Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Fantastic 4 – Rise of the silver Surfer (92 min.) Købsfilm / Universal/Sony
Anmeldt 8/1 2008, 19:29 af Torben Rølmer Bille

Surf’s up


Surf’s up

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er svært som tegneseriefan ikke at være begejstret for tiden. Ofte visuelt imponerende, dynamisk opfindsomme og ganske fremragende fortolkninger af tegneserier som bl.a. 300, From Hell, Sin City og Hellboy har begejstret og henrykket i de sidste år. Som med al succes har medaljen desværre en mørk bagside. For når producere har indset, at der er penge i skidtet, så gør Hollywood ofte det, som Hollywood er bedst til – skaber tegneseriefilmatiseringer på samlebånd.

Demografierne har jo vist, at der er et publikum, så Hollywood leverer blot den audiovisuelle narko, som brugere så gerne vil have og betale for. Problemet med denne sekundære type er bare, at den hverken giver helt det samme kick eller er lige så vanedannende som det ufortyndede, gode stof. Risikoen eksisterer altså for, at markedet oversvømmes med så mange halvdårlige produkter (læs: Ghost Rider, Elektra, oa.), at man mister mange af sine kernekunder. Det er præcis det, der er følelsen efter at have set anden film i serien om De Fantastiske Fire.

Fantastic Four har ellers altid været blandt mine favorittegneserier, og selvom Mr. Fantastic og Co. aldrig har været blandt de mest seriøse superhelteteams, så har mange af tegneserierne alligevel formået at være både spændende, underholdende og med en kant som mange andre manglede. Den første filmudgave fra 2005 begik den store fejl – ud fra en tegneseriepurists synspunkt – at lade gruppens ærkenemesis Dr. Doom have superkræfter. I tegneserierne var Doom en figur, der gennem snedige opfindelser byggede dommedagsmaskiner og andet utøj, men som uden disse apparater var hjælpeløs. Samme form for mytologiforvirring hersker i seriens anden del som netop er blevet udsendt på DVD.

4: Rise of the Silver Surfer havde undertegnede ellers set frem til i lang tid. Væbnet med en naiv tro på, at filmskaberne havde lært af deres fejl fra den første, var håbet, at tonen måske var blevet en smule mere dyster, især når man som fan ved, hvem surferens arbejdsgiver er. Det grundlæggende plot i filmen fejler ved første øjekast heller ikke noget.

Mr. Fantastic og Invisible Girl skal i filmens start giftes med hinanden, men Reed Richards kan ikke helt lade være med at tænke på andre ting end sit forestående bryllup. Militæret kontakter ham, idet der rundt om på kloden er dukket nogle kolossale huller op. Fænomenet kan ingen forklare, og selvom Richards har travlt, bygger han alligevel en maskine, der kan hjælpe med til at monitorere disse anomaliteter. Inden ret længe viser det sig, at hulerne bliver skabt efter et besøg fra en mystisk sølvglinsende alien.

Surferen er en af de mest patetiske og samtidig også mest fascinerende af alle superhelte. Kender man til lidt til Silver Surfers oprindelse, vil man vide, at han er ude af stand til at vende hjem til sin elskede Shalla , fordi han har svoret at være Galactus’ slave i al evighed. Til gengæld lovede denne kosmiske superskurk ikke at suge al kraft ud af Surferens hjemplanet. Surferen fungerer i både tegneserier og i filmen som en slags fortrop for Galactus. Surferen drøner rundt i rummet for at finde passende planeter, som Galactus kan dræne for liv. Forhistorien om Surferens hjemplanet og hans elskede får man dog aldrig i filmen, selvom den syntes oplagt.

Reed Richards – uvidende om Galactus – opdager, ved at sammenligne surferens unikke kosmiske stråling, at de planeter Surferen har besøgt, døde ud eller blev destrueret otte dage senere. I kampe med Surferen opdager vore fire protagonister, at en direkte fysisk kontakt med hans kosmiske energier, får vore helte til at bytte kræfter med hinanden, hvilket er med til at skabe nogle både morsomme og dramatiske situationer.

Som om en overhængende trussel mod jorden og alt liv ikke er nok, har surferens tilstedeværelse tillige vækket selveste Dr. Doom fra sin dvale. Tro overfor tegneserien får Doom hurtigt lyst til at stjæle surferens kosmiske energi og bruge den til sit eget skumle formål, så de Fantastiske Fire får rigtigt travlt.

Umiddelbart virker det jo som et lovende plot, og det skal siges, at filmen er betydeligt bedre, mere actionpræget og væsentligt flottere end den første. Problemet er bare, at halvanden time slet ikke er nok til at fortælle historien. Frustrerende er det også, at meget af tiden bliver brugt på soap-opera dilemmaer omkring Richards forestående bryllup og det fremtidige familieliv sammen med Sue Storm. Det er mærkværdigt, at Mark Frost – manden der i sin tid skabte revolutionerende tv sammen med David Lynch – ikke kan stykke et bedre, mere helstøbt manuskript sammen med sin makker.

Værre endnu er, at filmmagerne har valgt at lade Galactus optræde som en stor, truende, kosmisk støvsky. Ganske vist ser man, hvis man er meget opmærksom, omridset af Galactus’ karakteristiske hjelm som en skygge på Saturn og i et kort glimt mod en brændende baggrund mod filmens slutning, men det er bare synd at reducere John Buscemas og John Byrnes fantastiske vision af verdensæderen til indholdet af en støvsugerpose! Selvom det blev sagt om X-Men, at gule spandexdragter ikke holder på film, så kan man jo med al tydelighed se, at Silver Surferens figur fungerer upåklageligt. Valget om ikke at vise Galactus i fuld figur er vitterligt et skuffende pay-off.

Værst af alt er dog den rædsomme dialog, der gennemsyrer filmen samt det faktum, at skuespillerne ikke kan tage deres roller seriøst. Den helt igennem computergenererede Surfer leverer faktisk langt mere troværdig præstation end både Jessica Alba og Ioan Gifford – måske især takket være Fishbournes stemme, som er et perfekt valg. Fantastic Four er naturligvis hverken Bergman eller Ibsen, men grunden til at Christian Bale fungerer som Batman eller, at Ron Perlmann gør en god Hellboy er, at de spiller deres roller med lige så stor indlevelse, som var det kanoniserede kunstværker de medvirkede i. Derfor ender den nye Fantastic Four film med endnu engang at skuffe, på trods af alle de gode intentioner.


Forrige anmeldelse
« Cecilie «
Næste anmeldelse
» Close Encounters of the Third K... »


Filmanmeldelser