Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Livstid (89 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 3/12 2012, 19:34 af Kim Toft Hansen

Det går ud over børnene


Det går ud over børnene

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Liza Marklund bliver en bedre plotter undervejs i sit forfatterskab. Hun bliver mere spidsfindig i, hvordan hun fletter fortællingernes spor sammen på en troværdig måde. Romanerne bliver slet og ret bedre undervejs. Det påvirker derfor også filmatiseringerne af seks udvalgte romaner i Marklunds serie om tabloidjournalisten Annika Bengtson. Nobels testamente var den første, men den ligger relativt sent i bogserien. Den er formentlig udvalgt som den indledende biograffilm, fordi den er den mest spektakulære. De næste fortællinger ligger tidligt i bogserien, og er af samme årsag blevet til nogle halvsvage fortællinger præget af godt håndværk. Røde ulv viste dog, at den stil, produktionsselskabet har anlagt, godt kan omsættes til en spændende fortælling.

Nu er turen kommet til den hidtil næstsidste i bogserien Livstid. Den er netop udkommet som købefilm sammen med de fem øvrige tv-produktioner, og er også her den femte og næstsidste i filmserien. Livstid er også blandt Marklunds bedre romaner, hvilket igen som konsekvens har, at den bliver til en af de bedre i tv-versionerne. Den handler om mordet på en berømt svensk politimand, der vækker en vis opsigt, fordi han var vellidt og ingen fjender havde. Hans kone er delirisk og taler kun usammenhængende, og politiet tilbageholder hende under mistanke for mordet. I mellemtiden er deres fælles søn forsvundet, og opklaringen sigter hovedsageligt efter at genfinde den lille dreng. Annika sættes til at undersøge den personlige vinkel af sagen for sin avis, og opdager ret hurtig, at politimanden ikke alligevel var så fin i kanten, som han ellers fremstår.

Den strategi, som Marklund konsekvent bruger, er Annikas fokus på en personlige vinkel. Det giver hende nogle fordele, når hun på den måde kan trække på det emotionelle i en kombination med en tiltagende personlig indignation. For det første får hun mulighed for i Livstid at parallelisere dette med Annikas personlige parforholdsproblemer. Men for det andet giver dette også anledning til, at det ikke kun bliver et personligt projekt for journalisten. Det bliver også den fortælling, hvori Annika udsættes for den største personlige fare. Og med denne narrative strategi ret effektivt effektueret bliver fortællingen ret beset spændende. Udkommet er ikke kun et spørgsmål om ret og vrang – det handler samtidig om vores hovedpersons ve og vel.

Livstid er dog ikke perfekt i den filmatiserede udgave (principielt heller ikke som roman). Trods den spændende fortælling trækker den tungt på thrillerens vidensdistribution, hvor seeren undervejs får lidt mere at vide end efterforskerne. Det kan være rent informativt, eller det kan være gennem stilistiske virkemidler. Meget tidligt i filmen fokuseres der på politichefen, der i enkelte scener stjæler billedet, og de langsomme zoom og den karaktermæssige portrættering af ham gør, at han med det samme fremstår mistænkelig. Sagen er naturligvis mere kompleks end som så, men der er fra starten for de fleste næppe nogen tvivl om, at han er indblandet i hændelserne på en eller anden måde. Den information kunne let have været tilbageholdt med interesse i et overraskelsesmoment undervejs. Filmens valgte strategi fratrækker en væsentligt spændingsdimension – og tilfører ikke nyt.

De personlige kvaler, der i seriens første film var nedtonet, har vundet væsentligt frem i de seneste to. Røde ulv understregede Annikas engagement gennem en personlig forhistorie, mens Livstid krydsveksler mellem hendes skilsmissesag og den pågældende mordefterforskning. I begge sager er det børn, der fanges i midten, og parallellen synes heraf selvfølgelig oplagt. Men i modsætning til de spændingsengagerede sekvenser, drejer serien – og særligt Livstid – ind på et melodramatisk spor, hvor vi skal føle medlidenhed med Annika i hendes kamp om at se sine børn. De personlige passager i filmen når dog aldrig samme spændingsniveau som de personlige trusler, og derfor kommer disse scener til at fremstå som bremseklodser for den narrative fremdrift.

Livstid cementerer med andre ord det bløde mellempunkt, der er ret karakteristisk for filmserien baseret på Annika Bengtson-romanerne. Det er lettilgængelig krimiunderholdning, der givet vis vil være glemt kort tid efter. Selvom Malin Crépin faktisk versionerer Annika ret fint, så er det rollemateriale, hun kan arbejde med relativt sparsomt og fladt. Der er antydet en vis kompleksitet i, at hun tilsyneladende træffer nogle beslutninger, seeren slet ikke vil/kan/skal være enig i. Dette stridspunkt mellem seerens identifikation og karakterens udvikling benyttes dog i filmserien kun sparsomt. Vi skulle jo nødig skræmme nogen væk. En lille fin metafinesse bliver det dog til, da en person i denne film undervejs ser tv-serien Wallander, der er produceret af samme selskab. Det antyder et interessant dybdeforhold, der dog aldrig rigtig udfoldes.


Forrige anmeldelse
« Røde ulv «
Næste anmeldelse
» End of Watch »


Filmanmeldelser