Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Awakening (102 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 19/4 2012, 21:26 af Kim Toft Hansen

Vågn op!


Vågn op!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Spøgelser har det med at gå igen, og jobbet er derfor for spøgelsesjægeren at få dem til at igen. Sådan er det normalt i spøgelsesfilm. Ånden er blevet tilbage, fordi der er noget uforløst, som skal løsnes op. En hævntørst, en kærlighed eller et mord, der skal opklares. På den måde har spøgelsesfilmen en interessant relation til detektivdramaet, hvor detektiven skal opklare fortidens synder. I spøgelsesfilmen er det spøgelset, der kræver det fordækte frem i lyset. Formlen er velkendt, men effektfuld. Det gælder også Nick Murphys glimrende gyser The Awakening, der netop er udkommet på dvd.

Vi befinder os i England, empirismens hjemstavn, i 1921. En influenzaepidemi og Første Verdenskrig har krævet store ofre. Derfor er der mange spøgelser til. Mange har nag fra den nære fortid, der ikke vil fortage sig. Det udnytter spiritister groft til at lade de efterladte komme i kontakt med de afdøde. Florence Cathart er stærkt kritisk over for dette, har begået en bog med afsløringer af spøgelser som bluff, og bruger sin tid på at afsløre spiritisternes misbrug af en åndelig eftertid på epidemi og krig. Hun er spøgelsesjæger, men ikke en spøgelsesjæger, som vi kender dem flest. Hun er realist og tror ikke på væsener, der går igen.

En lærer på en kostskole kontakter hende. Hun smider ham praktisk talt ud, efter han har forsøgt at få hende til at besøge kostskolen. En dreng er død, og alle – tilsyneladende inklusive ham selv – er overbevist om, at et spøgelse står bag. Han mener at kunne overbevise hende om, at spøgelser eksisterer. Hun tager med for at få endnu grundigere empiri i sine undersøgelser – og forventer at finde nøje planlagte drengestreger. Strukturen er meget almindelig: En realistisk tænkende person udsættes for noget, som hun vil forklare rationelt. Indtil hun når en grænse. Børnehjemmet bærer på hemmeligheder, der vil frem i lyset.

Det kunne virke, som om jeg allerede her har afsløret det meste. Det er ingenlunde tilfældet. Disse aspekter oprulles inden for det første kvarter, og filmen hovedprojekt er det personlige portræt af Florence. Hun spilles af Rebecca Hall, der bedst kendes fra Woody Allens Vicki Christina Barcelona (2008). Hun spiller sikkert, underspillet og klaustrofobisk, som børnehjemmet også er. Over for hende står Dominic West – velkendt som McNulty i HBO-serien The Wire – som også fungerer fint og underspillet. The Awakening er generelt castet fornuftigt af skuespillere, der formår at fremstille den knugende og vigtige stemning.

Stilen er klassisk gotisk. Børnehjemmet er en stor herregård i britisk empirestil, som cinematisk omsættes til det gotiske slot, hvor uhyggen kan brede sig. Dialogen er stedvist poetisk krydret, og der er drysset små forventninger ned i replikkerne hist og pist, der peger på, hvad der skal ske. Filmen bygger op til erkendelser, ligesom krimien sigter efter afsløringer. Antydninger skal anspore forventningen, og slutpassagerne er derfor også øjenåbnende overraskende. Fortælleteknisk er det udmærket og spændende tænkt. Den kvikke seer vil føle sig bekræftet, mens den mindre kvikke vil sænke ind i overraskelse.

Teknisk, i dialogen, i opbygningen og i spillet såvel som instruktionen er der ikke meget at klandre The Awakening for. Den er produceret af BBC Film, og baserer sig samtidig på den klassiske britiske spøgelsesgyser i stil med Henry James’ Turn of the Screw (1898). Det eneste, som vil irritere flere, er den stærke genkendelse. Opbygning og plot bidrager med intet nyt. Dette er pudsigt nok både filmens force og akilleshæl: Det er en veleksekveret og helt klassisk spøgelsesgyser, og bærer derfor en grundlæggende mulighed for elementær forudsigelighed. Men den er også præget af en vis genkendelsesglæde. Denne type fortælling går igen – og igen.


Forrige anmeldelse
« Helldriver «
Næste anmeldelse
» Hysteria »


Filmanmeldelser