Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Don’t be afraid of the dark (99 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 16/2 2012, 18:22 af Torben Rølmer Bille

Neogotiske tandfeer


Neogotiske tandfeer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Året var 1973 og tv-gyseren Don’t Be Afraid of the Dark skræmte den dengang niårige Guillermo Del Toro (Hellboy, Pans Labyrint, oma.) så voldsomt, at ham måtte lave en ny version af den – muligvis for at få den ud af systemet. I 2011 havde han derfor et manuskript klar, der dels fulgte originalens fortælling, dels smed nogle personlige twists oveni. Del Toro overlod instruktørstolen til den forholdsvis uprøvede Troy Nixey, som har skabt en film, der på den ene side ikke er synderligt original, men på den anden side fungerer ganske fint som stemningsfuld monsterfilm.

På mange måder starter filmen helt klassisk omkring 1900 med en stor, mørk, gotisk villa hvor en ung stuepige - bævende, med kandelaber i hånden - bevæger sig ned i kælderen for at tilse husets ejer. Han er tydeligvis blevet rav ruskende sindssyg, for han angriber stuepigen og da hun er slået halvt bevidstløs begynder han - med mejsel i hånd - at høste hendes tænder.

Handlingen springer nu frem til vor tid. Huset står stadig, men er forfaldent så et ungt par – en mand som restaurerer antikke bygninger og hans kæreste Kim, som er indretningsarkitekt, flytter ind for at sætte huset i stand med videreslag for øje. Til huset ankommer også mandens unge datter Sally, som ikke har lyst til at flytte væk fra sin mor og da slet ikke ind i et fremmed hus sammen med en far, der ikke har tid til at lege og en irriterende stedmor, som bare vil være venner.

Som i mange andre af de film som Del Toro har produceret eller instrueret er filmen langt hen af vejen holdt i børnehøjde og det er gennem Sallys øjne at seeren bliver vidne til de ting i huset som ikke hører denne verden til. I originalen var det hustruen i familien, som alle andre troede var ved at få et nervesammenbrud fordi hun påstod at der var små væsener efter hende, men det virker ganske fint at det i den nye version er et barn, der opdager væsenerne som bor i en gammel kamin i kælderen.

Selv om Sally indledningsvis har meget svært ved at overbevise far og papmor Kim om, at der vitterligt er noget som gemmer sig i mørket, så begynder sandheden langsomt at dæmre for de fortravlede forældre, især da huset åbner op for sine hemmeligheder. Den største af disse er den kælder, som for mange år siden blev forseglet efter husets oprindelige ejer, kunstmaleren Blackwood, gik amok på ovennævnte stuepige. Kim finder i denne forbindelse en række ting, som peger i retning af at Sally ikke blot er et neurotisk, lille barn, der lider af moderbindinger og derfor opdigter monsterhistorier, men at der er et gran af sandhed i pigens historier.

Ideen med at lade de rottelignende væsener være en form for satanistiske tandfeer er også ganske god, men ikke særlig ny, især ikke for de af os, der mødte lignende udyr i starten af Del Toros anden Hellboy film. For det fåtal af gyserfans, som har set originalen fra 1973, vil filmen sikkert heller ikke byde på de store overraskelser, ud over at monstrene der lurer i mørket, nu ikke længere er skuespillere i gorillakostumer, der håndterer overdimensionerede rageknive.

Ulig mange andre monsterfilm, der ofte venter utrolig lang tid med at konkretisere uhyrerne, så bliver de små, nævenyttige og særdeles ubehagelige væsener konkretiseret forholdsvis hurtigt i denne film. De er naturligvis computerskabt, men er samtidig så overbevisende gengivet, at de ender med at virke som en reel trussel, snarere end figurer fra et computerspil.

Den endelige dom over Don’t Be Afraid of the Dark er at det er en horrorfilm der emmer af nygotisk atmosfære, samtidig med at den heller ikke er bange for at sætte tempoet op, levere blod nok og runde af med en slutning, der sikkert nok vil tilfredsstille de fleste genrefans. Til gengæld så bliver den aldrig helt så medrivende, at den bliver en af de gyserfilm man ser igen og igen. Dertil er filmen simpelthen for formularisk og har alt for mange andre, mere effektive gysere at konkurrere med.


Forrige anmeldelse
« Red State «
Næste anmeldelse
» Reign of Assassins »


Filmanmeldelser