Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Rare Exports (85 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 22/12 2011, 21:30 af Torben Rølmer Bille

Julefanden kommer!


Julefanden kommer!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Langt de fleste ved sikkert allerede godt, at finner og finske børn i særdeleshed hører til de barskeste i verden. Tænk blot tilbage til en generation af danske børn (inklusive nærværende anmelder) som i sluthalvfjerdserne blev fællestraumatiseret af Poul og Nulles julekalender Jul og grønne skove. Traumaerne opstod ikke på grund af det flyvende øje, ormene i hulen, eller fordi alt udspilede sig i klaustrofobiske underjordiske passager, men derimod var det den finske live-udgave af mummitroldene, der hensatte leverpostejsfarvede danske børn i skræk og rædsel. Det er muligvis daglig kost for finske børn at se Murren svæve over isen og fryse det søde, lille egern til is, men for mange børn var det så hårdt at bevidne, at selv år efter var det svært at være i lokale med en tallerkenfuld mummikiks.

Når en gruppe finner derfor sætter sig for at fortælle et rigtigt juleeventyr, så foregår det naturligvis i en tone der er alt andet end rar og hyggelig. Julen har nemlig ikke altid kun været forbundet med gløgg, kravlenisser og lugten af gran, for julen betyder også at mørket falder på, at sneen skjuler alle spor og at nisserne begynder at rumstere rundt på loftet. Julen inviterer i lige så høj grad til uhygge som hygge og det er netop det Rare Exports udnytter.

Julen nærmer sig nemlig med hastige skridt i en lille finsk by, der ligger meget tæt på den russiske grænse. Lige på den anden side af grænsen er der et bjerg, som legenden fortæller Julemanden bor indeni. På tinden er et hold forskere ved at foretage nogle prøveboringer og da de opdager at de er stødt på et lag af savsmuld dybt ned i bjerget, forstår en excentrisk videnskabsmand straks hvad dette betyder. Boret udskiftes med store mængder dynamit, så de hurtigt kan komme dybere ned i bjerget, for at finde den uvurderlige skat, som gemmer sig dernede.

To drenge har sneget sig over grænsen og op på bjerget til trods for deres fædres formaninger. Her overhører de den førnævnte diskussion. Den ældre dreng af de to er helt kold i røven og siger at han ikke tror på julemanden og da slet ikke at han bor inde i bjerget, mens den yngre dreng Pietari - filmens egentlige helt - har en god idé om, hvad det er forskerne er ved at grave op fra dybet. Som den gode, flittige dreng han er kaster hans sig straks over researchen – bøger om jul, juletraditioner og de forskellige versioner af julemanden, der har eksisteret gennem tiderne og han opdager, at julemanden er alt andet end den godmodige, rødklædte figur som Coca Cola har gjort så populær.

Den finske julemand er i stedet meget tættere på den figur vi herhjemme kender som Den Store Bastian, en vildt gnaven figur, der uden nåde straffer de børn, som ikke har været artige rigtigt, rigtigt hårdt. Så hårdt så de måske aldrig har mulighed for at være uartige igen. Problemet er jo, at Pietari og hans ven har været alt andet end artige, for det hul de har lavet i grænsehegnet har tilsyneladende medført at et kobbel sultne ulve har listet sig ind fra Rusland og dræbt stort set hele den renbestand som folkene i landsbyen er afhængige af. Ulve er i al fald hvad fædrene i byen tror det er, men Pietari ved måske bedre.

Pietaris far har lavet en ulvefælde i nærheden af familiens hus ved at hænge et grisehoved over et dybt hul i jorden udstyret med sylespidse træpigge, og dækket over med gran. Fælden er pludselig blevet udløst, men i stedet for en ulv finder faderen en nøgen, forkommen mand, med langt skæg, som faderen straks får slæbt ind i sin slagtehal, som normalt benyttes til rensdyrene. Faderen allierer sig med en af sine venner men, før de kan få taget en beslutning om hvad de skal gøre rører ”liget” pludselig på sig og festen kan begynde.

Der er efterhånden lavet rigtigt mange julegysere, fra klassikere som Black Christmas til mere fjollede indslag som Santa Slay, men Rare Exports er en skinnende julestjerne i sammenligning med disse. Den kender genrekonventionerne til fingerspidserne og selv om aldersgrænsen er sat til 15 år herhjemme, er jeg sikker på at man som ansvarsfuld forælder lige så nemt ville kunne følge filmens norske 11-årsgrænse , for selv om det er meget dystre sager der foregår i Rare Exports, så ser man ikke folk blive slagtet i bedste splatterfilmsstil. Antydningerne er der naturligvis og de fantastiske billeder af nøgne, skumle gammelmandsnisser, der kommer væltende over de sneklædte bakker, er ikke nogen man glemmer med det første, men de står også i skarp kontrast til den grundlæggende fortælling.

For det som starter som en regulær julegyser ændrer sig i filmens sidste halvdel til rendyrket eventyr, hvor unge Pietari forvandles fra en underkuet knægt som alle ignorerer til den helt, som han hele tiden har båret i sig. Samtidig er filmen meget sorthumoristisk og filmens endelige twist, som har givet filmen sin titel, er virkelig fedt fundet på. Blandingen mellem uhygge, fantasy og action er virkelig fin og selv om filmen måske ikke har haft samme budget som en Hollywood blockbuster, så har filmen både så megen kant og fortæller en så aparte fortælling, at Rare Exports sikkert vil gå hen og blive en sand klassiker – især for de der holder af den type julefilm, som ikke er proppet med sukkersøde sager, nuttede dyr eller pladdersentimental julefis.


Forrige anmeldelse
« Transformers – Dark of the mo... «
Næste anmeldelse
» Sherlock Homes - Skyggespillet »


Filmanmeldelser