Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Uendelige verden (615 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 17/12 2012, 20:39 af Kim Toft Hansen

Historisk f(r)iktion


Historisk f(r)iktion

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er blevet sagt, at historisk langprosa – model Ken Follett – står klar i kulisserne til at overtage markedet for næsen af krimierne. På bestsellerlisterne er der nu flere og flere af disse murstensromaner med historiske udlægninger af slægts- og moraldramaer. Samtidig er der nogle interessante sammenfald mellem den tværmedielle opmærksomhed, som denne trend får. Ligesom krimien er meget af denne historiske fiktion blevet oversat til tv-mediet i højere grad end filmmediet. Det gælder også Ken Folletts storsælgende romaner, hvor romanen Uendelige verden netop er udkommet som købsserie i en over 600 minutter lang versionering.

Der er mange ting, som er nødvendig at gøre sig bevidst omkring Ken Folletts forfatterskab. På overfladen prætenderer det historisk fiktion, men underneden er interessen en helt anden. De grundlæggende mekanismer er hovedsageligt et fokus på melodramatiske effekter, hvor godt og ondt trækkes skarpt op, og hvor moralen understreges på en måde, så det er svært at modsige, at denne eller hin er ondsindig og må undertiden dø. Folletts fortællinger – og således også filmatiseringerne heraf – lider lidt under denne interesse i det historiske, der på mange måder kommer til at bære præg af anakronismer: historisk friktion.

Uendelige verden finder sted i middelalderens Sydengland, hovedsageligt i den lille købstad Kingsbridge, samt i de kontekstualiserede royale gemakker. Fortællingen handler derfor om alt fra det lille kærlighedsdrama og den store hundredeårskrig mod franskmændene – grundigt viklet ind i hinanden. Midt i det hele står en stærk kirke, der har magten over de fleste, personificeret gennem den kyniske og selviske prior Godwyn. Hovedfortællingen drejer sig dog om forholdet mellem Caris og Merthin, et kærlighedsdrama, der hele tiden løber ind i tidsaktuelle problemer. De vil så gerne have hinanden, men meget onde og udspekulerede mænd og kvinder står i vejen.

Serien her fokuserer – gennem særligt Caris’ medicinske interesse – på kirkens opmærksomhed på hekse og hekseforfølgelser. Allerede i starten af det 14. århundrede placerer Follett og tv-serien mødet mellem den nye naturvidenskabelighed og kirkens teologi. Alene denne interesse er lidt en anakronisme, eftersom denne udvikling – selvom der naturligvis var antydninger tidligt – først for alvor får den vind i sejlene, som serien plæderer for, mindst 150 år senere. Og her er det endda med spæde skridt, der først langt senere når de oplyste højder, som særligt Caris og fortællingens kvindelige klosterforstander står for.

Det er svært ikke at blive irriteret på sådanne anakronismer, der i fortællingen bliver til nogle lette effekter, som skal bane vejen for store moralske konflikter. Vi kan naturligvis – i dag – godt se, hvordan særligt priorens og kirkens mørkemænd argumenterer helt fejlagtigt, fordi vi lever i en gennemvidenskabeliggjort tidsalder (så godt som). Derfor er det vores historisk anakronistiske briller, der understreger, hvad der er godt og skidt, og ikke fortællingens egen historiske kontekst. For den er produktionen sådan set ligeglad med. Det gælder derfor serien generelt, at moralens vogtere er problematisk meget mere moderne end de onde.

Denne indvending hænger derfor også meget tæt sammen med seriens særlige måde at opstille godt og ondt på. De onde er virkeligt onde, mens de gode er dydsmønstre selv. Udspekuleret magtmisbrug sættes diametralt som modsætninger til humanisme og forståelse – og ingen har blot en grad af sin modsætning indbygget i karakteren. En central karakter er fx ikke bare magtliderlig og hungrende efter adgang til politisk herredømme, men vedkommendes onde hensigter skal understreges af, at han også er almindeligt liderlig: hans ondsindighed understreges derfor af, at han voldtager en uskyldig (og lyshåret!) ung pige.

Det er egentligt overraskende, at storsælgende romaner som Ken Folletts ikke kan rejse mere kapital til storproduktioner. Der burde, at dømme efter romanernes salgstal, være publikum til en trilogi pr. roman. I stedet er produktionerne sparsomme tv-produktioner præget af svag instruktion og ikke mindst ringe skuespil præget af overspil. Særligt castingen af serien er problematisk. Selvom der går mange år gennem serien bliver personerne tilsyneladende ikke ældre – samme skuespiller spiller rollen gennem lang tid, og de sminkes heller ikke ældre. Castingen af fx Blake Ritson som kong Edward III og Aura Atika som hans mor Queen Isabella er besynderlig. De er stort set jævnaldrende og er ikke sminket anderledes. Men skal alligevel være mor og søn.

Stil i såvel det visuelle som i det narrative er også en anelse vredet. Det visuelle er præget af lette effekter, og besynderlige sammensmeltninger: det sner fx ganske ofte filtersne, selvom der ikke er en sky på himlen. Det narrative er også ofte meget komprimeret, hvilket betyder, at den undertiden meget hurtigt går fra småsludder til de helt store følelser. Gensynet mellem Merthin og Caris – efter syv års adskillelse! – går fx på få sekunder fra gensynsglæde til snak om kærlighed og ægteskab. På den måde fremstår Uendelig verden helt utroværdig i såvel sceneopbygning, visualisering og historisk interesse. Desuden har den stedvist svært ved at binde scener og sekvenser forståeligt sammen.

Jamen, det er jo et eventyr, vil en indvending være. Ja, det kan godt være, vil jeg så sige. Men et eventyr driver ikke rovdrift på store fortællinger om videnskabelig udvikling, samfundenes sekularisering og en kærlighedsforståelse, der først for alvor opstår i det 17. århundrede. Måske er det mig, der er for kritisk. Men jeg bliver i hvert fald træt, når jeg hele tiden skal have at vide, hvad jeg skal mene. Serien fortæller mig hele tiden, hvem jeg skal holde med, og hvem jeg skal ønske død. Vig bort, identifikation, det her er en historisk soap opera. For dem, der kan lide det. Jeg kan ikke.


Forrige anmeldelse
« Hobitten: En uventet rejse «
Næste anmeldelse
» En plads i solen »


Filmanmeldelser