Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Den forbudte by (110 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 9/2 2008, 13:49 af Kim Toft Hansen

Historiografiens tvetydigheder


Historiografiens tvetydigheder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den kinesiske instruktør Zhang Yimou har en spændvidde, som de færreste instruktører har og tør – specielt ud fra et kinesisk synspunkt. Hans film er nemlig historiografiske på to forskellige men hos ham sammenkædede måder, som jeg vender tilbage til nedenstående. Hans seneste film Den forbudte by er nu ude på dvd, selvom det er en film, der i særdeleshed inviterer til et velvoksent lærred.

Invitationen ligger primært i den eminent flotte, righoldige og originale farvebrug, som Zhang Yimous æstetik præges af. Selve den formelle stil er ikke præget af de store variationer i forhold til, hvad vi er vant til, selvom filmene til tider præges af en lidt lavere – og derfor måske mere episk storladen – klippefrekvens. Men det er i selve filmenes mise-en-scene (scenen, rekvisitterne, personerne), at man skal lægge mærke til det ekstraordinære – og det skal ikke lyde som noget svært tilgængeligt, snarere tværtom. Man undgår nemlig ikke at lægge mærke til det. Filmene er præget af et æstetisk sansebombardement, som til tider gør, at man er tilbøjelig til at fortabe sig i de smukke billeder mere end at følge med i handlingen – og som altid er det en skam, at man skal læse undertekster (de foregår jo på mandarin), for det hæmmer mulighederne for at synke hen i billederne. Men at Zhang Yimous film er ekstravagante er efterhånden ikke overraskende, snarere stilsættende. Lad os derfor se på de andre ting.

For derfor at vende tilbage til den tvetydige historiografi, så er der flere forskellige måder at gå til, forstå og formidle historien (forstået som vores fælles erindring). Det er nemlig en relativ sen opfindelse, at man skitserer historien gennem/som videnskab (selvom antik græsk historieskrivning har spor af det), idet selve idéen om at benytte bestemte metoder for at sikre oprigtigheden af fakta først for alvor får sat sine spor i historieskrivningen i og efter oplysningstiden. Før dette var der flere forskellige måder at koble den fælles erindring til den kulturelle samtid. Til eksempel snakker man om historie som myter, hvilket har været en – hvis ikke den – dominerende måde at overlevere viden om fortiden på. Mytiske savn om de pågældende emner har – og er stadig i visse henseender – gangbar som reel viden om tænkemåder, faktuelle begivenheder og historisk fakta. Hvor ville vi i norden for eksempel være uden de islandske sagaer.

Den interessante træk ved Zhang Yimou i flere af hans film – herunder også Den forbudte by – er, at han sammenblander de to nævnte former for historiografi, nemlig ved at historisk fakta sættes i forbindelse med mytisk konstruktioner af samme. Man ser det måske tydeligst i House of Flying Daggers. Det har derfor nogle fordele for filmenes fortællerytme, der mest af alt giver mulighed for en form for narrativ frihed – Den forbudte by tager sig nogle friheder, men bygger samtidig på historisk fakta om Tang-dynastiet i slutningen af 900-tallet.

Denne frisætning fra faktuel binding bliver derfor også afspejlet i handlingsstrengene, primært i de opulente slag- og kampscener, der ved første øjekast godt kan fravriste den seer, der forventer et historisk kejserdrama af mere realistisk art. I selve den narrative formidling stiller Zhang Yimou sig pænt i kø hos andre Shakespeare-interesserede instruktører, og det er da heller ikke en ny tanke at benytte sig af Shakespeare-traditionen i fortællingerne om dynastierne (se bare Akira Kurosawas Ran, der henter sine væsentligste elementer fra King Lear). Men ved siden af de narrative opbygninger lader Zhang Yimou sig fritstille fra alle former for realisme, specielt hvad angår de nævnte kampscener, hvor stilen mest af alt kommer til at ligne en kun lidet blodig ballet. Hvor amerikansk film efterhånden har trådt sig selv over tæerne for at lave de realistiske og monumentalt blodige slagscener, hvor kameraet gerne tilstænkes i blod, så holder Zhang Yimou blodsudgydelser på et relativt lavt niveau til fordel for en koreografi, der trækker på ballettens sanselighed (lidt nedsættende er stilen, som vi også kender fra Ang Lees Crouching Tiger, Hidden Dragon, blevet kaldt wire-fu i en sammentrækning af wire (de er spændt fast i ryggen) og kung-fu). Men får man først øje på, at slagene egentlig har et udgangspunkt og et slutpunkt, der ikke ændrer ved handlingsstrengen, realisme eller ej, så bliver filmene et møde mellem et smukt æstetiseret karakterdrama og et ballettens krigsdrama.

Det bringer os til det sidste element, nemlig at Zhang Yimou tør. Man kan nemlig i disse dramaer, der er henlagt til historiske perioder i Kina, indlæse et allegorisk niveau, som kan tyde på en vis samtidskritik. Dog er det noget, der er svært anviseligt, og det er da også let at afvise dette niveau, men det er centralt, at filmene handler om – og ofte tager parti hos – en part af en vis undertrykt art. Om det er tilfældet, at Zhang Yimou allegorisk lader samtidens Kina optræde som skurk, kan vi dog lade stå uvist hen, mens vi nøjes med at konstatere, at Den forbudte by – der dog har nogle væsentligt mere historiske rødder og i den henseende en svagt højere grad af realisme, end Zhang Yimou hidtil har stået for – er gejstlig underholdning med stilkarakter, der ikke er til at blive træt af.

Læs også Steen Christiansens biografanmeldelse af Den forbudte by.


Forrige anmeldelse
« National Treasure 2 – Book of... «
Næste anmeldelse
» I'm Not There »


Filmanmeldelser