Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Rubber (82 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 14/3 2012, 21:57 af Kim Toft Hansen

Dræberdækkets fænomenologi


Dræberdækkets fænomenologi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er film, hvis pitch er så langt ude, at det kun kan undre, der overhovedet er kommet film ud af det. Når man så ser dem, kan det kun undre, at andre ikke har gjort det før. At nå fra det første til det andet handler om mod tilsat en tilpas grad af humor, letsindighed og dumdristighed. En sådan film er Quentin Dupeuxs Rubber (2010), der handler om et massemorderisk bildæk. Filmen er netop udkommet i Danmark.

Man skulle tro, at surrealismen døde med psykoanalysen. Men når vi ser Rubber, bliver det tydeligt, at det stadig er muligt at udnytte surrealismens sære potentiale i kombination med andre genrer og stilarter. Rubber er i udgangspunktet så besynderlig, at filmen bliver exceptionelt underholdende, mens det samtidig overrasker, hvor veludført den er i såvel veltilrettelagt humor og kamerateknisk stilisering.

Lad mig forsøge at vise lidt af, hvad det går ud på: Filmen indledes med en politibil, der ankommer midt i den californiske ørken. Bagsmækken går op, en politibetjent stiger ud, går forbi sin kollega, der rækker ham et glas vand, hvorefter han begynder at snakke til seeren om de mange ting i forskellige film, der sker ”for no reason”. Hvorfor går morderen i Motorsavsmassakren fx aldrig på toilettet? Rubber er, siger han, en ode til film, der sker ”for no reason”. Og har man set filmen, tror man betjenten.

I denne ørken stod en række stole, som bilen kørte i stykker. Det er til stor fortrydelse for den gruppe blandede personer, der venter på at komme til at se filmen igennem en leders medbragte kikkerter (!). De må derfor stå op. Dernæst begynder filmen om dækket, der vækkes til live i sandet. Langsomt kommer til at hægterne og begynder at teste sine kræfter. Det finder hurtigt ud af, at det har psykokinetiske evner, som det testkører ved at sprænge en vild kanin i luften. Vi er i gang!

Rubber er udført med kulsort humor og en vittigheds akkuratesse, hvilket kommer til at fungerer temmelig godt i de utroligt syrede scener. Ikke nok med at dækket selvfølgelig begynder at dræbe alt omkring sig; det bliver også forelsket i en pige. Samtidig kommenterer tilskuerne på handlingen, der langsomt fletter sig mere og mere sammen med det, der sker omkring den film, de ser i kikkerterne. På mange måder er dette en af de mest outrere og veludførte metafilm længe.

Filmen leger med sin metagenre. Den er samtidig umådeligt bevidst om sit tilhørsforhold til horrorgenren, men gør også tykt grin med dette. Fortællingen er i sig selv ret banal, men de mange seriøst morsomme sekvenser hæver niveauet betragteligt, og dens udnyttelse af metafiktion er undervejs på et stilmæssigt ret højt niveau. Det bliver aldrig helt surrealistisk, men det læner sig kraftig op ad dette. Ydermere er det naturligvis en eftertrykkelig parodi på såvel seriemordergenren og kærlighedsdramaet.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde ventet, at Rubber skulle være et værk af den type, jeg fandt. Jeg havde regnet med at skrive tilgivende om filmens overbærende charme. At jeg skulle opdage et værk, der rent faktisk havde en vis tyngde og så gennemført en humorstil, var aldeles uventet. Af bare overraskelse får den seks bloddryppende Goodyear herfra!


Forrige anmeldelse
« Breaking Dawn – Part 1 «
Næste anmeldelse
» Immortals »


Filmanmeldelser