Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Total Recall (118 min.) Biografversion / Sony Pictures
Anmeldt 8/8 2012, 17:39 af Torben Rølmer Bille

80’er noir


80’er noir

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af tidens mest synlige filmtrends er genindspilninger, eller rettere nye versioner af det, som folk på undertegnedes alder ville kalde for “klassiske 80-erfilm”. Det ville være nemt at begynde en lang opremsning, men lad os bare nøjes med at nænve et par stykker i flæng: Conan, Fredag den 13, Judge Dredd osv, osv. Denne uges remake, eller ”re-imagining”, som det kaldes på producersprog, er af Paul Verhovens Total Recall – ikke kun en firserklassiker, men til og med også en af Arnold Schwartzeneggers bedste film.

Væk er Arnold. Væk er Mars. Væk er en stor glødende kugle, der trækkes ud gennem et næsebor, mens hovedpersonen har et håndklæde svøbt om hovedet. Væk er smarte one liners. Væk er massive mængder af blod og eksploderende hoveder. Spørgsmålet er så – hvad er det egentlig, der er tilbage af Verhovens ikoniske film, ud over dens titel?

I den nye version, der er instrueret af Len Wiseman (som bl.a. har Die Hard 4.0 og et par Underworld-film på sit CV), foregår handlingen udelukkende på jorden. Efter en altødelæggende kemisk krig i slutningen af det 21. århundrede er befolkningen delt op i hhv. Kolonien – det forhenværende Australien – og Den Britiske Føderation. Disse to overlevende dele af verden er naturligt massivt overbefolket, og rejsen mellem dem foregår i en bizar stor elevator, der går gennem jordens centrum.

I dette trøstesløse, meget flotte og stemningsfyldte, Blade Runner-lignende univers møder vi Quaid, der arbejder på en fabrik, der fremstiller de politirobotter, som er nødvendige for at kunne håndhæve lov og orden. Han plages af et tilbagevendende mareridt, hvor han blodigt forsøger at flygte fra et hospital med hjælp fra en smuk kvinde. Han bliver fanget og vågner badet i sved. Selv om Quaid har en dejlig kone, der elsker ham, drømmer han alligevel om et andet liv.

Så da vores hovedperson hører om ”Rekall” – et firma, som tilbyder at give ham en masse erindringer, der er en del mere spændende end dem, han i forvejen har, indvilliger han. Før maskinen dog kan nå at gå i gang, afbrydes proceduren, og en politistyrke vælter ind og dræber alle i rummet undtagen Quaid. I ren refleks dræber Quaid alle og flygter – hjem til en kone, der nu også pludselig vil slå ham ihjel. Spørgsmålet er nu (som i midtfirserne), er det som Quaid oplever virkelig virkeligheden, eller er det den agent-fantasi, han betalte folkene på Rekall for at opleve, der er i gang?

Denne konstante usikkerhed om, hvad der er virkelighed, og hvad, der er fiktion, bærer filmen frem, lige som den har været drivkraften i både originalen og i et utal af lignende hukommelsestabsfilm som eks. serien om Jason Bourne. Oprindeligt var Verhovens film meget løst baseret på novellen We can Remember for you Wholesale af Phillip K. Dick, der gennem sit forfatterskab netop havde denne eksistentielle tvivl som et gennemgående tema. Den nye film er derimod meget løst baseret på manuskriptet til Verhovens film af Ronald Shushett og Dan O’Bannon (der i 1978 også skrev manus til Alien).

Til gengæld er der mange andre små intertekstuelle detaljer, man kan glædes over undervejs – fra den lasede Ian Flemming roman, vores hovedperson læser i før hans besøg hos hukommelsesfolkene, over Rekalls slogan, der minder meget om titlen på Dicks originale novelle, til flere velmente vink til de i publikum, der elsker Verhovens original: Eksempelvis kan man nævne den trebrystede prostituerede (som desværre er det eneste ”nøgenhed” filmen byder på til trods for dens smækre heltinder) og et gensyn med kvinden, Arnold forklædte sig som, da han ankom til Mars.

Det er rendyrket popcornunderholdning, der fungerer langt hen af vejen. Effekterne i filmen, især set-designet og hele produktionsdesignet er intet mindre end fremragende. Selv om man indledningsvis har ganske svært ved at tro på kæmpeelevatoren gennem jorden, fungerer den visuelt lige så fint som både de svævende køretøjer, de neonvåde gader i Kolonien og Rekalls opiumshulelignede kontor. Anakronismen fungerer, men kender man lidt til Londons geografi, vil man sikkert undre sig lidt over, hvordan byen er forandret i hhv. en giftig og en beboelig zone, der ligger så tæt på hinanden.

Det som heller ikke fungerer optimalt er enkelte af actionscenerne, mest tydeligt den, hvor der bydes på svævebilsjagt. Her bliver det meget svært for tilskueren at orientere sig i rummet. Det skyldes de mange hurtige klip, swish-pans og krydsklip mellem karaktererne. Ligeså forvirrende bliver det senere i en meget kompleks actionsekvens, der involverer kubiske elevatorer, der flyver frem og tilbage på kryds og tværs. Selv om man er barn af MTV, må man opgive undervejs. Man mister simpelthen orienteringen, hvilket ikke er godt, når man i stedet skulle være blevet grebet af actionscenens sus.

Til gengæld er det dejligt at se to handlekraftige kvindelige figurer gå i kødet på hinanden og folk omkring dem. Indimellem virker de faktisk mere slagkraftige end vores protagonist, og så er Brian Cranston (som de fleste tv-seriefans sikkert kender bedre som Walther White fra Breaking Bad) en glimrende Cohaagen, selv om han aldrig bliver Ronny Cox. I samme ånd kan man heller ikke undgå at savne Michael Ironside.

Måske er det fordi nærværende anmelder er vokset op med originalen, har slidt VHS kassetten tynd og måske hellere ville have genset Verhovens film i den roste nyligt udsende, remasterede BluRay-udgave, end bevidne et sammensurium af elementer fra en lang række andre Science Fiction film, deltage i et visuelt og fortællemæssigt imponerende mash-up, som på trods af, at den indeholder nok elementer fra den gamle film til, at den formår at blive genkendelig, stadig ikke begejstrer på samme vis. Det er nærmest umuligt at bevæge sig udover den subjektive natur, der er iboende i anmeldelsen. Rådet må derfor være: tag en tur forbi Rekall og d(r)øm selv.


Forrige anmeldelse
« The Artist «
Næste anmeldelse
» The Flowers of War »


Filmanmeldelser