Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Cloud Atlas (172 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 30/7 2013, 20:53 af Kim Toft Hansen

Eksistentiel pandeterminisme


Eksistentiel pandeterminisme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den fransk-bulgarske litteraturforsker Tzvetan Todorov lancerede i sin tid sit begreb pandeterminisme som en betegnelse for det, at alt i en fortælling på en eller anden måde hænger sammen. Går op i en højere enhed, som man siger. Princippet er i overført betydning guddommeligt. Som om alt kan jævnføres en absolut, metafysisk enhed. Hvad dette samlepunkt kan være, vil variere og ikke nødvendigvis være præcist defineret. Det handler om, at fortællingen giver anledning til at tro, at der bag ved al den kulturelle fernis er en determinerende faktor, som trækker i alle trådene. Noget som får det hele til at hænge sammen.

Sådan kan filmen Cloud Atlas også beskrives. Som en film, der handler om, hvordan alverdens tråde kædes sammen af en esoterisk, new age-filosofi om, at døden blot er en dør. Ikke en afslutning. Det hele – hele seks forskellige fortællinger på tre forskellige historiske tidspunkter, i fortid og fremtid – hænger sammen via en slags grundtanke, der minder om reinkarnation. Uden at det artikuleres helt klart.

Filmen er instrueret af den tyske instruktør Tom Tykwer, som fik sit store gennembrud med Lola rennt (1998), og af de amerikanske Wachowskis, der bedst kendes for The Matrix (1996). Begge film, der ofte forbindes med postmodernistisk filmstil. Filmen er på den måde sit eget kulturelle mødested. En samproduktion mellem amerikanske og tyske selskaber – og hovedsageligt optaget i Tyskland.

Både Lola rennt og The Matrix handler om, at virkeligheden ikke nødvendigvis ser ud, som vi tror, bare fordi vi har valgt det. Eller fordi andre har valgt det for os. Denne grundfilosofi er på mange måder en modsætning til Cloud Atlas, der ikke handler om, hvordan virkeligheden er bluff eller variabler. I stedet er det en film, der er nok så fortælleteknisk varieret, men grundstenen i handlingen er sammenhænge og enhed. Den fortæller seks forskellige fortællinger med forskellige hovedpersoner. Fx en noir-thriller i 70’ernes San Francisco, et eventyr i noget, der – i hvert fald i starten – ligner en fjern fortid, eller en sci-fi-fremtid præget af postapokalyptiske undergangsvisioner. Eller er det omvendt?

Til sammen er det en hyperkompleks historie bundet sammen af, at de seks handlingsgange, som på forskellig vis reflekterer hinanden. Dette er understreget kraftigt af sammenbindinger mellem sceneovergange mellem de forskellige tider. Pistolskud i den ene scene afløses af tordenvejr i denne næste. Eller en kommentar om at gå gennem en dør i overført betydning bliver til en konkret person, der passerer gennem en døråbning i en anden tid. Narrativ metafysik. På hver sin måde bearbejder de enkelte fortællinger nogle forskellige problemstillinger: homoseksualitet, slavehandel, magtdominans, religiøsitet, verdens undergang, frihed, osv. Det betyder ikke, at de samme problemstillinger ikke kan gå videre i den næste tid. Det hele hænger som bekendt tæt sammen.

Hvad eller hvem er så den metafysiske pandeterminist i filmen? Ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Udgangspunktet peger meget på en religiøs forestilling, der løber gennem alle fortællingerne, om at vi alle på en eller anden måde passerer videre efter døden. New age, in casu. Denne tankegang udlægges på forskellig vis undervejs. I forskellige tider og tempi. Men fortællingerne bindes aldrig præcist sammen af andet end antydninger og spor. Derfor bliver seeren faktisk selv overladt til at søge i de seks handlingsforløb for at finde spor, der binder det hele sammen. Seeren er pandeterministen med sin ivrige interesse i at finde sammenhænge, men filmen selv insisterer også på, at der kan bindes tætte knuder mellem handlingsgangene.

Den store sammenhæng hviler på skuespillets fundament. Alle skuespillere spiller selv flere roller, oftest mindst en i alle tråde. Sminket til (næsten) ukendelighed, og til tider endda vældig oversminket. Det er lidt synd, at det tykke lag gummi på ansigterne undertiden kommer til at virke mimikløst og en anelse over the top. Men denne måde at bruge de samme skuespillere i flere roller antyder også udviklingsmønstre på tværs af det enkelte livsforløb. Tom Hanks spiller fx en skurk i den ene og en helt i en anden. Det stiller spørgsmål til, hvordan en sjæl kan udvikle sig fra et liv til det næste. Eller spille en ”rolle” i det næste. Hvem ved? Velspillet alle vegne af stjerner som Halle Berry, Susan Sarandon og Hugh Grant.

Stilen i filmen er svær at beskrive med få ord. For de seks fortællinger er i princippet meget forskellige. De er nærmest hver sin genre. En noir-thriller. En Moby Dick-agtig søfortælling. En sci-fi-actionfilm. En letbenet og humoristisk komedie. Et eventyr om sikkerhed og oprør. Og et metafiktivt kærlighedsdrama om musik. Alt sammen i noget grad pakket ind i en større fortælling om enhed og fortællemæssige sammenhænge. En forfatter, der skriver. Og nogle, der læser. Andre, der opklarer. Skriver, læser og opklarer grundsten i den samme større forklaring. Stjernernes atlas. Overraskende nok er alle fortællingerne troværdige som sig selv, i egen samlet pakke, men i filmens egen større sammenhæng sitrer de i spænding op ad anden handling.

Cloud Atlas er en filmatiseret version af David Mitchells roman med samme titel. Romanen var en stor publikums- og kritikersucces, men virker ikke som det oplagte værk at lave til en film. Filmen benytter sig derfor også af nogle ’litterære’ teknikker, hvilket hovedsageligt betyder, at voice over’eren gennemgående er stærk og tilstedeværende. Uden en fortællestemme, der godt nok er forskellig fra handling til handling, ville projektet ikke lykkes. Men succesfuldt placeres denne voice over oftest i læsning af fx breve eller tidligere efterladte notater. Derfor bliver det aldrig forceret. Alt imens sammenhængende langsomt begynder at dæmre, forlader filmen temaet, og seeren bliver efterladt med spor uden større sammenhæng.

Efterladt med en stor lyst til at se filmen igen. Det hjælper. Og det fortjener filmen. En yderst velfortalt og modigt konstrueret fortælling. Multiplotfortælling på en måde, som det sjældent ses og lykkes. Fortællingens atlas er clouded, men alle siderne er der og fornemmelsen af en dyb, underfundig, absolut virkelighed udtrykkes stilsikkert gennem hele filmen.

Everything is connected, er filmens slaglinje, men lidt arbejde skal du selv gøre. Mangler du hjælp er BD-udgaven udgivet som dobbeltdiscversion med masser af hjælpemidler til at lette forståelsen.


Forrige anmeldelse
« UFO «
Næste anmeldelse
» Deadfall »


Filmanmeldelser