Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Doom Generation (75 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 10/4 2013, 09:57 af Torben Rølmer Bille

Karikeret eksistentialisme


Karikeret eksistentialisme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke ærligt langt tid siden, at nærværende anmelder ytrede sit uforbeholdne misbehag mod Gregg Arakis film Nowhere og nærmest svor en bloded på aldrig at ville se endnu en af mandens film. Det var lige indtil undertegnede opdagede, at der i bunken af tilsendt materiale også lå filmen The Doom Generation, som var Arakis midterdel i i den såkaldte Teenage Apocalypse trilogi, som endte med førstnævnte film.

Der er flere gode grunde til at skrive anmeldelser og blandt disse er, at anmeldelser af sager som er så dårlige får galden til nærmest automatisk at flyde ned på siden og udkrystallisere sig i hurtigt skrevne skældsord. Det kunne man også tro var tilfældet med The Doom Generation, men sådan forholdet det sig faktisk ikke. Måske har Nowhere i både sit fravær af indhold og neonfarvet nærbilledæstetik fået tilvænnet undertegnede til at opleve den anden af Arakis film i et bedre lys, eller også er det snarere fordi The Doom Generation er en langt bedre film. Uanset grunden bliver den på ingen måde lagt lige så meget for had som var tilfældet med Nowhere.

Filmen adskiller sig primært fra sin efterfølger ved at have en langt mere sammenhængende handling. Den følger først det unge kærestepar Amy og Jordan, der kører rundt i deres store amerikanerbil, uden noget synderligt formål. På deres vej møder de den ustyrlige Xavier, som Jordan fascineres af men Amy indledningsvis afskyr som pesten. Sammen oplever de nogle virkeligt bizarre ting. Eksempelvis vil en koreansk butiksejer skyde dem, da de ikke har småpenge nok til at betale for de varer de vil købe, da de efterfølgende kommer i klammeri og slås om geværet bliver butiksindehavernes hoved skudt af. Det lander på nogle sække med ris og begynder efter at have spyttet skum ud at tale. De tre flygter over hals og hoved, men deres problemer er først lige startet.

Amy og Jordans forhold sættes på prøve, da Amy en sen nat boller med Xavier, mens Jordan sover lige ved siden af, men da Jordan ikke synes at besidde evnen til at blive rigtigt sur, kan han pludselig se det fascinerende ved at de begge kan elske med Amy samtidig. Klassisk frisindet menage a trois ala MTV generationen, men med et twist. De tre unge bliver konstant nødt til at være i bevægelse, da de jages både af myndighederne og ikke mindst at en masse forskellige figurer - af begge køn - som alle tror at Amy er en af deres tidligere kærester. Disse vil gå så langt som at slå ihjel for at få hende tilbage.

Det komiske og karikerede univers som er skabt i filmen, virker langt bedre gennemarbejdet her end i efterfølgeren og selv om der både er setstykker og eksteriører, der virker ufrivilligt komiske, så er det netop fordi det er hensigten. Alle værelsesnumre, tv-kanaler og priser er naturligvis over 666 – bæstets bibelske nummer. Der er en lang række karakterer som virker som om de er trådt ud af et 90’er skuespil. De mange næroptagelser fungerer også langt bedre og dialogen, der måske var råprovokerende tilbage i halvfemserne, har måske mistet lidt af sin gnist, men fungerer stadig efter hensigten.

Det som er og bliver Arakis store problem, er at han ikke ved, hvad det præcist er han vil fortælle med sin film. Det er sikkert tænkt som en samfundskritik der skal videre bearbejdes af tilskueren og ikke mindst en hyldest til teenagelivets eksperimenteren med stoffer, seksualitet og identitet - men det ender ud med at bliver form over indhold.

Hovedrollen som den forsigtige Jordan, der står i kontrast til hans punkerprinsesse med Prins Valiant-frisure (Rose McGowan), spilles af James Duval, der ligeledes var en af de førende karakterer i Nowhere. Faktisk virker det som om han spiller næsten nøjagtigt den samme rolle, og hans manglende reaktioner på det der sker omkring ham fungerer heller ikke. Selv om filmens tagline – "Sex. Mayhem. Whatever" egentlig er meget sigende, så er det det sidste ord, der desværre kommer til at fylde mest. Det er lidt en skam, for selvfølgelig skal en film, der havde til hensigt at tegne et generationsportræt fokusere selvsamme generations rodløshed og ligegyldighed, men mindre kan måske også gøre det.

Det er dog ikke noget subtilt ved Arakis tilgang til materialet. Til gengæld er The Doom Generation, dels på grund af den ofte afklædte McGowan (vores homosksuelle instruktør skriver også udtrykkeligt, at det er en "heterosexual movie"), dels på grund af sine bizarre, næsten Troma-agtige splatterpåhit og endelig fordi den er en periodesatire, lavet i den periode den søger at beskrive, som til dels fungerer. Dermed ikke sagt at det er en fantastisk film, men der vil sikkert være enkelte der er vokset op i generation Whatever, som vil finde store dele af The Doom Generation så sjov og charmerende, at man ligefrem finder sine gamle Nine Inch Nails og Nirvana plader frem.


Forrige anmeldelse
« Shadow «
Næste anmeldelse
» De eventyrlige vogtere »


Filmanmeldelser