Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Life of Pi (121 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 28/5 2013, 21:31 af Kim Toft Hansen

En fortælling, der vil få dig til at tro på Gud


En fortælling, der vil få dig til at tro på Gud

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det teknologiske grundlag for Ang Lees film Life of Pi har henrykket mange. Endelig kom der en 3D-film, som henvendte sig til et voksent publikum, sagde man. Minimale scener er optaget uden bluescreen, mens størstedelen af filmen er skabt via CGI-effekter i postproduktionen. Grænserne mellem spillefilm og animationsfilm har rykket sig så langt, at skellet ikke længere rigtig giver mening. Life of Pi var i biografversionen et visuelt sansebombardement, der i nogen grad skjulte den lidt svage og eklektiske fortælling. Alligevel er filmen til stadighed visuelt betagende via dvd-versionens mere ’flade’ udtryk. Den er netop udkommet på købefilm.

En unavngivet forfatter kontakter Pi, fordi han har ladet sig fortælle, at han ikke kun kan levere den historie, han mangler som forfatter. Han kan også give ham en fortælling, der vil få ham til at tro på Gud. Derefter tager Pi forfatteren med på sin livsfortælling, der starter i et indisk zoo, som hans far bestyrer. Da faren vælger at sælge dyrene og flytte til Canada, rejser familien med sammen med alle dyrene. Men skibet forliser, og Pi strander i en redningsbåd sammen med en hyæne, en orangutang, en zebra og – viser det sig – en glubsk tiger. Dyrene ender med at dræbe hinanden et efter et, indtil der kun er Pi og tigeren tilbage. Og her skal den rigtige historie så tage sin start.

Life of Pi er baseret på Yann Martels bestsellerroman af samme navn – og følger fortællingen nogenlunde stringent. Men målet og håbet for Ang Lee er med filmen at omsætte den indre psykologiske udvikling hos Pi til en ydre visualisering af livet med en tiger og bekræftelsen af troen på Gud. At filmen og romanen er fortalt til en implicit canadisk forfatter, er ikke uden betydning, og peger naturligvis på Martel selv, der er canadier. Men Martel er velbevandret både på jord og i litteratur, og kender derfor den smukke overklasseside af Indien og de religiøse grundtekster, han kraftigt trækker på gennem hele fortællingen. Disse væves også grundigt ind i filmen.

Life of Pi er i sit udsyn en slags ’global Bollywood’, en international samproduktion iscenesat af en taiwanesisk instruktør på baggrund af en canadisk globetrotters værk finansieret af to amerikanske, et britisk og et taiwanesisk produktionsselskab. Det æstetiske og det religiøse udtryk henter derimod det meste fra det indiske smeltedigel, hvor guder står på skuldrene af hinanden for at komme til orde. Ligesom de også gør i filmen. Kynisk betragtet er dette muligvis også tænkt som et vestligt forsøg på at ramme et indisk filmmarked, som det er temmelig svært rigtig at trænge ind på. Det lykkedes i nogen grad med Suburban Millionaire, og det ser ud til at være det samme denne gang.

Den overdådige visuelle magtdemonstration sigter på den ene side efter at skabe et fantastisk univers, der samtidig fastholder et realistisk plausibilitetsniveau. Det lykkes flot, og filmen henrykker selv i 2½D. Udtryksmæssigt står filmen dog ikke alene, og de mange natursekvenser – især mødet med den store, øde og kødædende ø undervejs – skæver temmelig meget til naturbilleder i James Camerons Avatar. Begge film har jo et fælles projekt i at understrege en levende natur, som mennesket er ved at ødelægge. De indpasser sig begge i det, der er blevet kaldt ’miljøæstetik’. Det interessante ved denne miljøæstetik er også, at den vender tilbage til naturen som sublim.

Denne sublimitet kommer naturligvis til udtryk i de ekstravagante naturillustrationer. Det romantisk sublime havde store naturoplevelser som sit hovedeksempel. Men det sublime er også en motorvej direkte ind i fornemmelsen for Gud og det guddommelige. Derfor bliver film som disse – og især Life of Pi – til enormt religiøse film. Allerede fra starten er Pi en helt særligt religiøs søgende person, men det specielle ved ham er, at han ikke giver slip på det, han tror på, når han finder noget nyt at indgå i. Han omtaler således sig selv som en katolsk hindu. Den kulturhistorisk senmoderne interesse for nyreligiøsitet af denne art er blevet kaldt neomystik, som også er et prædikat, der fint passer på Life of Pi.

Det moderne samfund, siges der, har undertrykt det religiøse, og derfor vender det tilbage som en tabloid overskrift. Life of Pi svælger i referencer til alle mulige og inkommensurable religiøse forestillinger, der uproblematisk og særdeles new age-agtigt hæftes sammen. Der er noget synodisk over filmen, der – gennem Pis oplevelser med tigeren – søger et fælles udtryk for snart sagt alle religioner. Navnet Pi – kort version af Piscine – understreger denne mystiske tilgang til virkeligheden. I navnet gemmes naturligvis fascinationen af, at det er lidt mystisk, at tallet ? (3,14 med uendelige decimaler) figurerer alle vegne i naturlovene. Matematikken som Guds sprog luer lige nedenunder.

Filmen er generelt en mangestrenget intertekstuel fascination af forskellige tekster og religiøse forestillinger. Hinduismens polyteistiske narrativer ligger som fundament underneden, men gammeltestamentlige kristne idéer om fx Noahs ark og Jobs bog gives ind på lige vilkår. Fortællingen er desuden bygget metateknisk op, så det virker som om, at Martel selv har fået den samme fortælling fortalt (og omtaler da også selv en inspiration fra en brasiliansk novelle). Derud over er Life of Pi jo også en klassisk robinsonade, hvilket understreges af, at Pi strander på en øde ø med kun tigeren at kommunikere med. Der er mange flere referencer, der tilsammen opbygger fortællingen her, men dette er de vigtigste. Sammen med en sammenvævet new age-filosofi spiller denne intertekstuelle tilgang til fortælleteknik (og Gud) en velkendt postmoderne melodi.

Ang Lee viser igen med Life of Pi, at han er en fantastisk alsidig instruktør. Filmen skiller sig – ligesom flere af de foregående – igen ud. Fællestrækkene mellem flere af filmene er dog, at personer bringes i uføre og ad den vej finder ind til en kerne af sandhed. Tænk på samuraierne i Crouching Tiger, Hidden Dragon og på homoseksualiteten i Brokeback Mountain. Men allerede fra starten – især i den såkaldte Father Knows Best Trilogy – grundlægger Ang Lee et særegent blik for kulturelle diagnoser på godt og ondt. Ang Lee er en exceptionel kulturanalytiker med sine film, selvom han aldrig har været så god som i sine tre første film.

Det største problem med Life of Pi er, at teknik og stil kommer til at skygge for meget for den historie, som Pi fortæller forfatteren. Denne fortællestruktur er indlagt i fortællingen med det helt særlige fortsæt at installere en utroværdig fortæller i historien. Dette redder langt hen ad vejen filmens stærke visuelle side fra at undertvinge en historie om søgen efter Gud. Det er lidt, som skal Gud illustreres via CGI-effekter, hvilket bliver alt for plastisk. Filmen glemmer den eksistentielle side af Pis søgen – og illustrerer det banalt ved, at Pi læser Camus på et tidspunkt. Men kan man holde til new age-spiritualitet som grundlag for fortællingen, og er man til denne nye tendens udi visuelt overdådige værker, må Life of Pi være lige sagen.


Forrige anmeldelse
« The Man with the Iron Fists «
Næste anmeldelse
» Broken City »


Filmanmeldelser