Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Spiral (5x50 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 7/4 2013, 07:20 af Kim Toft Hansen

En økonomisk æstetik?


En økonomisk æstetik?

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der findes et politisk ønske om at holde tingene adskilt. Kunst for sig og økonomi for sig. Det er nemmest. Et ministerium for hvert område med vandtætte skotter imellem. Men hvad sker der, når denne grænse brydes ned? Mødet mellem æstetik og politik kan være kraftfuldt og uimødeset. Spidst som et saltet sår. Det er dette specielle møde, den transnationale tv-serie The Spiral tager udgangspunkt i. Den er netop udkommet på dansk købefilm.

Arturo er en pseudoidentitet for en kunstner i underverdenen. En ældre herre med forkærlighed for protestkunst. For happenings, der sætter sociale eller politiske problemer på spidsen. Det går dog op for ham, at det ingen verdens nytte har. Det etablerede system opsnapper og approprierer bare protesten i sig selv. Sluger den råt og spytter en kommerciel version ud i den anden ende. Derfor sætter Arturo og hans kunstnerkollektiv sig for at udtænke en større mere spektakulær happening.

Seks berømte kunstværker. Seks lande. Seks tyverier samtidig. Planen er politisk at udstille de økonomiske processer i samfundet via kunstværkerne som kommercielt attraktive produkter. Men der er andre kræfter på spil. Da gruppen bag logoet ’the spiral’ begynder at blive myrdet, indser de, at de måske har leget med kræfter, der er større, end de nogensinde havde forestillet sig det. Æstetikken bliver til en kraft, der overstiger alt. Også skaberne selv.

The Spiral er beslægtet med mange fortællinger og forestillinger, der inddrager kriminalitet som en politisk og æstetisk aktivitet eller en protestaktion. Senest har den danske instruktør Anders Rønnow Klarlund arbejdet med problematikken i den fremragende film The Secret Society of Fine Arts (2012). Denne tradition trækker tråde tilbage til fx Thomas de Quinceys berømte og berygtede fiktionelle essay ”On Murder Considered as One of the Fine Arts” (1827), der peger videre til André Bretons idé i det andet surrealistiske manifest om det tilfældige mord som det perfekte kunstværk.

Ja, det betyder, at The Spiral skriver sig ind i en sammenhæng med nogle store drenge i skolegården. Og på ingen måde lever serien op til denne association. Den benytter sig ikke af samme tankegang i hverken stil eller tematik. I stedet er handlingen sensationsbåren og meget mere beslægtet med den populære skandinaviske krimistil. Med andre ord tager den udgangspunkt i en politisk æstetik, som den inddrager tematisk – uden rigtig at gøre noget ved den. Det er samtidig besynderligt selvmodsigende, hvordan en tv-serie, der selv er tungt finansbåren af produktplacering (fx Apple), kan kritisere kommercielle kræfter.

Det betyder dermed ikke, at tv-serien er svag eller mangler underholdning. Den vil i høj grad appellere til de, der synes om den store, populære mængde søndagskrimier og spændingsserier. Serien er en strategisk satsning fra flere europæiske tv-selskaber, fx Sveriges Television, den flamske VRT, skandinaviske TV3, osv. Det er en konstruktion, der på den ene side giver mulighed for, at flere skyder skillinger i sammenskudsgildet. På den anden side giver det også en stor sendeflade, når alle tv-kanalerne samtidig kan have premiere på serien.

Denne transnationale satsning er også indbygget helt eksplicit i handlingen og i castingen. Den transnationale politiske æstetik vikles ind i en efterforskning koordineret af EU’s politienhed Europol. Også her bliver politikken om adskillelse af kategorierne et problem, da kunstpolitiet støder på økonomisk kriminalitet, de ikke må efterforske. Fra dansk side er – i led med denne transnationalisme – derfor også en række danske skuespillere med, der skal tiltrække danske seere. Det drejer sig hovedsageligt om Paw Henriksen og Thure Lindhardt. På lignende vis har de øvrige landes produktionsapparater hentet landskendte skuespillere ind som en velkendt seerstrategi.

Serien holder faktisk fint som en spændingsserie med fokus på de tre parter, der er involveret: politiets efterforskning, kunstnerkollektivets flugt fra politiet og det, der langsomt viser sig at være en ukendt tredjepart med sin helt egen interesse i kunsttyverierne. Den politiske æstetik er dog på ingen måde dybsindig, og seriens slutning – er jeg desværre nødt til at sige, uden at afsløre for meget – er lige ved at vælte læsset. Det er den tyndeste og mest umotiverede slutning, der længe er set. Det er i princippet synd for en serie, der hovedsageligt faktisk virker som en fin, lettilgængelig og underholdende omgang tv-fiktion.


Forrige anmeldelse
« On the Road «
Nste anmeldelse
» The Possession »


Filmanmeldelser