Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Skyskraber (86 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 31/3 2012, 14:04 af Kim Toft Hansen

Fars fallerede fallos


Fars fallerede fallos

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Symbolikken er gennemskuelig. En far har mistet sit dyrebareste. Han sørger for at sønnike ikke udfolder sig med sit dyrebareste. Indtil en grænse. Så rejser skyskraberen sig, og teenageknægten må selv finde ud af, hvordan mødet mellem kønnene fungerer.

Rune Schjøtts spillefilmsdebut handler om teenagerens uvidende fornemmelse for det seksuelle. Og om en far, der har svært ved at give slip på sin søn. Skyskraber er den bedste danske ungdomsfilm længe, fordi den tager ungdommen seriøst – og fordi den ikke kun henvender sig til unge. Den er netop udgivet som købsfilm.

Vi befinder os i provinsen. Et sted i Danmark, hvor der er langt til alt. Og hvor alle kender alle. I dette indspiste miljø bliver karaktererne temmelig ekstreme. Byens faderfigur er Jons far, der ejer byens fabrik. Arbejdspladsen, der lønner hele byen.

Da faren giver byen et lyskryds – et fint symbol på hans tendens til at kontrollere den lille provinsstad – piller den lille Jon ved det, så faren ender med at køre galt. Og miste sin mandighed, sin fabrik, sit selvværd, fordi han gemmer en flaske snaps i bukserne.

Jon vokser op i den tro, at alle problemer omkring ham, er hans fejl. Han accepterer det endda, og lever i en verden, hvor han må bære skylden for provinshullets ondskab. Filmen bruger en komedies karikaturer til at trække nogle skarpe træk frem hos personerne, men det hele er støbt fint ind i en provinssatire, der på mange måder rammer plet.

Jon viser sig desuden at have en forhudsforsnævring, hvilket gør hans potens temmelig problematisk. En teenager, der morgen efter morgen vågner med smerte i bukserne. Og en uviril far, der misundende nægter, at det kan være et problem. Og en pige, der ikke længere vil være jomfru.

Ungdomsfilmens problem i Danmark er, at den sjældent formår at tage ungdommen seriøst. Den vil gerne være didaktisk, og virkemidlet er forsimplede fortællinger, der er skåret over den lige narratologiske vej. Men se på de udfoldelser, som børne- og ungdoms-tv drister sig til, og sig, at børn og unge ikke kan klare symboler, skæve vinkler og besynderlige spring, der ligner noget, vi kender fra surrealismen. Ungdomsfilmens problem er, at den ofte foregår i de voksnes ordnede univers. Det gør Skyskraber ikke. Og det er det, der gør den til en fin film.

Den simple vej ind i en ungdomsfilm, der vil noget for såvel unge som ældre, er dens brug af billedpoesi og kulsværtet humor. Den veletablerede cinematograf Marce Zyskind har komponeret en billedramme, der visuelt hele tiden sætter en både idyllisk og knugende provinsstemning. Samtidig.

Provinsens skyline, som Jon undervejs kobler ind i en stribe skyskrabere, er en meget fin visualisering af den selvtilstrækkelighed, byen bærer præg af. Der er desuden hele tiden mere end bare handlingen på spil i billedet, og det giver en fortællende dybde, der er sjælden.

Filmen er tilmed præget af en subtil metafiktion – en selvbevidst fortælling, hvor fortælleren, der er en lille knægt, som Jon omgås i mangel af bedre, hele tiden kommenterer på handlingen. Egentlig en klassisk voice-over, men den visdom, den lille knægt ytrer sig med, er en distanceret voksentale.

Humoren udspringer heraf, mens den også indfinder sig gennem de outrerede karakterer, deres handlinger og hele byens tidsfornemmelse, der synes at være fortabt i 1987. På mange måder virker tid og sted en anelse forskubbet, men det angives aldrig præcist, hvor(når) vi befinder os.

Skyskraber spiller sig ind i tidens interessante kulturbevidsthed omkring provinsen. Udkantsdanmark, som det mere nedsættende er kommet til at hedde. En betegnelse, der netop understreger, at noget er på kanten til det rigtige.

Stemningen minder en del om Erling Jepsens romaner og filmatiseringerne heraf, fx Frygtelig lykkelig og Kunsten at græde i kor, mens provinskarikaturen også er noget lig Ole Bornedals Fri os fra det onde. Alle film, der ikke ligefrem viser provinsen fra en kærlig side. Det gør Skyskraber bestemt heller ikke. Men den viser mennesket med kærlighed.

Når ungdomsfilmen fungerer bedst er det ikke en ungdomsfilm. Det er også mere receptionen af filmen samt Rune Schjøtts branchefortid, der driver filmen ind i den kategori. Filmen er af distributøren i stedet – og i nogen grad mere passende – døbt en komedie. Skyskraber fungerer på sine egne præmisser, og fungerer ganske simpelt godt som film.

Den bærer dog som ofte set før komediens svaghed i slutningen. Det bliver måske en anelse sødt og søgt. Men undervejs dertil er det en veldrejet skildring af dreng møder pige, køn møder køn. Det er for én gangs skyld befriende, at det seksuelle ikke skildres med berøringsangst. Ej heller helt hos de praktiserende. En meget fin spillefilmsdebut fra en instruktør, jeg glæder mig til at se mere fra.


Forrige anmeldelse
« Spillets regler «
Næste anmeldelse
» I saw the devil »


Filmanmeldelser