Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Julie (74 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 10/12 2011, 18:06 af Kim Toft Hansen

Strindberg revisited


Strindberg revisited

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Linda Wendel er en selvstændig størrelse i dansk film på flere måder. For det første laver hun film, som de færreste i Danmark gør, og for det andet instruerer hun dem som indiefilm. De to aspekter hænger selvfølgelig sammen, fordi det første i nogen grad er motiveret af det andet. At hun under eget selskab Babyfilm selv står for produktionerne ud over også selv at skrive og instruere sine film, gør det muligt for hende at kontrollere de fleste aspekter af sine film. Det kommer der nogle unikke film ud af, men det er også film, der har sine mere eller mindre skjulte fejl og mangler.

Julie er hendes seneste film, og den er netop udkommet på dvd. Selskabet Babyfilm, som hun startede sammen med Jesper Christensen og Ulrich Thomsen, var ellers lukket og slukket, men med denne film genoplives firmanavnet som et ApS-selskab. Alene det, at Wendel stadig er aktiv som en indiefigur i dansk film, er betryggende, fordi hun viser, at dansk indiefilm faktisk kan nå længere ud, end scenen normalt stiler efter. Julie har været diskuteret på grund af det rædderlige billetsalg i biograferne. Men når den kun distribueres til ganske få danske biografer, er det jo ikke underligt, at det danske publikum ikke får øje på den.

Dermed kan branchen nikke bekræftende: ”Hvad sagde vi? Smalle film fungerer ikke i et lille filmmiljø som det danske”. For Julie er smal – også på flere måder. Det er et kammerspil, der handler om tennisspilleren Julie, som kommer imellem sin tennistræner og hans kæreste. Ikke fordi hun er synderligt forelsket i ham, men fordi hun protesterer mod sin fars faderlige tyranni og pengemageri. Det går ret godt for Julie, men hun er nærmest kun tilskyndet af sin far, der har brug for de penge, hun henter hjem. Filmens kammertone er derfor melankolsk og glædesløs, og Julie spiller en rolle, der kun ødelægger hende og omgivelserne.

Julie er frit baseret på August Strindbergs naturalistiske drama Frøken Julie (1888). Dramaet handler om adelskvinden Julie, der indleder et forhold til tjeneren Jean, hvilket kommer til at sætte sine spor. Dramaet var et stykke nietzscheansk socialdarwinisme, der rummer en hårdhændet medfølelse for menneskets lastefulde fangenskab. Disse aspekter opdateres hos Wendel til en moderne version, hvor den revolteprægede tennisspiller bliver overklassens symbol, der møder middelklassen. Det er således symptomatisk, at Wendel er nødt til at opdatere Jean, der nu ikke er en under- men en mellemklassefyr.

I hovedrollen som Julie finder vi Birgitte Hjort Sørensen, der for alvor er brudt igennem med sin rolle i DR’s tv-serie Borgen. Birollen som Julies halvkriminelle far spilles af Jesper Christensen, og de to er tilsammen filmens oplevelse. Uden dem ville filmen ikke holde. Jesper Christensen kan alene hæve en films niveau. De øvrige bærende roller er besat af teaterskuespillerne Rolf Hansen og Trine Appel. Det er på sin vis oplagt at bruge teatrets folk i et adapteret drama, men det gør desværre samspillet en smule uhomogent. Det er for tydeligt, at Hansens og Appels spil og intonation falder anderledes end Sørensens og Christensens.

Dette er da også filmens svageste side. Når filmen divergerer fra Strindbergs forlæg, både tekstligt og tematisk, er filmen bedre, end når den læner sig opad det oprindelige drama. Momentvist viser Birgitte Hjort Sørensen, at hun er en skuespiller med et bredt repertoire, men filmens instruktion og manuskript falder lidt fra hinanden, når det ikke er skrevet sammen til en mere helstøbt adaption. Det er en skam, for en opdatering af Frøken Julie som en valid samfundskommentar er en rigtig god idé, og Julie har da også sine gode sider. Men den stilmæssige heterogenitet gør oplevelsen lidt blandet.

Wendel kunne med fordel afgive lidt magt i filmens tilblivelsesproces. En medforfatter ville fange hendes forkærlighed for Strindberg, som hun også understregede i sin eksperimenterende Han, hun og Strindberg (2006). Han er tydeligvis en darling, som Wendel ikke kan slippe helt fri af en alderstung sprogtone. Strindberg er stadig højaktuel, men det kræver lidt friere rammer at få ham til at passe til en moderne tennisfortælling. Og når handlingen handler om sex og erotik, så er tennis altså ret usexet. Trekantsdramaet fungerer langt bedre, når det foregår uden for banen. Hvilket heldigvis er det meste af tiden.


Forrige anmeldelse
« Exit through the Gift Shop «
Næste anmeldelse
» Blues for Montmartre »


Filmanmeldelser