Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Ice 2020 (181 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 28/2 2012, 07:57 af Kim Toft Hansen

Ice, ice, baby!


Ice, ice, baby!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er godt gang i økokatastroferne på film og tv for tiden. Den menneskeskabte naturforandring er i den grad blevet medialiseret, og det er ved langsomt at blive til en accepteret – men ubekvem – sandhed, at jorden bløder. Det virker i hvert fald sådan på mange af de film, der sendes ud, som var det en selvindlysende indsigt, at vi går mod menneskets endeligt som en konsekvens af vores grove udnyttelse af jordkloden. Et godt eksempel på dette er den britiske miniserie Ice (2011), der i den danske udgivelse, som netop har ramt gaderne, har fået titlen Ice 2020. Tallet peger på det årstal, hvor handlingen foregår.

Der er ofte et bestemt antal funktioner, der skal opfyldes i disse fortællinger. 1) En forsker har fundet stærke beviser på, at noget er ved at gå helt galt. 2) Han står alene med denne indsigt, fordi ingen vil tro på ham. 3) Han kæmper en personlig kamp for at finde ørenlyd. 4) Og til sidst er det blevet for sent, og katastrofen er uundgåeligt. Denne opbygning passer til mange økokatastrofefilm såsom The Day After Tomorrow (2004) og den mere sf-fantasy-prægede Avatar (2009). Det er derfor heller ingen overraskelse, at formlen passer fint på Ice 2020.

Thom Archer er en polar- og miljøforsker, der er ansat af olieselskabet Halo. Den globale opvarmning er på dette tidspunkt blevet så voldsom, at flere lande i Europa er tørret ud, og jagten på de nødvendige fossile brændstoffer er trådt ind i en exceptionel problematisk fase. Archer arbejder for Halo, hvor han skal forudsige konsekvenserne af, at de borer efter olie i Grønlands undergrund. Archer og hans kollega finder nogle beviser for, at de vil være en årsag til større klimaforandringer, potentielt en ny istid, hvis de fortsætter. Men da Halo allerede har postet en halv mia. i projektet, er de naturligvis interesseret i, at boringer fortsætter. Det skulle de dog aldrig have gjort.

Filmen er visuelt overraskende veleksekveret i det lys, at det er en tv-produktion. Filmens visuelle effekter fungerer tilstrækkeligt godt, og skaber et realistisk billede af, hvordan London i en dybfryser ville se ud. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at billedsiden er troværdig, eftersom en miljøkatastrofe af dette omfang ikke fungerer uden syn for sagen. Enkelte steder er blue screen-optagelserne blevet hæftet lige kvikt nok på computergrafikken, men det er kun stedvist. Det samlede billede er i forvejen over den standard, som en billigere og hurtigere tv-produktionen kunne forventes at have.

Fortællingen er dog – som ovenfor antydet – en anelse forudsigelig. Ikke nok med, at den følger et genkendeligt mønster fra økokatastrofefilmen. Den formår også i sin karakterkonstellation og i sin afsluttende patos at genbruge lige lovligt meget fra film af samme skuffe. Det er en skam, fordi den første del af de to, som serien består af, faktisk fungerer fint i sin diskussion af økonomiske, migrationsmæssige og miljømæssige konsekvenser af denne katastrofe. Anden del handler i højere grad om, hvordan verden – i dette tilfælde primært England – ser ud efter katastrofen er indtrådt, og hvordan Archer og familien skal kunne finde sammen igen. Dialog og handling bliver her fortyndet og udmarvet.

Ice 2020 er i familie med det, der – efter Ernest Callenbachs roman Ecotopia fra 1975 – er blevet kaldt for økotopien. En økotopi har en relation til både utopien og dystopien: Den er utopisk i sit sigte, da den giver løsningsforslag til, hvordan vi undslipper miljøkatastrofen. Den er dystopisk, når den peger på konsekvenserne, hvis vi ikke gør noget. Ofte kombineres disse to. Archers arbejde, der tager udgangspunkt i den ubekvemme sandhed, er seriens utopiske element, mens dystopien indtræffer på det tidspunkt, hvor filmen bliver apokalyptisk. Apokalypsen er omsluttet af optakt til undergangen såvel som postapokalypsen.

Denne udvikling, som katastrofefilmen har taget, er i familie med modernitetskritikken, der har været fremtrædende gennem hele det moderne samfunds udvikling. Menneskeidealet i moderniteten handler om, at mennesket endelig (!) har fået magten til at underlægge naturens og jordens ressourcer menneskets behov, mens kritikken handler om, at naturen med tiden vil svare igen. Det er så efter sigende det, den gør nu. With a vengeance! Derfor bliver Ice 2020 også temmelig didaktisk, hvilket også for tiden i nogen grad har udviklet sig til et genretræk. Den vil meget gerne lære os, at det, der sker for tiden, er noget være skidt. Det er meget sympatisk, men om nogle år, når denne tendens i medierne har lagt sig, vil vi nok kigge tilbage på disse fortællinger med en vis grad af overbærenhed. De har et præg af propaganda over sig.

Det kræver derfor et vist temperament at se Ice 2020. Er seeren enig i, at mennesket er ved at tæve Moder Jord til blods, vil denne erkendelse fuldt ud blive bekræftet i filmen. Hedder seeren derimod Bjørn Lomborg, eller er denne bare en anelse kritisk over for den miljøanalyse, som filmen trækker noget dualistisk op, så vil den nok være svær at holde ud i sine tre timer lange udstrækning. Karaktertegningen kommer fra et klassisk melodrama, hvor skurken er klædt i sort (både på krop og i sind), mens helten er snehvid, ren og enerverende hjertevindende. Ice 2020 er for så vidt langt hen ad sneløjpen en sofistikeret duel mellem cowboys, der er gode og onde.

Et godt tænkt træk ved Ice 2020 er dens brug af det store perspektiv i kombination med det nære. Serien har brug for at vise konsekvenserne i stort format for miljøets skyld, mens det enkelte menneskes lidelser også skal indføjes. Det gør den ved, at Archer, der rejser til Grønland, bliver adskilt fra sin familie, som skal besøge Archers far i England. Derved fungerer Archers perspektiv som det brede, mens familiens er det personlige og mere smalle. Det er en god idé, og fungerer godt. Også som et blik på migrationsproblemerne. Indtil katastrofen indtræffer i England, har landet nydt godt af varmen, mens de har lukket deres grænser for sydeuropæiske emigranter. Men hvad sker der, når billedet vendes på hovedet?

Stil og perspektiv i Ice 2020 fungerer godt og nuanceret. Fortællestruktur og skildring af miljøproblematikken fungerer lidt for didaktisk og unuanceret. Det er lidt synd, at den ikke adskiller sig mere fra sine artsfæller, hvor særligt The Day After Tomorrow virker som lidt mere end en blot inspiration. En alternativ og mere problematiserende vinkel, ville have vundet bredere indpas. Der er is nok til alle.


Forrige anmeldelse
« Klassefesten «
Næste anmeldelse
» Cold Fish »


Filmanmeldelser