Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Mask Maker (90 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 4/7 2013, 19:50 af Torben Rølmer Bille

Nyklassisk slasherfilm


Nyklassisk slasherfilm

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er jo intet nyt i at psykotiske modertyper river ansigtshuden af deres ofre for selv at bruge dem som en slags maske. Det mest berømte eksempel på en sådan ansigtsoverførsel er utvivlsomt Toobe Hoopers Texas Chainsaw Massacre, men også den klassiske franske horrorfilm fra 1960 Yeux Sans Visage benytter sig af temaet, om end på en hel del mere kirurgisk afdæmpet facon end sin amerikanske mutantbror.

I 2010 blev filmen Masquerade skabt og den handler nemlig om en morder, der konsekvent flår ansigtet af hans ofre og ifører sig deres ansigter. Den er blevet sendt på gaden herhjemme under filmens alternative titel Mask Maker og selv om der er langt mellem de gode slasherfilm for tiden, er dette faktisk en af dem.

Vi starter i 1930’erne hvor vi oplever en grusom handling. En selvbestaltet heks har stjålet et spædbarn som hun har tænkt sig at ofre for sin søns skyld. Han er, som hekseyngel nu engang er, ganske deform og hans ansigt ser ud som om det er gået i konstant forrådnelse. Byens beboere jagter hende i desperation. Vi flytter os nu frem til nutiden, hvor den unge pige Jennifer skal vise sig at være filmens egentlige hovedperson. Hendes kæreste Evan har købt en faldefærdig villa til sin udkårne langt ude på landet. Først bliver hun sur, men opdager hurtigt at huset har potentiale, plus at der er en masse antikke sager i det, som potentielt kan være mange penge værd.

Under en tur til byen møder hun imidlertid den lokale købmand, der spilles af selveste Michael Berryman – mutanten fra Tobe Hoopers The Hills Have Eyes (der for en gang skyld får lov til at spille en sympatisk rolle). Han forsøger at advare de unge mennesker med antydninger om stedets fortid, men selvfølgelig vil de ikke lytte. I stedet inviterer de en flok af deres venner på besøg over weekenden, men naturligvis har de først forstyrret den vansirede, mutantmorders sidste hvilested.

Det lyder selvfølgelig som noget man har set et utal af gange før – og det er da heller ikke originaliteten i plottet, der gennemsyrer Mask Maker, men ser man ud over det, så byder filmen faktisk på noget overraskende sjov, kontemporær dialog, en handling der lynhurtigt får det basale overstået, så vi kan komme i gang med myrderierne og ikke mindst en ganske betydelig mængde voldsomme splatter- og chok-effekter.

Mask Maker lægger sig på den måde i forlængelse af en traditionsrig slashergenre, hvor der er lavet ufatteligt meget makværk, men hvor der heldigvis også er plads til film som man kan se igen og igen, enten i et ironisk lys fordi filmene er så åbenlyst dårlige, eller også fordi filmen rent faktisk lykkes. Det er i al fald ganske sjældent, at man som seer rent faktisk når at fatte sympati for de teenagere, der traditionen tro skal nedslagtes, men det sker faktisk i Mask Maker.

Det tiltalende ved filmen er også, at selv om det ikke er en stor Hollywoodproduktion, så hæver den sig betydelig over mængden af lignende independentgysere, idet den både byder på en ganske (u)lækker visuel side og som – til trods for deres generiske begrænsninger – byder på rimelige skuespilpræstationer. Endelig bliver nærværende anmelder så glad, når okkultisme blandes ind i gysermiksturen, for ikke alene er vores morder grim, vi får også en form for forklaring på, hvordan han kan blive ved med at overleve alle forsøg på at nedkæmpe ham.

Der er naturligvis lånt med arme og ben fra film som Fredag d. 13-serien og den førnævnte motorsavsmassakre, men det er heller ikke de værste film at låne fra. Så har du derfor lyst til at lade dig underholde af en helt klassisk slasherfilm, der ikke bringer så meget nyt på banen, men som gør det den gør ganske effektivt, så prøv at give Mask Maker en chance – det er måske ikke stor kunst, men det virker efter hensigten.


Forrige anmeldelse
« The Impossible «
Næste anmeldelse
» Skytten »


Filmanmeldelser