Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




”The Last Metro” & ”Endelig fredag” (130 & 110 min.) Købsfilm / Atlantic Film
Anmeldt 7/2 2012, 18:22 af Kim Toft Hansen

Truffauts efterår


Truffauts efterår

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den franske mesterinstruktør François Truffaut var særdeles produktiv. Fra sin instruktørdebut i 1959 med Ung flugt til sin sidste film fra 1983 indspillede han 21 film, hvilket betyder næsten en film om året. Flere år instruerede han sågar to, og han havde som endemål med sin karriere at instruere 30 film. Desværre satte en hjernesvulst en pludselig stopper for den bestræbelse, og Endelig fredag (1983) skulle blive hans sidste. Den sidste metro (1980), der var Truffauts tredjesidste film, og Endelig fredag er netop genudgivet på købefilm.

Allerede inden han indspillede sin første film, var Truffaut – sammen med en række andre franske intellektuelle, herunder filmkritikeren André Bazin – en yderst aktiv filmskribent. Han var med til at prioritere en kunstnerisk forfatterkvalitet, der også skulle kunne udfoldes på det store lærred. I denne periode var han også med til at opkvalificere nogle amerikanske storgenrer, der under Anden Verdenskrig havde fået et særligt udtryk. Thrilleren (særligt Hitchcock) og særligt den amerikanske hårdkogte film noir fik nogle pæne ord med på vejen.

Derfor er det interessant, hvordan Truffaut blandt sin karrieres sidste film vender sig mod netop disse genrer. Den sidste metro, der denne gang er udgivet under den engelske titel The Last Metro, begge en oversættelse af den franske Le dernier métro, er en thriller, der udfolder sig under Anden Verdenskrig, hvor Montmartre-teatret i Paris bliver omdrejningspunkt for en række problemer med besættelsesmagten. Filmen er også et kammerspil, der handler om kærlighed og personlige konflikter.

Endelig fredag er en direkte oversættelse af den franske titel Vivement dimanche!, men har tidligere været distribueret i Danmark under titlen I al fortrolighed. Filmen er en rendyrket film noir, der efter alle kunstens – eller noirens – regler bruger genren til overflod. Den er ikke engang neonoir, som havde fået en vis opmærksomhed i amerikansk film efter Roman Polanskis Chinatown (1974). Den er nærmere en selvsikker, uparodisk og kærlig pastiche over noiren. Alt sammen cementeret gennem brugen af de smukke sort/hvide billeder.

Begge film har tidligere været i dansk distribution, og disse udgivelser tilbyder ikke mere end det, der allerede har været på markedet. Men med to film af så stærk kvalitet, er det kun fint, at de er tilgængelige for et velment publikum. Begge film tematiserer de stærke komplekser, der udspringer af at stole på sine nærmeste samarbejdspartnere. Den sidste metro inddrager tyskervenlighed og modstandsfolk på teatret, mens Endelig fredag handler om en mand, der skal tage sig af sin egen opklaring af et mord, han er uskyldigt anklaget for. Korruption og måske mest ligegyldighed hviler i begge tilfælde under overfladen.

Samtidig er særligt Den sidste metro interessant, fordi den var en kommentar til kunstverdenen. Truffauts Den amerikanske nat (1973) havde været en kommentar til filmkunsten, og foregik inden for produktionsverdenen, mens Den sidste metro er en skildring af teatrets scene. Det resulterer i en meget teatralsk opsætning, der nærmest kun foregår på og lige omkring teatret – og reflekteres i teatrets opsætninger. Truffauts manuskript L'Agence Magique skulle have været den sidste i trilogien: en kommentar til musikkens verden. Den blev aldrig indspillet.

Endelig fredag er derimod et særligt indtag af noiren i en lidt mere elitær fransk filmkultur, hvorfra genrens navn jo stammer. Derfor er det en regulær og genrevant krimi, der udfolder sig gennem alle dens formulariske kringelveje. Stilen spiller på hele repertoiret, mens handlingen for mange vil være blandt de mest spændende hos Truffaut, der gennem hele sin karriere aldrig forlod et folkeligt islæt. Det kriminalistiske element spiller med i mange af hans film.

Begge film vil i høj grad stadig fungere, hvilket selvfølgelig er et fint rationale for disse genudgivelser.


Forrige anmeldelse
« Skyd på pianisten «
Næste anmeldelse
» Small Time Crooks »


Filmanmeldelser