Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Hvis ikke os, hvem så (121 min.) Købsfilm / Atlantic
Anmeldt 15/5 2012, 07:00 af Kim Toft Hansen

Optakt til terrorisme


Optakt til terrorisme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi kaldes for den historieløse generation. Alligevel er det historiske film, der fylder meget. Det gælder også tysk film, der – nærmest for at blive internationalt populær – tegner det tyvende århundredes beske bagside i Tyskland. Der Untergang og Sophie Scholl tegnede to sider af Anden Verdenskrig, der i det hele taget er godt repræsenteret blandt historiske film. Baader Meinhof-komplekset tog fat i 70’erne omkring terrororganisationen Rote Armee Fraktion, mens Das Leben der Anderen og Goodbye Lenin tog sig af 80’erne og afslutningen af den kolde krig. Alt sammen traumer i den tyske historie, der får en populærkulturel bearbejdelse.

Men vi mangler noget i denne kronologi. Tiden fra afslutningen af Anden Verdenskrig til 70’ernes terror er ikke repræsenteret. Indtil nu. Andreas Veiels Hvis ikke os, hvem så – med den tyske titel Wer wenn nicht wir – lukker dette hul med en film, der tager sin begyndelse i 1949, og fortæller historien om den tid, der ledte op til stiftelsen af Rote Armee Fraktion. En tid med omvæltninger og selvransagelse, identitetssplittelse og et Tyskland, der genfinder sig selv. Filmen udkommer i dag på dansk købsfilm.

Disse tyve år af Tysklands historie er fortalt gennem litteraten Berhard Vespers synsvinkel. Vesper læser litteratur på universitetet, hvor han møder to kvinder, herunder Gudrun Ensslin. De har fælles socialistiske sympatier, der hos Vesper i filmen skildres som en slags reaktion på Vespers far: Will Vesper, den erklærede nationalsocialistiske tyske forfatter. Sammen stifter de et forlag til udbredelse af Will Vespers litteratur, fordi der stadig findes et marked for det. Men langsomt begynder de revolutionære tanker at dukke op.

Filmen er baseret på virkelige karakterer og hændelser. Gudrun Ensslin er naturligvis den velkendte chefideolog, der sammen med Andreas Baader og Ulrike Meinhof tegnede strategien for Rote Armee Fraktion. Den brutale fremgangsmåde er dog ikke en del af Ensslins interesse fra starten, og hun finder sammen med kæresten og forlæggeren Vesper muligheder i det skrevne ord. Da Andreas Baader dukker op, ændrer det sig, og de fleste, der kender historien, ved også, hvor og hvordan det hele ender.

Den spændende ved Hvis ikke dem, hvem så er synsvinklen. Vespers langsomme opgør med sin faderlige fortid, som i øvrigt aldrig helt lykkedes, fylder mest, og terrorisme og ideologisk kamp mindre. Hovedfokus er lagt på traumet, også det kollektive, som Vesper tager med sig fra det tyske nederlag i ’45. Mødet med Ensslin bliver skælsættende for ham, dannende for resten af livet, men kampens metodologi diskuteres i højere grad end selve terrorens formål. Denne vinkel på disse vigtige tyve år er meget velvalgt.

Filmen er krydret med forskellige historiedokumentariske indslag, der skal fortælle om tiden og det miljø, der danner personerne i filmen. Interessant er det, at filmen er helt uden underlægningsmusik, men de mange historiske passager er etiketteret med musikalske indslag: amerikansk musik. Først er det en illustrering af den amerikanske besættelsesmagt efter krigen, dernæst er det et udtryk for den amerikanske kulturimperialisme, som Vesper, Ensslin og Baader reagerer på. Igen et meget fint valg og illustrativ brug af musik.

Hvis ikke os, hvem så er Andreas Veiels store gennembrud. August Diehl, der spiller Vesper, er et velkendt navn i tysk film, men har efter rollen i denne fået et slags internationalt gennembrud, mens Lena Lauzemis i rollen som Ensslin har taget et stormskridt væk fra tv-branchen og ind i filmindustrien. Generelt er Hvis ikke os, så hvem særdeles velspillet og velskrevet. Den bliver aldrig forklarende og historieformidlende. Snarere er det karakterdramaet, der er i centrum – og det er godt. Historien kan indtages på anden vis.

Tysk film og tysk historie har fået en vis opmærksomhed. Med film som Hvis ikke os, så hvem kan man godt forstå hvorfor.


Forrige anmeldelse
« Revenge – a love story «
Næste anmeldelse
» Den vilde dreng »


Filmanmeldelser