiders 3D «
Nste anmeldelse
» Tony »


Filmanmeldelser