Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Enter the Void (158 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 4/9 2012, 21:34 af Torben Rølmer Bille

Ud af kroppen


Ud af kroppen

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den franske instruktør Gaspar Noé er om nogen kompromisløs i sit udtryk. Han er nok bedst kendt for filmen Irréversible, der ud over sin meget udpenslede voldsscener og den måske mest væmmelige voldtægt fanget på film, vendte sin narrative kronologi på hovedet og valgte at fortælle en skrækkeligt tragisk og ulykkelig historie baglæns. På den måde starter filmen i total kaos, men idet tiden spoles tilbage bringer den seeren hen mod en ”slutscene” hvor de centrale hovedpersoner netop har mødt hinanden og er blevet dybt forelskede.

Hvis man tror at Noé er en instruktør der kun har et enkelt skud i bøssen, så tager man grueligt fejl. Hans seneste film Enter the Void, er mindst lige så nyskabende og kompromisløs visuelt- og narrativt interessant som Irréversible. Det er en film der visuelt forsøger at gengive de ganske obskure vejledninger fra Den Tibetanske Dødebog, samtidig med at den fortæller en historie om et søskendepar, der konstant og imod deres vilje bliver tvunget fra hinanden.

Efter en voldsom, vild, flimrende titelsekvens hvor farver, et utal af skrifttyper informerer os om, hvem der har været med til at lave filmen, starter Enter the Void med at hovedpersonen Oscar siger farvel til sin søster. Hun skal på job. De befinder sig midt i Tokyo i en lille, rodet lejlighed. Da søsteren er taget væk, finder Oscar sit grej frem og begynder at ryge DMT: et kraftigt halllucinogen, som i løbet af kort tid får ham til at se mønstre og farver. Disse forsvinder gradvist da han pludselig opdager at mobilen ringer. Hans ven Victor forlanger at Oscar dukker op på en nærliggende bar med nogle stoffer som han har lovet at skaffe til ham.

Da Oscar dukker op opdager han at Victor har lokket ham i en fælde. Politiet dukker op, Oscar flygter ind på et toilet. Her forsøger han desperat at skylle stofferne ud, men da politiet er ved at bryde døren ned råber han at han har en pistol i et forsøg på at købe sig lidt mere tid. Politiet vælger ikke at tage nogen chancer, så de skyder gennem døren. Oscar rammes midt i brystet og dør på stedet.

Denne tyve minutters lange startsekvens er udelukkende filmet fra Oscars point of view og selv om man kunne mene at dette ville være irriterende, så er dette subjektive perspektiv i denne film sært dragende. Seeren får konkret mulighed for at opleve det samme trip som Oscar får efter at have røget sit stof og idet skuddet lyder, bliver Oscars voice-over et ekko af det som seeren: ”det er sikkert bare efterdønninger af DMT’et, jeg er ok…” Inderst inde ved vi jo godt at det næppe er tilfældet.

Kameraet trækker sig langsomt væk fra den døde krop og kameraet skifter position. Vi følger nu Oscar i 3. persons perspektiv, hvor vi sammen med ham genoplever både de mest traumatisk ubehagelige, men også de mest underskønne, kærlighedsfyldte episoder fra hans forgangne liv. Kronologien er holdt i forholdsvis stramme tøjler her og idet fortællingen nærmer sig dødsøjeblikket igen, intensiveres klipperytmen. Dette gør, at vi, lige som Oscar bliver nærmest desperate for at holde fast i det liv, som engang var.

I begyndelsen af filmen taler Oscar med sin gode ven Alex, der har lånt ham Den Tibetanske Dødebog og som er bekymret for at hans kammerat er begyndt at fungere som narkokurer. Alex fortæller også de seere som ikke har læst bogen, hvad grundessensen er, i hvert fald sådan som han forstår den. Bogen er, siger Alex, en guide til ethvert menneskes død. Det er en rutebeskrivelse til de, der ikke ønsker at blive reinkarneret, men samtidig åbner bogen mulighed for at den person, der er alt for knyttet til det jordiske liv, kan få præsenteret flere muligheder for at blive født ind i denne verden på ny.

Da Oscar ankommer til sin død igen skifter filmen atter perspektiv. Kameraet fungerer nu som Oscars ånd, sjæl eller bevidsthed, der praktisk talt svæver uset over hovederne på de figurer, som filmen ellers har præsenteret os for. Oscars sjæl følger primært to af hans venner og især våger han over søsteren Linda, som Oscar har et meget nært forhold til.

I denne tredje akt af filmen får Oscar lov til at observere hvad der sker både med sit eget legeme, men også hans nærmeste, i tiden efter sin død. Denne del af filmen kan nærmest beskrives som en psykedelisk multiplot-film, hvor Oscar – nu repræsenteret via et konstant, roligt bevægende kamera, der filmer stort set alle situationer fra ekstreme fugleperspektiver, men hvor det også indimellem bevæger sig nær det han observerer.

Oscars bevidsthed er nu i stand til at bevæge sig med tankens kraft gennem Tokyos mange bygninger og svæve over gader. Han kan tilsyneladende lokalisere de førnævnte mennesker. Det sker dog også at Oscar bevæger sig fra et sted til et andet på anden vis, for i en form for overgange mellem enkelte scener drages Oscars løsrevne ånd af forskellige fikspunkter i billedet. Eksempelvis bevæger kameraet sig tættere og tættere på lyset fra en natbordslampe. I næste nu fyldes skærmen med hvidt pulserende lys og computeranimerede mandala-former, der med stor sandsynlighed er skabt efter beskrivelserne i dødebogen.

Da Enter the Void kom frem sidste år var der mange anmeldere der fandt den alt for lang og følte at de mange hallucinatoriske scener blev for repetitive, men det er i denne anmelders optik er den kritik helt misforstået. Idet filmen forsøger at lave en visuel repræsentation af dødsøjeblikket, er det netop en pointe at visse scener trækkes virkeligt langt ud, da det er med til at forstærke vores hovedpersons lyst til at leve. Samtidig har filmen etableret at at han føler et kolossalt ansvar for den søster han endnu engang har svigtet, uden selv at have haft kontrol over situationen.

I en af filmens helt centrale scener oplever vi Oscar som barn sværge en bloded med Linda og love at han aldrig vil forlade hende: ”never ever”, sværger de helt uskyldsrent. Dette løfte går igen som en slags mantra gennem filmen, samtidig med at han må være vidne til at Linda bryder både fysisk og psykisk sammen, efter Oscars død. Det er ufatteligt rørende fortalt, forudsat altså at man lader sig at blive revet med sammen med Oscar og er åben for de visioner som Noé omsætter til film.

Der var også de kritikere, der lod sig gå på af filmens ganske eksplicite sexscener, men eksempelvis Oscars svævende besøg på Love Hotel mod filmens slutning, eller på luderbaren hvor søsteren arbejder: ”Sex, Power, Money” skal naturligvis opfattes metaforisk. Stederne kan så at sige tolkes som fysiske manifestationer af de længsler og drifter der ifølge buddhistisk optik binder os til dette jordiske liv. Det er derfor nærmest indlysende, at Oscars ånd svæver ind og ser, hvad der foregår bag disse ellers så tillukkede døre.

Enter the Void ligner ingen anden film til dato. Det er en visuel tour-de-force gennem et neonoplyst Tokyo, der som oftest ligner noget hevet ud af Tron, samtidig med at det er en visuelt imponerende bud på hvordan det opleves når vi dør. Idet seeren placeres så centralt i handlingen gennem den konstante subjektive kamera, er det svært ikke at engagere sig, især fordi Noé benytter fine empatiske narrative kneb til at få os engageret i sin fortælling.

Uanset hvilken filosofisk eller religiøs overbevisning man end måtte have, så er Enter the Void utrolig seværdig. Den bryder med fasttømrede former for filmfortælling og har samtidig nok shock value til at slutresultatet kun kan kaldes kunst. Det er en kunstfilm, som dog har en ganske bred appel, idet det er et uomtvisteligt faktum at vi alle skal dø en dag.

Valg af tematik og den konkrete udførsel gør filmen til et værk, der bestemt ikke vil falde i alles tilskueres smag, men man kan ikke komme uden om at det er unikt. De ofte sømløse overgange fra de computerskabte svæveture over- og gennem storbyens rum til filmens konkrete handlingssekvenser virker utroligt godt og bringer reminiscenser fra den visuelle hittepåsomhed fra Finchers Fight Club. Samtidig gør integreringen af CGI effekter og live-action, at det samlede udtryk bliver både svævende artificielt og utroligt håndgribeligt på samme tid.

De hypnotiske og farvestrålende abstraktioner, der kaster seerens bevidsthed rundt når Oscars subjektive (kamera-) blik drages af noget bestemt i kompositionen, gør at seeren – uden at kunne intervenere – bliver tvunget til at bevæge sig helt tæt på såvel abjekter (som overskidte toiletkummer og aborterede fostre) som ind i essensen af flammer, lyskilder og langt renere tilstande.

I og med at filmens ”syresekvenser” udnytter både stroboskop-lignende effekter til at skabe synsbedrag og fine nuancer mellem flere toner af eksempelvis farven hvid, tilsat sirlige computeranimerede, organiske mandalaer, så er det også en film der man ikke kan nøjes med at se på et almindeligt tv. Filmen fortjener simpelthen bedre udstyr. Optimalt bør man derfor få fat i BluRay udgaven, et stort lærred, god lyd og sørge for at Noés film fylder hele ens synsfeltet. Det er så afgjort sådan den er tænkt.

Filmens egentlige hovedperson er som nævnt er Oscar (seeren) men det er ikke ham, men derimod Paz de la Huerta, der stjæler billedet. Trækker man sig et øjeblik ud af filmens trip og strammer anmelderslipset lidt, så leverer hun en veritabel kraftpræstation i rollen som søsteren Linda. Nøgen, ofte i ordets bogstaveligste forstand, ser vi hende skrige i frusteret fortvivlelse over broderens død, kneppe med folk på stripbaren hvor hun arbejder, samtidig med at formår at bevare sin uskyldige, lillepigefacon fra dengang hun og Oscar blev skilt fra hinanden første gang. Denne uskyld bliver i filmen nærmest banalt repræsenteret af den slidte teddybjørn hun bærer med sig overalt, men også gennem skuespillerindens rørende og nuancerede skildring af Linda. Undertegnede kunne ikke lade være med at sammenligne Paz de la Huertas udkrængning af sig selv med Isabel Adjanis kraftpræstation i Zulawskis enestående Possession.

Enter the Void er et vildt trip for både ører, øjne og ikke mindst sindet. Selv om man måske kan påstå, at det er et trip, der er helt ufarligt når der nu ikke er stoffer involveret, så er det også en film, som er hård at komme igennem. Ikke fordi den bliver triviel eller kedelig, men fordi den tør at tage sig god tid til at fortælle en dybt personlig historie om empati og kærlighed, samtidig med at den tvinger os til at se billeder der er alt andet end underskønne. Et subjektivt mikrokosmos af liv. Filmen er på ingen måde så nihilistisk trøstesløs som Irréversible, men fællestrækket med sin forgænger skal findes i det faktum, at det er en film som man, uanset om man kan lide den eller ej, aldrig nogensinde vil glemme man har set.


Forrige anmeldelse
« Hunger «


Filmanmeldelser