Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Eddie – The Sleepwalking Cannibal (85 min.) Biografversion / Fridthjof Film
Anmeldt 12/7 2012, 07:53 af Torben Rølmer Bille

Kunstkrise og kannibalen


Kunstkrise og kannibalen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er i grunden synd at filmen Eddie ikke kunne undvære sin undertitel, for når man på plakaten læser The Sleepwalking Cannibal, er det allerede for sent – man ved nu, at der forekommer en sådan i filmen, og det er ærligt talt lidt synd, når man nu ellers ville have kunnet blive genuint overrasket over den stumme Eddies natlige gerninger idet handlingen skrider frem. Omvendt set er forekomsten af ordet kannibal på plakaten sikkert også med til at trække en bestemt type af seere til, tilskuere som ellers ikke ville have skænket den nogen form for opmærksomhed, hvis den kun havde fået titlen: Eddie.

Kannibalen er altså ude af sækken og det handler om en særdeles driftig en af slagsen, men før vi møder ham bliver filmens egentlige hovedrolle præsenteret. Det er den danske Lars Oluffson, der har valgt at slå sig ned i en lille canadisk soveby som billedkunstlærer, selv om Lars er utroligt overkvalificeret. Lars er nemlig en verdensberømt kunstner – problemet er blot at han er gået helt i stå og ikke har kunnet male noget fedt i rigtig lang tid. Eddie er elev i Lars’ klasse, men som skoleinspektøren fortæller, så er der en grund til at den fuldvoksne, stumme mand går der.

Eddies tante støtter skolen årligt med anseelige pengebeløb, så da hun dør og derfor ikke længere kan passe på nevøen, flytter han ind hos Lars. Lars opdager imidlertid at Eddie har for vane at forlade sit værelse om natten for at spise mindre dyr, så da Lars bliver noget så irriteret på naboens hund, sætter han ligefrem en stol frem under Eddies vindue, så det er nemmere at komme udenfor. Alt går efter planen, men uheldigvis spiser Eddie ikke kun hunden men også den lige så irriterende nabo. Chokeret over synet af det maltrakterede lig skynder Lars sig tilbage ind i huset, men i stedet for at ringe til politiet, griber han sin pensel og maler et fantastisk nyt maleri inspireret af grusomhederne. Som man nok kan forestille sig befinder Lars sig nu i et enormt dilemma, for afslører han Eddie, opgiver han samtidig også sin nye uvildige muse.

Som man måske kan tænke sig til er Eddie – the Sleepwalking Cannibal ikke en seriøs, socialrealistisk film, der handler om en ung kunstners kamp med sin kunst, for den er samtidig en ganske grotesk, veloplagt fortælling, der har til hensigt at underholde sin tilskuer og samtidig lave grin med etiske spørgsmål, kunstelitens mangel på samme og ikke mindste en film der leger med forskellige typer af kultursammenstød (Dansk/Canadisk, normal/unormal, osv.) . Så selv om filmen er både sjov og underholdende, så går den også - som alle gode komedier - seriøst til værks.

Seriøsiteten ser man måske især i filmens forhold til sine figurer, for selv om det da er muligt at finde figurer, der virker som om man har set dem flere gange før, så er det alligevel lykkedes filmens instruktør og manuskriptforfatterne at præsentere en række ganske fine figurer, hvoraf Eddie naturligvis er den man fremover vil huske tydeligst. Filmen lykkes især i skildringen af forholdet mellem Lars og hans nye blodtørstige sambo og i det hele taget er Dylan Smith fremragende som Eddie.

Det som måske er filmens største problem, er at den vil lidt for mange ting på en og samme tid. Det er fint, at der skal være en kæmpende kunstner og en kannibal, men at der også partout skal kastes en obligatorisk kærlighedshistorie ind, forekommer en anelse letkøbt. Naturligvis har den unge formningslærer som Lars bliver lun på, en funktion i filmen, da det blandt andet er på grund af hendes mistro til ham, at han lover at huse Eddie. Det er bare ærgerligt at en film, der ellers har så grundlæggende original en idé, ikke formår at være mere stringent i sin fortælling.

Der vil sikkert også være enkelte tilskuere, der vil blive lettere frustrerede og vil ønske at diskutere den noget bratte slutning som forfatterne har valgt til at runde filmen af med. Ikke desto mindre er Eddie – the Sleepwalking Cannibal både underholdende, rørende og så synes den også at have et meget humanistisk budskab begravet i sin kerne, til trods for at filmen også viser en retarderet, døvstum mand, der i søvne flår folks hoveder af. Hvordan det kan lade sig gøre, må man selv tage i biografen for at finde ud af.

Utroligt dejligt er det i al fald at se en (delvist) danskproduceret A-film, hvor der optræder en kannibal. Vi kan kun håbe på at dette på sigt åbner op for at vi snart ser en vaskeægte dansk zombiefilm i biografen – er der monstro ikke nogen fra Fridthjof Film, der giver Dennis Jürgensen en opringning snart? Håbet lever.


Forrige anmeldelse
« Med livet som indsats «
Næste anmeldelse
» This means war »


Filmanmeldelser