Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Livid (88 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 22/11 2012, 21:20 af Kim Toft Hansen

Blodets poesi


Blodets poesi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Julien Maury og Alexandre Bustillo overraskede det gyserkræsne publikum med deres fælles debutværk Inside (2007). Den egentlige grundtekst var en velkendt home invasion-film med fokus på blod og poetisk vold. Med subtile og filosofiske elementer indbygget relancerede de en subgenre inden for gyseren, der ellers synes at have udtjent sin værnepligt. Med deres næste – og endelige opfølgning – til Inside tager de igen fat i det groteske, der kan ske, når man trænger ind et sted, hvor man ikke hører til. Livid er netop udkommet på dansk købsfilm.

Filmen handler om den unge Lucie, der skal i praktik hos en hjemmehjælper. Her møder hun på sin første dag den mystiske enke, der i et gammelt forfaldent hus ligger i koma. Rygtet vil vide, at huset angiveligt gemmer på en skat. Hun fortæller dette til sin kæreste og sin ven, og så vælger de tre at tage ud til huset. De regner med, at de roligt kan bevæge sig rundt i huset, fordi ejeren selv ligger i koma. Men ret hurtigt går det op for dem, at det ikke er et helt almindeligt hus, de befinder sig i. Og vejen ud synes at forsvinde, når de prøver at slippe væk.

Stilen er overvældende neogotisk. Det sættes der en tyk understregning under allerede fra starten, hvor alt, der bare ligner et kors, sættes i fokus. Korset kan have en yderligere poetisk substans i fortællingen, men her er blot lidt for seeren selv at tænke over. Den franske landsby lægger også op til en genkendelig southern gothic stemning med sin fokus på sumpområder og gamle træhuse. Den endegyldige gotiske substans indfinder sig naturligvis ved og i enkens hus, der på mange måder udgør en ny version af det gotiske slot. Stilen er gennemført og ekstremt veleksekveret.

Livid læner sig også op ad gyserens særlige forhold til den surrealistiske tone. Langt de fleste gysere mister dog denne fornemmelse undervejs i takt med, at en forklaring for det mystiske indfinder sig. Men Maury og Bustillo viste allerede i Inside, at de turde fastholde en lang række fællestræk fra surrealismen, og de gentager kunststykket i Livid. Ved at entrere huset, ender de tre unge med at suspendere alle naturlove, og det udnytter filmen til fulde. Forvent ikke logiske slutninger og sammenhængende fortællinger. Giv dig i stedet hen til en effektfuld gyser med sære spring.

Livid er en modig film med interesse i gysets underliggende muligheder for at stille spørgsmål til den eksistens, som vi troede, vi kendte. En ting er naturligvis, at filmen er fyldt med blodige scener med kreativ vold. Men underneden ligger en særegen evne til at benytte denne interesse til at udfolde noget, der på film kan være tæt på at være poetisk. Det virker besynderligt, at vold og mord kan fremstå som poesi. Men med rødder i Baudelaire og symbolistiske traditioner giver det bedre mening. Det kan tilmed minde om en grotesk version af Alice i eventyrland.

Maury og Bustillo har gjort det igen med Livid: gjort gyserfilmen troværdig. Den forfalder ikke til genrens klichéer, men udfordrer dem på en måde, der burde få de fleste filminteresserede til at se blodig poesi.


Forrige anmeldelse
« Lawless «
Næste anmeldelse
» Family Plot »


Filmanmeldelser